Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Holberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nille med, paa en Jagt, som Marthe har udrustet. Imidlertid henter Avind
Søvnguden, som dysser Anders Styrmand i Søvn, saa at Skibet kommer
ud af Kurs. Langt om længe lander de Rejsende, men rigtignok femten Mil
fra Aarhus i en By, hvor de paa Værtshuset stifter Bekjendtskab med en
"Stads-Satyricus", i hvis Skikkelse Holberg har skjult sig selv; de ypper
Klammeri med ham og trækkes paa Raadstuen, men faar ved hans Ædelmodighed
Lov at forlade Byen; dog rejser Niels Korporal efter dem og
overlister Paars til at lade sig hverve som Soldat; han slipper først fri, da
han er udplyndret til Skindet, og kan nu endelig begive sig paa Vejen til
Aars, hvor hans Dorothea venter ham.
Langt betydeligere end den literære Satire, hvormed Holberg hudfletter
den gamle heroiske Heltedigtning ved at trække den ned i Kræmmersfæren
og lade hele Gudeapparatet gjøre Tjeneste dér, er den Livssatire, som midt
i den blotte Lystighed – hist og her ogsaa i en lidt kjedsommelig
Langtrukkenhed – hvert Øjeblik stikker Foden frem og slaar til snart sagt alle
Sider af Datidens private og offentlige Liv, og det ikke sjældent saa
eftertrykkeligt, at det rammer den Dag i Dag. Spotten regner ligeligt ned over
Spidsborgerligheden, over Retsvæsenet og Samfundsforholdene, over det
lærde Pedanteri og Kirkevæsenet. Holberg føler sig i "Peder Paars" endnu
som den, der taler den unge Slægts Sag mod den ældre Generation, og
dette giver ofte hans Satire en Skarphed, som savnes i Komedierne, der
forøvrigt paa mange Maader, i Karakterer, Ræsonnementer og Situationer,
ligger ligesom i Fostertilstand i det komiske Heltedigt.
Vistnok har Holberg havt Forbilleder for dette Arbejde – han nævner
saaledes selv Boileaus Lutrin –, men det er gjennemført med en
Uafhængighed og en Originalitet i Opfindelsen, der gjør det til et i
alleregentligste Forstand nationalt Værk. Det eneste, som for Nutidslæsere undertiden
kan svække dets Virkning, er Verset, der langtfra gjennemgaaende er
behandlet med Overlegenhed, men paa den anden Side kan rigtignok ofte
den stivbenede Alexandriner virke som en Snurrighed mere. Digtet har
bestandig været yndet og er stadig oplagt paany; særlig maa Udgaven af
1772 nævnes, paa Grund af Wiedewelts Tegninger, samt F. L. Liebenbergs
omhyggelig gjennemsete Udgaver (1855 og senere). Digtet foreligger
ogsaa i svensk, tysk og hollandsk Oversættelse. Værdifulde Bidrag til
Forstaaelse af Digtet og dets Skæbne giver Chr. Bruuns "Ludvig Holbergs
Peder Paars" (1862).
Den Kritik af Universitetet, som Holberg havde ladet komme til Orde
i sin Satire, fik han i 1720 Lejlighed til at fremføre i alvorlig Form, da
det tilkom ham som Universitetets Sekretær at skrive Programmet til
Magisterpromotionen. Dette Arbejde, der paapegede den almindelige
Tilbagegang ved de gamle Universiteter og dermed tillige traadte i Skranken for
en Fornyelse af Lærere og Undervisning, blev ganske vist undertrykt, men
øvede ikke desto mindre sin Virkning.
Sin satiriske Digtning fortsatte Holberg med "Hans Mikkelsens fire
Skiemtedigte", der udkom 1722. Bogen indeholdt, foruden en Fortale,
en Betænkning af Just Justesen og et Gratulationsvers til Hans Mikkelsens
Ære, fem Digte, hvoraf det første, "Heraclitus og Democritus",
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
