Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Middelalderen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Marskens Hustru Ingeborg, Marsk Stigs Undsigelse, Kongemordet og
Fredløsheden, desuden otte mindre Viser, der hver for sig behandler enkelte
Episoder; i løsere Sammenhæng hermed staar ved deres Emner Viserne om
Marsk Stigs Døtre, om Rane Jonsen og Jarl Mindre-Alf.
Forholdet mellem de egentlige Marsk Stigviser indbyrdes er et stærkt diskuteret
Problem, som endnu ikke er ført til nogen almindelig anerkjendt, fuldstændig
Løsning. Nogle af dem – og sikkert de ældste – skildrer Finderupmordet
som udgaaet fra en Sammensværgelse og har deres Sympati
paa Kongens Side (Omkvæd: "Nu stander Landet i Vaade"), i andre af de korte
Viser træder dernæst Marsken i Forgrunden blandt de fredløse, og Sympatien
begynder at svinge over mod denne (Omkvæd: "Min ædelig Herre, hin
unge Marstig"); derfra er da atter Skridtet gjort til at opfatte Mordet som en
berettiget Hævn for Forførelsen af Marskens Hustru (Omkvæd: "Men Fruen
sidder paa Sjælland, saa mangt der hun sørger"), hvilket vistnok Savner al
historisk Hjemmel. Den store Marsk Stigvise maa betragtes som en senere
Sammenarbejdelse af flere af de mindre Romancers forskellige Motiver til en Enhed.
Et Forsøg paa at sammenføje hele Overleveringen til en Helhed er gjort
allerede af A. S. Vedel og gjentaget af Sv. Grundtvig (1861, ogsaa i
"Kæmpeviser og Folkesange fornyede i gammel Stil", 1867 og 1883). –
Adskilligt svagere er den bekjendte Niels Ebbesenvise, der viser det
begyndende Forfald ogsaa derved, at Omkvædet mangler. Det sidste Skud
af den historiske Folkevise er Ørnevisen om Christiern II som den
gamle Ørn, der beskyttede "alle smaa Fugle, i Skoven ere", mod den graadige Høg.
Den tredje Gruppe, Ridderviserne, er den talrigste og tillige den,
som giver det mest detaillerede Billede af Middelalderens Liv paa Ridderborgene,
i Fred og i Fejde. Det er fremfor alt Elskov og Elskovsforvildelse,
som er de mangfoldigt varierede Emner for disse Viser, og det er just intet
tiltalende Billede, der oprulles for os, selv om man vel nok kan gaa
ud fra, at den Tøjlesløshed og skrankeløse Lidenskab, som skildres i mange
af dem, netop har interesseret, fordi det dog var Undtagelserne. De staaende
Emner for de fleste af Elskovsviserne er Forførelse (f. Ex. "Brud i
Vaande"), Voldtægt ("Malfred og Salmand Tygesøn"), Bortførelse
("Hr. Lave og Hr. Jon", "Skipper og Jomfru"), Utroskab og Slegfredliv ("Hr. Peder og Mettelil", "Hr. Peder og liden Kirsten"),
Skinsyge ("Ebbe Skammelsøn", en fremragende Vise med Omkvædet:
"Fordi rider Ebbe Skammelsøn saa mangen Sti vild"), Søskendekærlighed
("Hr. Sverkel") og Blodskam ("Hr. Truelses Døtre"). Andre
Viser gaar dog ogsaa uden om disse Voldsomheder og behandler Mands og Kvindes
Kjærlighed paa en saadan Maade, at de for senere Tider har afgivet Mønstret
for, hvad man forstod ved ridderlig-romantisk Elskov, f. Ek.
"Axel Thordsøn og skjøn Valborg", "Aage og Else",
"Hr. Medelvold" o. a., men de fleste af dem er prægede af et ikke
mindre stærkt Hang til det patetiske, der ogsaa giver sig tilkjende i Viser som
"Ung Axelvold", om Hittebarnet, der gjenforener Moder og Fader,
og "Klosterjomfruens Klage", en ufrivillig Nonnes Hjærtesuk. Den
gjennemgaaende vælske Betragtning af Kvinden brydes i nogle Viser af
Kvindefremstillinger, som minder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
