Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lærdommens Aarhundrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sprogforskning og literær Iver er forenede hos den Mand, man har
betegnet som "den danske Sprogforsknings Fader", Bondesønnen Peder
Syv (efter Landsbyen Syv ved Roskilde). Han var født 1631, gik i Roskilde
Skole, blev Hører i Kjøbenhavn, derefter Rektor i Næstved, 1664
Præst i Hellested i Stevns, hvor han døde i Aaret 1702. Hans første
Arbejde, "Nogle Betænkninger over det Cimbriske Sprog", viser
hans varme Interesse for Modersmaalet, hvis Sag han taler, og hvis Trivsel
han her søger at fremme ved en Række Betragtninger over Stil og Verslære,
Sprogets Herkomst og Retskrivning; han er den første hos os, der
har en Forestilling om Sprogenes Slægtskab: ved "cimbrisk" Sprog forstaar
han netop Dansk som en Gren af den germanske Sprogstamme. Det følgende Skrift
var "Den Danske Sprog-Kunst eller Grammatica",
en kortfattet dansk Sproglære paa Dansk, udkommen 1685. Desuden foretog
Peder Syv – som nævnt – Samlinger til en dansk Ordbog og efterlod sig
ved sin Død talrige Optegnelser – deriblandt en dansk Bogfortegnelse – og
ufuldendte Manuskripter. Som Udgiver har han havt Betydning for de danske
Ordsprog og Folkeviserne; i to Bind "Danske Ordsprog" (1682 og 1688) optoges
mange Tusinde folkelige Mundheld og Talemaader, og 1695 udkom Syvs "Tohundrede Viser"
med Ordforklaringer og Anmærkninger. – Peder Syvs Anseelse var stor allerede hos Samtiden:
han æredes med en Udnævnelse til "Kongelig Filolog for det danske Sprog"
og nød en Tid lang en Understøttelse for at kunne hellige sig til Studierne;
hans Biografi er skrevet af Fr. Winkel Horn (1878).
Det syttende Aarhundredes betydeligere danske Digtning er gjennemgaaende
en Kunstpoesi, hvis Emner og Former dels gaar tilbage til den
Poesi, Renaissancen frembragte i de romanske Lande, dels kun middelbart,
gjennem tysk Paavirkning, har sit Udspring fra den. De gamle Versemaal,
hvis Ujævnheder ingen Skade gjorde, da Digtene i Reglen var bestemte til
at synges, afløses af mere strængt byggede Vers, som man gjør regelmæssige,
fra først af ved en nøjagtig Aftælling af Stavelserne, siden tillige med
Hensyn til Ordenes Betoning, og hvis Rimslyngninger man ynder at gjøre
saa kunstlede som muligt. To af Aarhundredets gejstlige Digtere hæver sig
dog til selvstændig Betydning: Arrebo og Kingo.
Anders Christensen Arrebo fødtes i Ærøskøbing 1587 (Arrebo,
d. e. Ærøbo). Kun 21 Aar gammel blev han kaldet til Slotspræst, tog 1610
Magistergraden, giftede sig Aaret efter og blev 1618, efter at have været
Sognepræst ved Nikolaj Kirke i Kjøbenhavn, i en Alder af 31 Aar Biskop
over Trondhjems Stift. Oppe blandt Trønderne gav imidlertid den livlige
og ungdommelige Sønderjyde Anledning til Forargelse, især ved sin ogsaa
efter Nutidens Begreber vel muntre Deltagelse i Bryllupper og Barselgilder
omkring i Stiftet. Det kom til en Retssag, hvorved han 1622 afsattes fra
sit Embede. Dette haarde Slag har sikkert medvirket til, at Arrebo, der
tidligere kun som Lejlighedsdigter havde havt Pennen i Haanden, kom til
at føle sit poetiske Kald. I Malmø, hvor han bosatte sig, fuldførte han
allerede 1623 "Davids Psalter sangvis udsat", en tildels efter selve
Grundtexten foretagen Gjengivelse af de gammeltestamentlige Salmer til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
