Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oehlenschläger, Adam Gottlob
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det følger af sig selv, at det ikke kunde komme til nogen
Forstaaelse imellem disse dybt og væsentlig forskjellig anlagte
Aander, den af Livets Skjønhed opfyldte Aladdinsnatur og
den under voldsomme aandelige Kampe modnede religiøse
Reformator, som i Fortalen til sine Optrin af Asers og Norners
Kamp gaar saa vidt i sin Afsky for det æsthetiske som
saadant, at han udtaler: „En Gang var jeg hartad til Sinds
at brænde det hele Æventyr, da den afgudiske Snak tyktes
mig forargelig og alt verdslig Skjaldskab en Sjæls Overdaad,
der ligesom dens legemlige Frænde svækker og sløver, idet
den kildrer og gotter. I Hovedsagen er jeg endnu ej langt
fra samme Tanke; thi Kristus er det sande Vintræ, og hver
Drue, som ej voxer derpaa, kan kun beruse, men aldrig
styrke og opløfte“. Oehlenschlägers Religiøsitet var langt
mindre specifik kristelig, den var nærmest en human,
naturpoetisk Tro paa det guddommeliges Sejr og paa dets
Aabenbarelse i det sandes, godes og skjønnes Former, en Opfattelse,
efter hvilken „det egentlige Fædreland“, hvorhen han higer
fra Taagelandet, og som han føler dybt i „alt stort og
smukt, bliver en Verden,
„hvor Elementer ikke fjendtlig stride;
hvor unge Roser staar i evigt Græs;
hvor hjærligt sidde ved hinandens Side
den høje Jesus, Baldur, Sokrates;
hvor sødt Uskyldighedens Engleklynge
Om Herculskjøllen sine Liljer snor;
hvor om den evige de stærke synge,
forenet i et helligt Kor“.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
