Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Andersen, Hans Christian
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han stod ved, kom til Holsten, blev der sluttet Fred, og
det eneste, den stakkels Drømmer fik ud af sit Felttog, var,
at hans Helbred blev nedbrudt, saa han døde kort efter.
Den faderløse Dreng var nu ganske overladt til sig selv;
Legekammerater havde han ingen af, saa hans Fantasi
tumlede sig fuldstændig paa egen Haand. Det hjalp ikke, at
Moderen giftede sig igjen, thi Stiffaderen vilde ikke blande
sig i hans Opdragelse. Et lille Theater, Faderen havde lavet
til ham, optog det meste af hans Tid; han lavede Dukketøj
til Aktørerne og Komedier, som han opførte paa det, ogsaa
Tragedier, »hvori de naturligvis alle døde». Undervisningen
i Fattigskolen var det ikke synderlig bevendt med, og
Romanerne, han læste, var just ikke nogen Modvægt imod den
ensidige Udvikling, hans Fantasi fik; intet Under, at han blev
en »sær Fyr», som Gadedrengene forfulgte, og som saa ikke
vidste andet at gjøre end at sætte sig hjemme i en Krog,
græde og bede til Gud. Da der blev Tale om, hvad den
lange Dreng skulde være, vilde han naturligvis »til Komedien».
Det vilde Moderen imidlertid ikke høre noget om. Hans
Christian skulde være Skrædder; det var med denne Udsigt
for Øje, hun havde fundet sig i, at han syede Dukketøj; det
var en god Øvelse, mente hun. Sommeren før hans Konfirmation
havde der været en Del af det kongelige Theaters
Personale i Odense og givet Forestillinger, og Drengen havde
ikke blot overværet dem alle imellem Kuliserne, men havde
endogsaa selv betraadt Brædderne. Han kom fuldstændig paa
det rene med, at det var Theatret, han var født for, og da
han var bleven konfirmeret, og Skrædderiet skulde til at
begynde, bad han saa bønlig om at maatte faa Lov til at rejse til
Kjøbenhavn, at Moderen omsider gav sit Minde dertil, skjønt
hun vel ikke synderlig ænsede hans Forklaring om, at »man
gaar først saa gruelig meget ondt igjennem, og saa bliver
man berømt!», men vel nærmest lyttede til, hvad en »klog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
