Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Reformationens Aarhundrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til de læge og ulærde. Det var en Literatur for Folkets Skyld. Og paa
samme Maade forholder det sig med den ret righoldige Satiredigtning, der
i verdslig Klædning forfægter religiøse Standpunkter, med Dramaet, som
hos os først i dette Aarhundrede sætter sine første Spor, og med den
egentlige Folkebogsliteratur.
I Chr. Bruuns "Viser fra Reformationstiden" findes, foruden den
ovenfor nævnte Hans Tausenske Vise om Løgn og Sandhed og en Vise
om Munkekappen, fire polemisk-satiriske Viser, der blev trykt i Malmø 1530:
om Herredagen i Kjøbenhavn 1530, mod Povl Helgesen – "Lectorr Powell
wendekaabe" –, om Antichristen og om Munke, den sidste med Omkvædet
"Lad saa Fanden tro Munken", hvilket tilstrækkelig belyser disse Satirers grove
Art. Fra katolsk Side blev man ikke Svar skyldig, men bevaret er kun
"Munkens Klage", rettet imod de protestantiske Smædeskrivere. En ren
Bearbejdelse er "Dialogus, En greselig ond tiende (Tidende) som
Pauen fick til Rom om den Papistiske Messe som er det
ypperste høffutsticke i hans oc Anthechristens Kircke" (Malmø
1533), men den er lokaliseret og overført paa ret gode Vers efter et Prosaskrift
af Nicolaus Manuel i Bern. I dramatisk Form vises det, hvorledes
Messen ligger syg og ingen Hjælp kan finde hos de tilkaldte Læger. Man
har udtalt den Formodning, at den danske Bearbejder er den nedenfor
nævnte Herman Weyger. – Langt mere original er dog "Peder Smed
og Adser Bonde", hvor den bibelstærke Smed "lærer og vnderuiser Atzer
bonde, huad han skal holde oc tro aff siele Messer, Siele gaffuer, Vigilies,
Psaltere at læse, Skersild, Schrifftemaal, hellige Dage, Kiød at æde, om
Tiende, plict oc bod, Faste, Afflad, Afflads breff, Pillegrims reyse, band,
Vituand, viede Liuss, vit Salt, oc vide Palmer, om Prester, Om Munckernis
bedregeri, Om Sacramenterne, oc anden saadan Vildfarelse, som haffuer
verit brugit i Paffuens Kircke i mange Aar". Bonden, der var paa Valfart
til Jomfru Marie i Karup, omvendes, og "Miraklet" i Karup afsløres. Det
lille Skrift hører til de bedste og friskeste af, hvad vi har fra hin Tid; det
er udgivet paany, efter et 1879 fundet Stockholmer Exemplar (af hvis Titel
det Ovenstaaende Indhold er en Gengivelse), af Sv. Grundtvig (1880).
Ofte optrykt og meget læst var "Broder Russes Historie" (ældste
Udgave 1555), der er bygget over et Sagn, som formodentlig hører hjemme
i Danmark, idet det i den ældste foreliggende, højtyske Gjengivelse er
lokaliseret i Esrom paa Sjælland. Den danske Digtning, som er gjort over
en plattysk, lader det derimod være i Sachsen, at Djævelen i Broder Rus’
Skikkelse skaffer sig Adgang til et Kloster og forfører Munkene, indtil han
til sidst manes bort. Sagnet tilhører endnu den katolske Tid, men i det
bevarede Digt er det fremstillet for at virke som et protestantisk Angreb
paa Munkelivet i det hele.
Ligeledes omarbejdet i protestantisk Aand er den danske Gjengivelse
af "Dødedandsen", der gaar tilbage til Minderne om den sorte Døds
hærgende Tog gjennem Evropa halvandet Aarhundrede tidligere. Det fremstilles,
hvorledes Døden kommer til høj og lav, til Paven og Bonden, til
Kejseren og til Ammen med Barnet, og den eneste, som frejdigt forlader
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
