Print (PDF) - On this page / på denna sida - Reformationens Aarhundrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til de læge og ulærde. Det var en Literatur for Folkets Skyld. Og paa samme Maade forholder det sig med den ret righoldige Satiredigtning, der i verdslig Klædning forfægter religiøse Standpunkter, med Dramaet, som hos os først i dette Aarhundrede sætter sine første Spor, og med den egentlige Folkebogsliteratur. I Chr. Bruuns "Viser fra Reformationstiden" findes, foruden den ovenfor nævnte Hans Tausenske Vise om Løgn og Sandhed og en Vise om Munkekappen, fire polemisk-satiriske Viser, der blev trykt i Malmø 1530: om Herredagen i Kjøbenhavn 1530, mod Povl Helgesen -- "Lectorr Powell wendekaabe" --, om Antichristen og om Munke, den sidste med Omkvædet "Lad saa Fanden tro Munken", hvilket tilstrækkelig belyser disse Satirers grove Art. Fra katolsk Side blev man ikke Svar skyldig, men bevaret er kun "Munkens Klage", rettet imod de protestantiske Smædeskrivere. En ren Bearbejdelse er "Dialogus, En greselig ond tiende (Tidende) som Pauen fick til Rom om den Papistiske Messe som er det ypperste høffutsticke i hans oc Anthechristens Kircke" (Malmø 1533), men den er lokaliseret og overført paa ret gode Vers efter et Prosaskrift af Nicolaus Manuel i Bern. I dramatisk Form vises det, hvorledes Messen ligger syg og ingen Hjælp kan finde hos de tilkaldte Læger. Man har udtalt den Formodning, at den danske Bearbejder er den nedenfor nævnte Herman Weyger. -- Langt mere original er dog "Peder Smed og Adser Bonde", hvor den bibelstærke Smed "lærer og vnderuiser Atzer bonde, huad han skal holde oc tro aff siele Messer, Siele gaffuer, Vigilies, Psaltere at læse, Skersild, Schrifftemaal, hellige Dage, Kiød at æde, om Tiende, plict oc bod, Faste, Afflad, Afflads breff, Pillegrims reyse, band, Vituand, viede Liuss, vit Salt, oc vide Palmer, om Prester, Om Munckernis bedregeri, Om Sacramenterne, oc anden saadan Vildfarelse, som haffuer verit brugit i Paffuens Kircke i mange Aar". Bonden, der var paa Valfart til Jomfru Marie i Karup, omvendes, og "Miraklet" i Karup afsløres. Det lille Skrift hører til de bedste og friskeste af, hvad vi har fra hin Tid; det er udgivet paany, efter et 1879 fundet Stockholmer Exemplar (af hvis Titel det Ovenstaaende Indhold er en Gengivelse), af Sv. Grundtvig (1880). Ofte optrykt og meget læst var "Broder Russes Historie" (ældste Udgave 1555), der er bygget over et Sagn, som formodentlig hører hjemme i Danmark, idet det i den ældste foreliggende, højtyske Gjengivelse er lokaliseret i Esrom paa Sjælland. Den danske Digtning, som er gjort over en plattysk, lader det derimod være i Sachsen, at Djævelen i Broder Rus' Skikkelse skaffer sig Adgang til et Kloster og forfører Munkene, indtil han til sidst manes bort. Sagnet tilhører endnu den katolske Tid, men i det bevarede Digt er det fremstillet for at virke som et protestantisk Angreb paa Munkelivet i det hele. Ligeledes omarbejdet i protestantisk Aand er den danske Gjengivelse af "Dødedandsen", der gaar tilbage til Minderne om den sorte Døds hærgende Tog gjennem Evropa halvandet Aarhundrede tidligere. Det fremstilles, hvorledes Døden kommer til høj og lav, til Paven og Bonden, til Kejseren og til Ammen med Barnet, og den eneste, som frejdigt forlader
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
