Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oehlenschläger, Adam Gottlob
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det nittende Aarhundrede.
#74
ligheden er langt kraftigere karakteriseret i de to fortræffelige
Stanzer, som tjene til Indledning for R o m an c e n ,,Hakon
Jarls Død". I det enkelte viser den paapegede Mangel sig
i de Overdrivelser, Digteren jævnlig gjør sig skyldig i, og
som dels lade sig henføre til det episke, dels til det lyriske
Moment i Sørgespillet. Just fordi Oehlenschlågers Geni er
lyrisk-episk, overdriver han snart det ene og snart det andet
af disse Momenter, for det episkes Vedkommende ved at tage
visse Træk, enten laante af Stoffets foregaaende episke Be-
handling i Krøniker og Romancer eller opfundne af hans
egen Fantasi, og føre dem ganske raat over i Sørgespillet
uden først at lade dem gjennemgaa den dramatiske Krisis,
der skal gjøre dem skikkede til Theatret, for det lyriske
Moments Vedkommende derved, at de enkelte Personer ud-
tale deres Følelse og Sindsstemning med saa stor Uforbehol-
denhed, at de derved ligesom ,,udskrige sig og i figurlig For-
stand blive hæse". Paa det, som i Virkeligheden for det
meste afholder enhver fra at gaa til den sidste Grænse i at
blotte sit Inderste, bliver der ikke taget Hensyn, saa at ogsaa
dette foraarsages ved Mangel paa den Ironi, som skulde
sætte Grænser for det lyriske Udbrud og derved tilvejebringe
Illusion.
Det følger af sig selv, at denne med overlegen Dygtighed
skrevne Af handling, i hvilken Heiberg i Virkeligheden har
givet et Udkast til en hel Æsthetik af Poesien, aldeles ikke
faldt i Oehlensehlågers og hans blinde Tilhængeres Smag.
Ganske vist ytrer Heiberg, at han aldrig har draget i Tvivl,
at Oehlenschlågers Geni er poetisk, og at naar Digteren be-
tegner det som tungt at maatte betragte en Række af sin
bedste Levetids Kunstværker som forfejlede og i Grunden
manglende det væsentligste, er denne Frygt lykkeligvis uden
Grund, da hans Tragedier med alle deres Fejl mod det dra-
matiske dog have en saa fast og kraftig Rod i vor Literatur,
at selv tilkommende Mesterværker ikke ville kunne rokke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
