- Project Runeberg -  Den danske Literaturs Historie fra dens Begyndelse til vore Dage /
Eliesen, Povl

(1881) [MARC] Author: Fr. Winkel Horn - Tema: Danish Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Povl Eliesen eller Helgesen er født i Varberg i Halland omkring 1480; hans Fader var dansk, Moderen svensk. Om hans Barndom og Ungdom vides intet, vi træffe ham først ved Aar 1519 som Munk i Karmeliterklosteret i Helsingør, hvor han rimeligvis har modtaget sin første Dannelse. Uden egentlig at kunne regnes blandt Humanisterne, indtog · han allerede ved sin første Fremtræden en fremragende Plads blandt Datidens Theologer her i Landet ved sin omfattende og grundige Dannelse. Han synes da ogsaa tidlig at have vakt Opmærksomhed, og da Karmeliterordenen efter Kristjern den andens Befaling oprettede sit Kollegium Hvidekloster (det nuværende Valkendorfs Kollegium) i Kjøbenhavn, blev han (1519) dets første Forstander og Ordenens Læsemester ved Universitetet. Hans væsentlig praktiske Retning i Forbindelse med hans Studier havde allerede tidlig aabnet hans øjne for de mange Brøst, der klæbede ved Romerkirken, og gjort ham Nødvendigheden af en Reformation indlysende. Allerede tidlig, endnu førend Luther var optraadt, synes han at have taget til Orde imod forskjellige Misbrug, saaledes imod Afladshandlen; hans Virksomhed ved Kollegiet og Universitetet bidrog kun til at gjøre hans Uvilje imod det Uvæsen, der dreves i den katholske Kirke, endnu stærkere, og han hilsede derfor i Begyndelsen den nye Lære med store Forventninger. Den ovenfor omtalte Udlænding, Matthias Gabler, der af Kristjern den anden indkaldtes hertil fra Wittenberg, nævner ham 1521 som en af det danske Universitets Prydelser, der med glimrende Navn i de hellige Videnskaber forkyndte de hellige Lærdomme, og den Omstændighed, at flere af Reformationens betydeligste Mænd have været hans Disciple, er et yderligere Vidnesbyrd saa vel om hans fremragende Dygtighed som Lærer for de unge, som om den oppositionelle Stilling, han fra først af indtog overfor den traditionelle katholske Theologi, i Modsætning til hvilken han baade i sin Tros- og Sædelære tog Skriften til Udgangspunkt og Rettesnor. Det var derfor intet Under, at Kong Kristjern mente i ham at have fundet en Mand, der i flere Henseender kunde blive ham til Nytte ved Gjennemførelsen af hans Planer paa Kirkens og Universitetets Omraade. Da Martin Reinhardt kom hertil, indkaldt af Kongen, og prædikede den nye Lære, fandt han virksom Understøttelse hos Povl Eliesen, · der optraadte som hans Tolk, da han ikke selv var det danske Sprog mægtig, og det saa' saledes ud, som Lector Povl, der ved sine Evner og Kunskaber var selvskreven til at spille en betydelig Rolle, vilde blive en af Reformationens Hovedmænd.

Det varede imidlertid ikke længe, inden det Omslag, der skaffede Povl Eliesen Smædenavnet Povl Vendekaabe, indtraadte. Gjennemtrængt af Følelsen af de mange Brøst og Misbrug, der klæbede ved den katholske Kirke, havde han følt Sympathi med den frembrydende Reformation, saa længe han havde den paa Afstand, men saa snart han lærte den rigtig at kjende og blev fuldstændig klar over, hvad den førte i sit Skjold, maatte han træde i Opposition til den, thi den vilde aabenbart noget helt andet, end han havde tænkt sig. Efterhaanden som Reformationens Grundsætninger udviklede sig, blev det klart, at den fuldstændig vilde bryde med den bestaaende Tingenes Tilstand; det vilde Povl Eliesen aldeles ikke være med til, hans Ideer gik ud paa en Reformation paa Grundlag af det bestaaende ved Fjærnelse af de Misbrug, der i Tidernes Løb havde indsneget sig, men uden at opgive den katholske Kirkes væsentlige Standpunkt. Han standsede derfor snart paa den Fremskridtets Vej, han fra først af havde betraadt, og blev i Hovedsagen Katholicismens ivrige og voldsomme Forkæmper, til Trods for det meget i den, han nærede Uvilje imod, fordi han mente, at Reformationen, hvor meget han end sympathiserede med adskilligt i den, væsentlig var paa en Afvej paa Grund af hele dens revolutionære Karakter, og at den derfor maatte standses snarest mulig. Man kan sige om Povl Eliesen, at han med al sin Begavelse dog ikke var paa Højde med sin Tid, ikke forstod dens Tarv, men hans Standpunkt er i sig selv klart og korrekt nok, og han var konsekvent i den voldsomme Kamp, han førte for det. ·

Det gode Forhold, hvori Povl Eliesen stod til Kristjern den anden, blev ikke af lang Varighed. Kongen havde i Vinteren 1519-20 sendt ham en Bog, som han skulde oversætte; det var Macehiavellis "Fyrsten"; de mange Voldsgjerninger, Kristjern i de følgende Aar øvede, opbragte imidlertid Povl Eliesen mere og mere imod denne "vel den første af alle Tyranner", som han kalder ham, og 1522 sendte han ham i Stedet for "Fyrsten", som han havde lagt til Side efter at have oversat et Par Ark, en Oversættelse af Erasmus af Rotterdams Institutio principis christiani med en satirisk Tilskrift, i hvilken han dristig sagde Kongen adskillige Sandheder; den var tilmed dateret den Dag, da Didrik Slaghoek henrettedes. At Kongen blev opbragt herover, er en Selvfølge, og da Povl Eliesen ogsaa paa anden Maade vakte hans personlige Mishag, paa given Anledning erklærede sig i Opposition til Luthers Lære og endelig i en Prædiken paa Slottet optraadte med stor Frimodighed imod Kongen, kom hans Forbitrelse omsider til Udbrud; han tilbagekaldte sit Gavebrev til Karmeliterkollegiet, hvilket for Povl Eliesens Vedkommende var ensbetydende med Afsættelse fra Universitetet. Han fandt det raadeligst at flygte, først til Biskop Lage Urne i Roskilde, senere til Jylland. Han blev her indtil Frafaldet fra Kongen og tog, opfyldt af Had til Tyrannen, ivrig Del i Forberedelserne til den Revolution, der omsider hidførte hans Fald; bl. a. forfattede han en Satire paa Vers over Kongens slette Mønt, Klippingerne, som skaffede ham Ogenavnet Kong Klipping; han synes ogsaa at have bearbejdet Stemningen ved andre Flyveskrifter, men har dog vist nok fortrinsvis virket ved sin kraftige, lidenskabelige Tale; han kunde allerede 1524 opfordre sine Fjender til at paavise nogen, der i Ord og Skrift havde modsat sig Kongens Tyranni med en saadan Frimodighed som han. Han førte ogsaa i flere Skrifter Forsvaret for Revolutionen imod ham. ·

Efter Kongens Fordrivelse vendte Povl Eliesen sig med fuld Kraft imod den nye Lære, som han vel havde haabet skulde miste sin vigtigste Støtte, naar Kongen kom bort. Han havde hidtil, efter at det var blevet ham klart, at han ikke kunde være med til Reformationen, saaledes som Luther og de, der sluttede sig til ham, vilde gjennemføre den, indskrænket sig til passiv Modstand. Efter at det nu mere og mere viste sig, at hans Haab om, at Bevægelsen vilde dø hen, naar den forhadte Konge var forjaget, ikke vilde gaa i Opfyldelse, men at den ogsaa begunstigedes af hans Eftermand, og i det hele taget havde faaet en saadan Udstrækning og Styrke, at der virkelig var Fare paa Færde for den bestaaende Kirke, begyndte Povl Eliesen sin voldsomme Kamp imod Lutherdommen. Han opgav imidlertid ingenlunde sin Modstand imod de Sider af Katholicismen, der allerede tidlig havde vakt hans Forargelse, talte stadig strængt og haardt om den højere Gejstligheds Havesyge, Hoffærdighed og lastefulde Levned og var den derfor bestandig en Torn i Øjet, ligesom han for Lutheranerne vedblev at staa som en foragtelig frafalden og overøstes med Beskyldninger for at have ladet sig bestikke og for i det hele taget at lade sig lede i sin Optræden af egennyttige Bevæggrunde. Denne Mellemstilling, der var fuldstændig begrundet i hele hans Syn paa Forholdet, som netop krævede en Reformation paa katholsk Grundlag med Hævdelse af Bibelen som Norm for Liv og Lære, maatte nødvendigvis stille ham i Opposition til begge de stridende Yderligheder, om end Forholdene førte med sig, at Modsætningen til Lutheranerne blev skarpest og mest fremtrædende, og den maatte uundgaaelig tilsyneladende give hans Holdning et Præg af noget usikkert og vaklende, der har givet Anledning til den skjæve og uretfærdige Dom, der i lange Tider fældedes over hans Personlighed. Hans personlige Optræden, da han, udsendt af Bisperne, rejste om i Landet for at virke imod den nye Lære, der gjorde rivende · Fremskridt, fik næppe nogen synderlig Betydning, han var og blev for den almindelige Bevidsthed "Vendekaaben"; mere udrettede han vist nok ved sine mange Skrifter, om han end ikke formaaede ved dem at standse Strømmen i dens Løb.

Karakteristisk nok var den første Bog, Povl Eliesen, der 1525 igjen var bleven knyttet til Universitetet som theologisk Professor - en Stilling, hvori han blev til 1530 - lod trykke, et Skrift af Luther, "En kristelig Undervisning paa de ti Guds Budord", som han oversatte 1524, og som, efter at have været udbredt i Afskrifter, blev trykt i Roskilde 1526. Det er i Hovedsagen en tro Oversættelse af Luthers Bedebog, kun med en enkelt større Afvigelse, idet Skjærsildsdogmet er optaget i den; særlig Interesse har dette Skrift i sin danske Form naturligvis ved det Lys, det kaster over Povl Eliesens Standpunkt i Forhold til Reformationen. Skriftet hører til Luthers tidligere Arbejder og stiller sig ikke i nogen direkte Modsætning til den katholske Kirkelære, om det end helt igjennem er udsprunget og gjennemtrængt af den evangeliske Aand, der efterhaanden udfoldede sig stærkere og stærkere i Luthers Bøger. Saa langt kunde Povl Eliesen følge Reformationen, men heller ikke længere. Da Bogen udkom, var det evangeliske Parti gaaet langt videre, og hos Katholikerne maatte den vække Forargelse som et ved hele sit Grundsyn kjættersk Skrift. Endnu samme Aar, som denne lille Bog udkom, forfattede han sine første Skrifter imod Reformationen, et Sendebrev til Munken Erasmus i Viborg, hvori han advarede ham imod Hans Tavsens Lære, og en "kristelig Undervisning", i Form af et Sendebrev til Rigets Marsk Tyge Krabbe. Det første kjendes nu slet ikke, det andet er kun bevaret i nogle Uddrag af den svenske Reformator Olaus Petri, der udgav et Modskrift derimod. Efter at han saaledes havde brudt Isen, blev Povl Eliesen Katholikernes selvskrevne Ordfører i Striden og forfattede, vist nok til Dels paa direkte Opfordring fra Prælaterne, flere Stridsskrifter. Endnu 1526 · skrev han sit Svar til Borgemesteren Hans Mikkelsen, der havde ledsaget den under hans Navn bekjendte Oversættelse af det nye Testamente med et Brev til sine Landsmænd, hvori han med Styrke angriber Papisterne. Det er det betydeligste af alle Povl Eliesens Stridsskrifter, klart og kraftigt i sin Form, men som det meste, af hvad vi have fra hans Haand, skæmmet ved den utøjlede Lidenskabelighed, som gjennemtrænger det, og som giver sig Udtryk i de udsøgteste Haans- og Skjældsord. Han indskrænker sig ikke til blot at angribe Hans Mikkelsen, hvis Brev blot har givet ham Anledning til at udtale sig, og hvem han ikke uden Grund betegner som den, der har indladt sig paa en Gjerning, han i ingen Henseende var voxen, men han tordner paa det voldsomste løs imod Reformationen og Reformatorerne i det hele taget, idet han, hvorvel han indrømmer, at det bestaaende har mange Mangler, og at det er nødvendigt, at disse afhjælpes, laster den hensynsløse og radikale Maade, hvorpaa Reformatorerne have brudt med Fortiden og kastet mangt og meget over Bord, som skulde og burde beholdes, og han bebrejder dem i de stærkeste Udtryk, at de ved deres Ord og Gjerninger have aabnet Sluserne for vild Lovløshed, Oprør og Bulder. 1527 og 1528 se vi ham tage Del i Reformationsstridighederne i Sverig, hvortil han, som han selv siger, bl. a. følte sig kaldet, fordi han paa mødrene Side var beslægtet med det svenske Folk, men vist nok nærmest, fordi han mente, at hvad han sagde til Svenskerne, ogsaa vilde blive hørt af de Danske. Han skrev først et Sendebrev til Kong Gustav, hvori han alvorlig advarede imod det lutherske Kjætteri, og Aaret efter udkom "Nogle kristelige Svar" til de Spørgsmaal, Kongen havde opstillet til mundtlig Disputats og skriftlig Besvarelse, det Skrift, hvori hans theologisk-dogmatiske Standpunkt kommer klarest og udførligst frem. Fra svensk Side blev man ikke den voldsomme og ved sin Veltalenhed og Dygtighed utvivlsomt farlige Modstander Svar skyldig. Den · svenske Reformator Olaus Petri tog sig 1527 for at gjendrive Povl Eliesens ovenfor omtalte Sendebrev til Tyge Krabbe, der ogsaa var udbredt i Sverig. Han gaar ham haardt paa Klingen i sit med overlegen Dygtighed og Klarhed skrevne Gjensvar, men søger dog alt for meget at opnaa den Virk- ning, han tilsigter, ved at overdænge den forhadte Modstander med Skjældsord og Beskyldninger. Han kalder ham en falsk og løgnagtig Profet, som Djævelen har opvakt, og tillægger ham de uværdigste Bevæggrunde til hans Holdning og Optræden imod Reformationen. I Slutningen af sine kristelige Svar tager Povl Eliesen foreløbig til Orde imod denne "forgiftige Bog" og lover at give et knusende Gjensvar, som dog imidlertid ikke vides nogensinde at være udkommet. Derimod fremkom der endnu et Modskrift imod ham fra Olaus Petri, rettet imod hans Brev til Kong Gustav.

Paa samme Tid, som Povl Eliesen saaledes var optaget af sin Deltagelse i Sverigs Kirkestrid, fik han Lejlighed til ogsaa at tage sig anden literær Syssel for. Fra 1527 er hans Skrift om Hospitaler, der blev til i Anledning af, at der paatænktes oprettet et nyt Hospital i Kjøbenhavn paa Kommunens Bekostning, idet Omsorgen for saadanne milde Stiftelser som Følge af Reformationsbevægelsen mere og mere gik over fra Kirken til de verdslige Myndigheder. Bogen, der blev til som et Brev til Stadens Borgmester, om hvorledes den vig- tige Sag bedst kunde begyndes og fremmes, blev trykt 1528; den er skrevet uden Polemik imod Reformationen og vidner om megen Indsigt i de omhandlede Spørgsmaal. Den kom paa et Tidspunkt, da der var god Brug for en saadan praktisk Anvisning, og skal være bleven udgivet igjen en halv Snes Aar senere. Samtidig ydede han sin Ordensbroder og fordums Discipel, Frants Wormordsen, Bistand ved det Arbejde, han havde for med at oversætte Davids Salmer paa Dansk. I selve Oversættelsen har han næppe taget anden Del end den, Frants Wormordsen omtaler, idet han siger, · at hans Oversættelse vilde have vist, at Tysken faldt ham i Munden, "dersom den gode Fader, Lector Paulus, min gamle Mester, havde ikke med sin Tunge som med en Grovfil hjulpet mig til at føje dette mit Arbejde efter danske Maals naturlige Ejendom". Han gjorde dette efter Wormordsens Vidnesbyrd "meget hellere, end mange af hans Uvenner skulde tro, som hannem nu beraabe det hellige Evangelii Fjende og Modstander, idet han altid giver det Arbejde stor Magt, som udi en retsindig Mening udtrykker den hellige Skrift paa vor almindelige Tale". Det stred i Virkeligheden heller ikke imod Povl Eliesens væsentlig bibelske Standpunkt at være med til at udbrede den hellige Skrift paa Modersmaalet; han havde allerede i Brevet til Hans Mikkelsen erklæret, at han kunde gaa ind derpaa, naar det skete uden "kjætterske Glosser og venetske (forgiftige) Fortaler", som forvandle og formørke Skriftens sande Mening, og hvad angaar det tilsyneladende paafaldende ved at se Protestantismens ivrige Modstander arbejde sammen med en Mand, hvis Navn er indskrevet i vor Reformationshistorie blandt Førernes, da falder det bort ved nærmere Eftersyn, idet Frants Wormordsen paa dette Tidspunkt (1527) endnu ikke havde skilt sig fra den katholske Kirke, om han end jævnlig røber, at hans Anskuelser allerede staa Lutheranernes meget nær. Povl Eliesen viste ogsaa sin Interesse for dette Arbejde ved at tilføje den en Oversættelse af Athanasii Bog om Psalterens Kraft, eller egentlig et Udtog af den græske Kirkefaders Skrift, oversat fra Latin, det første patristiske Skrift, der er overført paa Dansk.

I Aaret 1529 var det forbi med den Ro, der forholdsvis havde hersket i Povl Eliesens nærmeste Omgivelser. Biskop Lage Urne, i hvem Katholicismen havde haft sin væsentligste Støtte i Hovedstaden, baade i Kirken og ved Universitetet, døde, og samtidig kaldte Kongen Hans Tavsen til Kjøbenhavn. Reformationen skiftede Karakter. I Stedet for de gjærende regelløse Tilstande traadte der nu mere og mere et · organiseret kirkeligt Samfund, der stadig vandt større Terræn og trængte Katholikerne haardere og haardere. Kirkeomvæltningen i Malmø blev Signalet for Povl Eliesen til at tage Ordet i Stridsskrifter, der ikke mere indskrænkede sig til i al Almindelighed at advare ved at skildre alle de Ulæmper, der vilde følge af det nye Uvæsen, som truede med at kuldkaste de gamle Tilstande, ikke blot det i dem, der ikke duede, men ogsaa, hvad han maatte anse for den uomgængelig nødvendige Grundvold for et kristeligt Liv. Det blev nødvendigt at gaa de "Bandskroppe og Kjættere" haardere paa Livet og at angribe selve den nye Organisation i dens Grundvold. Han skrev et Svar paa Peder Lavrentsens "Malmøbog", som dog først synes at være blevet trykt i vore Dage. Bevægelsen gik imidlertid uhindret sin Gang, og den Storm, Herredagen i Kjøbenhavn 1530 fremkaldte, tvang ham til at fortrække fra Hovedstaden. Han fortsatte imidlertid ufortrøden Kampen og samlede sig nu om et afgjørende Hovedpunkt, nemlig Messen, det Punkt, om hvilket hele Striden fra den theoretiske Side for den almindelige, ikke særlig theologiske Bevidsthed nærmest maatte synes at dreje sig. Han udgav 1531 i Aarhus, der nu var bleven Katholikernes væsentligste Tilholdssted, "En kort Undervisning paa den hellige Messe og hendes Brug imod nogle ny Messedræbere". Bogen er tabt, men Indholdet kjendes til Dels af Hans Tavsens Skrift imod den, som havde været Povl Eliesen tilstillet og blev heftig imødegaaet af ham i en Efterskrift. Da man i Randers vilde nedlægge Messen, tilskrev han Raadet og Borgmesteren, Niels Hammer, der var Hovedmanden i denne Sag, et heftigt Brev i den Anledning, og kort efter udkom "En kort og kristelig Undervisning paa det hemmelige Stykke i Messen, som kaldes Canon" (1531). Dette Skrift, i hvilket det polemiske indtager en underordnet Plads, idet det i Hovedsagen er af belærende og opbyggeligt Indhold, er en Oversættelse af en Samling latinske Prædikener over Messen med enkelte Tilføjelser, navnlig af en Del Udfald · imod "Messedræberne". Bogen ledsagedes af et skarpt Brev til "alle kristne Mænd og Kvinder, som bygge og bo i Randers". Hverken Bogen eller Brevet hjalp imidlertid; de Randers Borgere lod Rakkeren nagle Bogen til Pælen og afskaffede Messen.

Den tyske Lærde Dr. Stagefyhr var efter Opfordring fra Katholikerne i Danmark rykket til Hjælp med et lærd theologisk Modskrift imod Protestanternes Apologi eller Gjensvar paa de af Katholikerne fremsatte 27 Klagepunkter. Dette velskrevne Indlæg var paa Latin, det gjaldt om at faa det omplantet paa Dansk, og ingen var nærmere hertil end Povl Eliesen. Det var hans Agt at benytte det som Grundlag for to danske Skrifter. Det ene af dem, "Menige Danmarks Riges Biskoppers og Prælaters kristelige og retsindige Gjensvar til de Lutheranske Artikle", udkom i Aarhus 1533; hvor vidt det andet, en "Underschede eller Forklaring paa den menige kristne Tro", nogensinde har set Lyset, lader sig ikke afgjøre. I "en kort og kristelig Formaning med en føje Undervisning om den lutherske Handels vrange og uretsindige Vilkaar", der særlig er rettet til "ærlige og velbyrdige Mænd og strænge Riddere, Danmarks Riges Raad og den menige Adel", og hvoraf kun en Afskrift er bevaret, der betegner det som en "diabolica prorsus adhortatio", naar hans lidenskabelige og voldsomme Polemik sit Kulminationspunkt og grænser stundum til Afsindighed. Dette Skrift, som er det sidste af hans Fejdeskrifter, er forfattet 1532 og har aldrig været trykt; i afmægtigt Raseri, med Haan og Skjældsord tordner han løs imod disse Prædikanter, af hvis "Fagter og Lader, øjne og Ansigt, stinker ikke andet end Had og Hovmod, Spot og Skjændsel, Trods og Djærvhed, Roy og Mord og anden blodig Handel, som hører til Helvedes og ikke Himmeriges Aand." Han ser ikke andet end Egennytte, Lovløshed og Vold som Drivfjedre for den hele Bevægelse, og hvis deres hadske og forbitrede Handel samtykkes, bliver ingen Ting uforstyrret, hvor · hellig og kristelig den end er eller synes. Hans Haab og Trøst er, at Gud havde ladet Kirke og Kejsere overvinde farligere Kjætterier og Storme, at det før er sket med Tiden, at Kjætteri blev bekjendt at være en oprørlig og forbistret Handel, og en sand Kristendom kom siden i højlig Agt og Ære. Han haabede aabenbart paa, at den Bevægelse, der ikke kunde standses med Ord, skulde blive knust med Magt og kvalt i Blod.

Ved Frederik den førstes Død kom Katholikerne atter for en Tid til Magten. Forholdene udviklede sig imidlertid snart saaledes, at Povl Eliesen, tvært imod hvad man skulde have ventet, fandt sig foranlediget til at sagtne sin polemiske Virksomhed. Nærmest havde dette vist nok sin Grund i hans Misfornøjelse og Frygt for den Tilstand, der udviklede sig under Borgerkrigen, hvori alt mere og mere opløste sig og blev et Bytte for private Interesser. Det var klart, at der trængtes til en styrende Haand, og for at give sit Bidrag til at gjøre den, der vilde gaa ud af Gjæringen som Danmarks Konge, saa oplyst og dygtig som muligt, udgav han saa 1534 i Roskilde, hvor han siden 1533 var Lector i Theologi ved Domskolen, Katholikernes daværende vigtigste Læreanstalt, sin allerede under Kristjern den anden udarbejdede Oversættelse af Erasmus af Rotterdams Skrift "En kristen Fyrstes Undervisning". Her udgav han ogsaa samme Aar et andet Skrift af Erasmus, læmpet med Hensyn til Forholdene i Danmark, "En kort Undervisning til en kristelig Forening og Forligelse". Det er det sidste Indlæg fra Povl Eliesen i Kirkekampen, et Vidnesbyrd om, at den heftige Stridsmand var kommen til Forstaaelse af, at Protestanternes Sag maatte sejre, eller egentlig allerede havde sejret. Givende efter for Omstændighedernes Magt gjør han i dette Skrift et Forsøg paa at mægle de stridende Parter imellem. Han staar endnu paa sit gamle Standpunkt, og om han end i forskjellige Punkter opfordrer sine Trosfæller til Eftergivenhed, · vedkjender han sig aabent, at han ikke er gaaet over til Luther, og polemiserer helt igjennem, men dog nærmest saaledes, at han her mere forsvarer Katholicismen end angriber Protestantismen. Nogen synderlig Virkning kan dette Skrift næppe have øvet. Protestanterne var langt ude over det Standpunkt, Povl Eliesen her hævdede, den gjensidige Fordrageligheds; de følte sig sikre paa den endelige Sejr, der jo heller ikke lod vente længe paa sig, og Katholikerne fortsatte Kampen uden Indrømmelser, til Slaget var uigjenkaldelig tabt. Under Kristian den tredje forsvinder denne den gamle Kirkelæres tro Stridsmand fuldstændig af Historien. Beretningerne om, hvad der er bleven af ham, ere forskjellige og høist usikre. Efter nogle skal han være gaaet i sig selv og i en lang Række af Aar have virket som protestantisk Leetor og Præst i Roskilde, efter andre skal han have levet som Kannik i Roskilde. Han var imidlertid en saa betydelig Mand, at det ikke ret vel synes tænkeligt, at han skulde kunne have overlevet Reformationen uden at efterlade sig det mindste Spor, og ingen af de anførte Beretninger, der begge savne al positiv Hjemmel, synes derfor at have Sandsynlighed for sig. "Men dersom han", saaledes slutter hans Biograf C. Engelstoft sin Afhandling om ham *), "som rimeligst er, var fratraadt fra Livets Skueplads, inden den danske Kirkes Gjenfødelse gik for sig, maatte han tage sit Had og sin Fortvivlelse med sig i Graven; dog bragte han ogsaa da saa megen sand Gudsfrygt og evangelisk Oplysning med sig fra Livet, at Miskjendelsens og Lidenskabelighedens Taage let maatte svinde for det forklarede Blik. Han maatte da ogsaa se, at de Gaver, der havde været ham betroede, havde baaret deres gode Frugter anderledes, end han selv havde villet erkjende, efter at han havde misforstaaet sin Opgave og Tidernes Krav. Paulus Eliæ var en af de mange, der blive · Ofre for de store Overgangstiders Forviklinger, ikke fordi de mangle god Vilje, men fordi de mangle Sindets Ro og Karakterens Styrke til at vælge med Frihed og ville med Energi. De ere Redskaber i Forsynets Haand til at føre Udviklingen fremad; men selv lade de sig skræmme ved Synet af de Magter, de have bidraget til at kalde til Virksomhed."

*) I Nyt hist. Tidskr. II.

Endnu et Vidnesbyrd om sin Aand og sin Stilling til Reformationen har Povl Eliesen efterladt os i den saakaldte Skibyske Krønike, som utvivlsomt skyldes ham. Dette Haandskrift har faaet sit Navn, fordi det blev fundet indmuret bag Alteret i Skiby Kirke i Horns Herred 1650. At han virkelig er Forfatteren til denne latinske Krønike, det mærkeligste og ejendommeligste historiske Skrift fra denne Tid, fremgaar utvivlsomt ikke blot af hele det Indtryk, man faar af Forfatterens Individualitet, som ganske stemmer med det Billede, Povl Eliesens mange danske Skrifter give os af ham, men ogsaa af mange enkelte Træk. Latinen deri er i hele sin Bygning, de særlig ejendommelige Udtryk og Vendinger saa vel som i karakteristiske Fejl i fuld Overensstemmelse, med hvad vi ellers kjende til hans latinske Stil, ligesom ogsaa hans danske Yndlings- og Kraftudtryk kan kjendes igjennem den. Men fuldstændig afgjørende synes den Omstændighed at maatte være, at man i Krøniken gjenfinder Stykker af hans Breve og andre Skrifter afskrevne til Dels med de samme Ord. Bogen er paabegyndt 1524 eller før, men for Resten skrevet i flere Gange med længere Mellemrum og giver i sin Blanding af objektiv annalistisk Historieskrivning og lidenskabelig bevægede subjektive Udtalelser over Personer og Tilstande et yderst interessant, men naturligvis stærkt ensidigt Billede af de vexlende Tidsforhold og af Forfatterens skiftende Stemninger overfor de politiske og kirkelige Tildragelser. Den Del af Bogen, der maa antages at hidrøre fra Povl Eliesen, ender midt i en Sætning ved 1534, men Arbejdet · er fortsat ved spredte Notitser af andre Hænder indtil 1555 *).

*) Trykt i Langebeks scriptores, II.

Se vi tilbage paa denne mærkelige Mands Liv og hans Stilling til det nye aandelige Liv, der brød frem paa hans Tid, da er det aabenbart, at de haarde Domme, som fældedes over hans Karakter af hans Samtid og som stod ved Magt længe efter, er i høj Grad uberettigede. Der kan være Træk nok i det Billede, man faar af hans Liv og Virken, set i Historiens rolige, upartiske Lys, som man kun kan forsone sig med ved at tage Hensyn til den Tid, i hvilken han levede, en Tid, da det var mere end almindelig undskyldeligt, at Lidenskaberne fik frie Tøjler, men naar Povl Eliesen stod paa den fejle Side i den hidsige Strid, havde det utvivlsomt sin Grund i, at han holdt den for den rette; han var sikkert en lige saa redelig som begavet og talentfuld Forkæmper for Katholicismens synkende Sag. "Vendekaabe kunde man ikke kalde ham med Rette", hedder det i Engelstofts anførte Afhandling; "han var og blev romersk-katholsk Kristen, og om han endog i Begyndelsen havde skjænket den endnu ufuldkomment udviklede Reformation et Bifald, som han mere og mere indskrænkede ved dens fuldere Udvikling, var det dog uden Grund, at man en Gang havde regnet ham til Luthers Tilhængere. En Mand, som bar Kappen paa begge Skuldre, kan han lige saa lidt kaldes, for saa vidt man derved tænker sig en Indifferentisme, som søger egen Fordel eller Fred ved at give begge Parter Medhold, thi han var ivrig for noget af begge Parters Sag . . . . Vilde man kalde ham en Hykler, fordi han brød Staven over Lutherdommen, uagtet han bifaldt noget i dens Stræben, da maatte man overse den Vægt, han lagde paa det kirkelige Lærebegreb, hvilket bragte ham til at sætte dens Væsen i de nye Lærdomme, medens dens øvrige Indhold syntes ham at være almindelig Kristendom. · Der er intet Bevis for, at han fornægtede sin Overbevisning, skjønt Lidenskab og Kamp vel stundum førte ham til Paastande, som han næppe tidligere havde vedkjendt sig. Men en lidenskabelig Modstander af Reformationen blev han; den havde berørt ham selv personlig paa en Maade, som forøgede Uviljen, og den traadte ham i Møde i Skikkelser, hvilke ogsaa kunde bidrage til at lægge Lidenskaben i en Modstanders Pen" *).

*) Af Povl Eliesens Danske Skrifter, udgivne af Selskabet for Danmarks Kirkehistorie, er kun udkommet første Bind ved C. E. Secher, 1855.


The above contents can be inspected in scanned images: I:90, I:91, I:92, I:93, I:94, I:95, I:96, I:97, I:98, I:99, I:100, I:101, I:102, I:103, I:104, I:105

For more information about this person, see Project Runeberg's Nordic Authors.

Project Runeberg, Tue Dec 11 21:59:55 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dalihist/helgepou.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free