Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oehlenschläger, Adam Gottlob
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162 Det nittende Aarhundrede.
Baggesens Vedkommende; fra Oehlenschlågerianernes Side
afsluttedes den med en polemisk Nytaarsgave ,,Hermes", der
udkom i Februar 1819 og bl. a. indeholdt Poul Møllers Parodi
paa Baggesens bekjendte Digt ,,Der var en Tid, da jeg var
meget lille". Omtrent samtidig med, at denn~ Bog var ud-
kommen, satte de Kronen paa Værket ved at foranstalte en
stor Skandale i Theatret ved Gjenopførelsen af ,,Trylleharpen"
samt ved at bringe Baggesen et ,,Pereat!" uden for hans Vin-
duer. I Efteraaret 1820 forlod Baggesen Danmark, som han
aldrig skulde gjense mere.
Da Baggesen var død, fejrede det kongelige Theater paa
hans Fødselsdag, den i ~de Februar 1827, en Mindefest til
hans Ære. Oehlenschlåger havde skrevet den smukke, stem-
ningsfulde Epilog, og nogen Tid forinden havde han taget
varmt og ædelt til Orde i Anledning af en Strid, der havde
rejst sig om, hvor vidt en saadan Mindefest overhovedet burde
fejres, og i hvilken Digterens Navn var bleven indblandet.
,,Af Frygt for, at man skulde tro mig i Stand til at hade en
Mand efter Døden og være blind for hans Fortjenester, skylder
jeg Sandheden, den afdøde og mig selv følgende Erklæring:
Jeg har altid i Baggesen erkjendt en Digter af Geni, med et
sjældent vittigt Lune. Jeg har stedse beundret Forfatteren
til de komiske Fortællinger, Ungdomsarbejderne, Labyrinthen
og mangt et senere Digt, hvori ingen lidenskabelige Storme
hindrede Rosen og Violen i at blomstre. Han har erhvervet
sig et udmærket Navn i den danske Literatur. Hvo der
tænker saaledes om ham, kan ikke misunde hans Grav Lavr-
bærkransen, Fred over hans Støv! Døden forsoner med den
døde, lad den ogsaa forsone med de levende! Det var den
skjønneste Fest til hans iVlinde!" Og i Oehlenschlågers
Erindringer, hvor Oldingen ser tilbage paa dette stormfulde
Afsnit af sit Liv, giver han følgende lige saa træffende som
smukke Karakteristik af Baggesen. ,,Døden forsoner, og det
er det skjønne ved Døden, at den lader hele Skyggesiden af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
