- Project Runeberg -  Den danske Literaturs Historie fra dens Begyndelse til vore Dage /
Skolekomedier

(1881) [MARC] Author: Fr. Winkel Horn - Tema: Danish Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

I Reformationstiden træffe vi de første Forsøg paa dramatisk Digtning i Danmark. At her allerede tidligere har været opført Skuespil, der, i Lighed med hvad Tilfældet var i andre katholske Lande, vare knyttede til Kirken, er vel rimeligt, ja utvivlsomt, ligesom man længe efter, at Reformationen var indført, ja indtil hen imod det 17de Aarhundredes Slutning jævnlig opførte bibelske Historier - f. Ex. Lidelseshistorien - og andre aandelige Dramaer i Kirkerne, men der er i alt Fald intet Spor bevaret af saadanne gejstlige Skuespil. De danske Skuespil, der ere bevarede fra · Reformationstiden og det følgende Aarhundrede, henhøre alle til Skolekomediernes Klasse, som vel er beslægtet med og udgaaet fra de kirkelige Skuespil, men dog til en vis Grad indtage en særlig Plads. Som bekjendt finde vi i Middelalderens store Kulturlande to Arter af Skuespil, Mysterier eller Mirakelspil og Moraliteter. Mysterierne ere de ældste og naa langt tilbage i den kristne Kirkes Historie. De udviklede sig af den liturgiske Gudstjeneste som Dramatisering af større og mindre Stykker af den hellige Historie, oprindelig knyttede til de store kirkelige Højtider, og antog efterhaanden overordentlig storartede Dimensioner, strakte sig jævnlig over mange Dage og satte et uhyre Apparat i Bevægelse. Moraliteterne, der gaa tilbage til Slutningen af det 14de Aarhundrede, ere egentlig en Afart af Mysterierne, som Navnet antyder, dramatiserede Moralprædikener, der foredrages af allegoriske Personer, Personifikationer af alle mulige Dyder, Laster og abstrakte Begreber. Det er disse Skuespil, hvoraf der i Spanien udvikler sig en virkelig, ejen- dommelig dramatisk Digtning, som i Calderon naar sin kunstneriske Fuldendelse. Hertil kommer de saakaldte Fastelavnsspil, der først kom frem ved Midten af det 15de Aarhundrede. De vare af rent verdslig Oprindelse og gik væsentlig ud paa at more den store Hob ved plumpe Løjer. Disse vare vel ingenlunde udelukkede af de gejstlige Skuespil, hvor der tvært imod var fuldt op af dem, men Hovedformaalet med disse var dog at opbygge Tilskuerne,, medens Fastelavnsspillene vare kaade Farcer og intet andet. Paa dette Grundlag af gejstlig og verdslig dramatisk Digtning, og navnlig paa Moraliteterne og Fastelavnsspillene, hvile de Skuespil, der i Reformationstiden og længe derefter opførtes ved de protestantiske Landes Skoler og Universiteter, først paa Latin, idet de ligefrem gik ind som et Moment i Undervisningen, senere ogsaa paa Modersmaalet. Det vil allerede · efter disse Antydninger være indlysende, at Skolekomedien, er væsentlig forskjellig fra den moderne dramatiske Digtning, saaledes som denne indførtes hos os af Holberg. Den hører, med sit episke og allegoriske Præg, efter sin Karakter helt og holdent Middelalderen til. Det er Stoffet, det udelukkende kommer an paa; om noget, der ligner dramatisk Bygning eller Karakteristik af de handlende Personer, er der saa godt som slet ikke Tale, lige saa lidt som om Motivering af Handlingen o. desl. Det gjælder kun om dels at opbygge og belære ved Æmner fra den hellige Skrift eller ved Allegorier, ved Moraliseren og ved Fremstilling af opmuntrende eller afskrækkende Exempler, hvilket alt sammen for det meste sker med den største Naivetet, dels om at more ved mer eller mindre grovkornet Skjemt. Som oftest ere disse to Elementer sammenblandede paa den kuriøseste Maade. Om noget æsthetisk Udbytte kan der kun ganske undtagelsesvis være Tale. I Reglen slaar den Karakteristik til, som N. M. Petersen kort og fyndig har givet saaledes: "Naar denne Dramatik vilde være rørende, blev den komisk; naar den vilde være komisk, blev den grov".

Skolekomediens Blomstringstid hos os falder i det 16de Aarhundrede, men den holdt sig hele det 17de Aarhundrede igjennem og var endnu ikke forsvunden i Begyndelsen af det 18de. Vi kjende den altsaa her hjemme kun fra en Tid, da den anden Steds var ved at forsvinde og afløses af det af Renaissancen fremgaaede moderne Drama. De ældste historiske Efterretninger om dramatiske Arbejder i Danmark føre os tilbage til Begyndelsen af det 16de Aarhundrede, idet der allerede under Kong Hans opførtes latinske Skuespil af de lærde Skolers Disciple ved særlig højtidelige Lejligheder. Først noget senere træffe vi Skuespil paa Modersmaalet. De ældste danske Komedier, der kjendes, ere fra Tiden lige før Reformationen, bevarede i et · Haandskrift fra 1531 *). De ere som alle den Slags Skuespil paa Rim og tre i Tallet: 1) "Den utro Hustru", et meget grovkornet, af uhøviske Enkeltheder vrimlende Fastelavnspil, der dog paa sin Vis som Helhed er ganske morsomt og paa sine Steder bærer Præg af virkeligt Lune. Det giver, i hvor høj Grad det end slaar Gjækken løs, i det hele interessante Bidrag til et Billede af Datidens Tænkemaade, og navnlig er den hvasse Satire over Munkene, som en af Stykkets Scener indeholder, meget karakteristisk. Hvor vidt dette Fastelavnsspil er originalt eller oversat, lader sig næppe med Sikkerhed afgjøre. Skjønt flere af de vigtigste Motiver kjendes anden Steds fra, har der dog ikke kunnet paavises noget fremmed Forbillede for Stykket, som det foreligger paa Dansk. Dialogen er paafaldende let og naturlig, og Forfatteren eller Oversætteren kommer forholdsvis godt fra Rimene, ligesom Stykket ogsaa er temmelig frit for Germanismer, hvilket jo alt kunde tyde paa, at det virkelig er et originalt Arbejde. 2) "Paris' Dom", et lille allegorisk-mythologisk Skuespil i de gamle Moraliteters Stil, saa ubehjælpsomt og aandløst gjort, at Udgiveren med Føje betegner det som "et maadeligt Stymperarbejde" og i Anledning af det "temmelig ligegyldige" Spørgsmaal om, hvor vidt det er originalt eller oversat, siger, at "dets Slethed til en vis Grad taler for dets Originalitet, thi ligesom man vanskelig kunde tænke sig, at et saadant Stykke skulde være blevet til i et Sprog, som havde en nogenlunde udviklet dramatisk Literatur, saaledes maatte det ogsaa synes mærkeligt, om nogen fremmed skulde føle sig saa tiltalt af det, at han vilde gjøre sig den Ulejlighed at oversætte det". 3) "Dorotheæ Komedie", en Oversættelse af et latinsk Helgenspil fra Begyndelsen af det 16de Aarhundrede af Tyskeren Ridder Chilian fra Mellerstadt, mat og ubehjælpsomt omplantet fra Prosa til Vers. Til Stykket · som ganske er holdt i den gamle Mysteriestil og væsentlig gaar ud paa at indskærpe Tilskuerne Helgenindens Undergjerninger, er knyttet en original Epilog, "en føje Prædiken". Disse tre Stykker tillægges Kristjern Hansen, der var Skolemester ved Vor Frue Kirke i Odense, men stor Sikkerhed for denne Antagelses Rigtighed haves dog ikke. At Epilogen til Helgenstykket om Dorothea er af ham, have vi hans eget Ord for, og det er da vel rimeligt nok, at hele denne Komedie er oversat af ham. Derimod kan der ikke godt være Tale om, at de to andre Stykker skulde kunne have en og samme Forfatter, dertil er Forskjellen imellem dem alt for stor. Fastelavnsspillet, der, som alt anført, ingenlunde er ilde, kunde vel antages at hidrøre fra Kristjern Hansens Haand, men "Paris' Dom" synes snarere at maatte skyldes en umoden Skolediscipel. Hvorom al Ting er, have vi i dette Haandskrift "det dramatiske Repertoire for Frue Skole under Kristjern Hansens Styrelse".

*) Disse "De tre ældste danske Skuespil" ere udgivne af S. Birket Smith 1874.

Disse tre Komedier tilhøre den katholske Tid. I "Dorotheæ Komedie" er det først og sidst hendes Undergjerninger, det kommer an paa, d.v.s. Formaalet er, i Lighed med hvad der var Tilfældet med Middelalderens gejstlige Skuespil, Belæring om aandelige Ting og Opbyggelse efter den Tids Opfattelse. Epilogen er skrevet 1531, og Munkescenen i "Den utro Hustru" saa vel som adskillige Repliker i Helgenspillet viser ogsaa, at disse Komedier ere blevne til i Slutningen af den katholske Tid, idet Forfatteren, skjønt ivrig Katholik, aabent vedkjender sig dyb Forargelse over Gejstlighedens verdslige Levned. Et andet Skuespil fra Reformationstiden, "Ludus de sancto Kanuto duce", til Trods for den latinske Titel skrevet i danske Vers, er ligeledes af katholsk Oprindelse, men skriver sig fra en noget senere Tid, idet forskjellige Omstændigheder synes at gjøre det utvivlsomt, at Kirkeforandringen var gjennemført, da det blev til. Dette · er rimeligvis ogsaa Grunden til den ejendommelige Maade, hvorpaa den ubekjendte Forfatter har taget sit Æmne. Skjønt Stykket efter hele sin Karakter maa henføres til Mysteriernes Klasse, er det nemlig ikke Knud Lavards Helgendom, det gjælder om at indprente - det indeholder ikke engang nogen som helst mere direkte Hentydning til dette Forhold. Det er Fremstillingen af Hertugen som historisk Person, hele Vægten er lagt paa, og Stykket faar derved til Trods for al den naive Ubehjælpsomhed og tekniske Ufuldkommenhed, det lider under, en ganske særlig Interesse for os som et tidligt og i lange Tider enestaaende Forsøg paa at frembringe et nationalt Drama. Det var et betydningsfuldt Fremskridt, der skete ved, at man vovede sig uden for den snævert begrænsede Stofkreds, der stod til de gejstlige Skuespils Raadighed, et Fremskridt, som i de store Kulturlande gjordes helt ud og førte Skuespillet ind paa helt nye Baner. Hos os have vi kun dette eneste Forsøg, og det tør vel næppe en Gang paastaas, at det er gjort med fuld Bevidsthed om, hvad det betød; det er helt igjennem bygget paa den latinske legendariske Beretning om Helgenens Liv og Død, der ved den aandelige Kirkefest paa Aarsdagen for hans Mord oplæstes ved Gudstjenesten til hans Minde, og det er ikke umuligt, at der imellem Legenden og det Skuespil, vi kjende, ligger et ældre Helgenspil. Men i ethvert Tilfælde slog Forfatteren af vor "Ludus" virkelig ind paa en helt ny Vej ved at holde sig til Æmnets historiske Side og ved at gjøre en Personlighed, der levede i Mindet ikke blot som den af Kirken fejrede Helgen, men ogsaa som en Fyrste, der i en ualmindelig Grad havde vundet Folkets Kjærlighed, til Hovedfiguren i sit Skuespil. "Der var herved givet en Anvisning, som, hvis den var bleven fulgt, snarere end noget som helst andet maatte have bidraget til at samle, hvad det 16de og 17de Aarhundrede ejede af poetisk · Ejendommelighed og kunstnerisk Evne, i en virkelig national Dramatik" *).

*) "Ludus de saneto Kanuto duce" er udgivet af S. Birket Smith, 1868.

Hermed have vi omtalt, hvad vi have tilbage af Skuespil fra Reformationstiden, men da hele den Retning inden for Dramaets Udviklingshistorie, hvortil de høre, som alt anført, staar i en saa bestemt Modsætning til de Former, hvorunder Skuespillet træder os i Møde i senere Tider, som det moderne, paa den franske Renaissance hvilende Skuespil, hvis første, i alt Fald første betydelige Repræsentant hos os er Ludvig Holberg, ville vi for ikke at bryde Sammenhængen allerede nu meddele, hvad vi have at sige om Skuespildigtningen her hjemme i det 16de og 17de Aarhundrede. Den første dramatiske Forfatter, vi kjende af Navn efter Kristjern Hansen, er Præsten Hans Kristensen Sthen, der ogsaa optraadte som Digter i andre Retninger og navnlig indtager en fremragende Plads som Salmedigter. Han levede paa Frederik den andens Tid og var først Rektor i Helsingør, og her opførte han jævnlig Skuespil med sine Skolebørn. Af hans Komedier kjendes kun det moralsk-allegoriske Skuespil om Lykkens Omskiftelighed, "Kortvending" kaldet, en ægte Moralitet, som til Trods for dens fuldstændige Tomhed i dramatisk Henseende karakteristisk nok for Tiden og dens Syn paa Digtekunsten og særlig paa den dramatiske, længe efter beundredes ikke blot som en særdeles opbyggelig Komedie, men ogsaa for den sindrige Opfindelse og den poetiske Udførelse. Stykket behandler det samme Æmne som den berømte Middelalders-Allegori "Dødedansen", idet Folk af forskjellige Samfundsklasser føres frem, skildre deres Kaar og faa dem omskiftede af Hovedpersonen Kortvending. Hand- ling er der saa godt som ikke Spor af, det hele er en Række Monologer. *)

*) "Kortvending" er udgivet af S. Birket Smith i Danske Samlinger I.
P. V. Jacobsen gjør i sin Afhandling "Om Skuespil og Skuespilforfattere i Danmark i det 16de Aarhundrede" (i Historisk Tidsskrift V) dette Stykke til Gjenstand for en udførlig Undersøgelse, i hvilken han paaviser, at det er Sthen, der er dets Forfatter.
·

The above contents can be inspected in scanned images: I:118, I:119, I:120, I:121, I:122, I:123, I:124

Project Runeberg, Tue Dec 11 21:59:55 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dalihist/0rekomed.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free