- Project Runeberg -  Illustreret dansk Literaturhistorie. Danske Digtere i det 19de Aarhundrede /
1:58

(1907) [MARC] Author: Vilhelm Østergaard
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Holberg

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

med kongeligt Rejsepas ud paa sin sidste Udenlandsrejse for at bruge Kur
ved Badene i Aachen. I et trods Aarstiden umildt Vejr rejste han over
Hamborg og Bremen, forandrede dér Rejsens Plan og gik til Amsterdam.
Rejsemotionen, som tidligere havde været hans Konstitution saa tjenlig,
anstrengte ham nu uden at forfriske ham, og han besluttede at tilbringe hele
Vinteren i Ro i Paris, hvor han omgikkes flere lærde og Skjønaander, var
en flittig Gæst paa Bibliotekerne og jævnlig – om end oftest med Ubehag –
besøgte Teatrene, hvorfra den Molière’ske Komedie allerede var fortrængt.
Paa Hjemrejsen, som Holberg følte ikke mindre besværlig end Udturen, blev
han tre Uger i det velkjendte Amsterdam og naaede over Hamborg tilbage
til Kjøbenhavn.

Efter sin Hjemkomst i Foraaret 1726 fuldførte Holberg et allerede
tidligere paabegyndt poetisk Skrift "Metamorphosis eller Forvandlinger"
med en Fortale, hvori han gav tilkjende, at han nu havde lagt Satiren paa
Hylden. Digtet, der er et svagt Arbejde, er tænkt som et Modstykke til
den romerske Digter Ovids store Digt om Menneskers Forvandlinger til
Dyr og Træer, idet det her er Træer og Dyr, der omskabes til Mennesker,
saaledes at det er forsøgt at gjennemføre en vis Symbolik, som naar
Gedebukken bliver til en Filosof, Solsikken til en Kammerpige.

Det følgende Aar skrev Holberg paa Latin sin Levnetsbeskrivelse i et
"Epislola ad virum perillustrem" (Brev til en højfornem Herre), der er
dateret Nytaarsaften 1727. Skriftet er sammen med to senere lignende
Epistler, fra 1735 og 1743, oversat 1745 og i denne Oversættelse som
"Trende Epistler til ***" udgivet paany af J. Levin 1857; en nyere
Oversættelse af Fr. W. Horn udkom 1897. Det giver i en vittig Form en
sanddru og oprigtig Skildring af Holbergs Liv, indtil det Tidspunkt, da han
opgav Poesien, og er det naturlige Grundlag for enhver Fremstilling af
Holbergs Levnet. I Slutningen af dette første selvbiografiske Brev, hvis
Adressat er ubekjendt eller rettere vistnok blot fingeret, skildrer Holberg med
stor Anskuelighed sin Karakter og sine Meninger; med stor Oprigtighed
fortæller han om sin Pirrelighed og Pebersvende-Gnavenhed, der foraarsages
af et stadigt vaklende Helbred; sit religiøse Standpunkt, der en Tid lang
havde været rokket af Tvivl om Aabenbaringen, finder han i en Tro, der
af Filosofien holdes indenfor fornuftige Grænser; sine Studeringer i Historie
og Moralfilosofi driver han af naturlig Lyst, naar hans Helbred ikke hindrer
dem; Navnkundighed i Udlandet maa han savne, fordi Dansk er et saa
lidet udbredt Sprog, men dette Savn opvejes for ham ved Tanken om at
have indlagt sig Fortjeneste af Modersmaalet.

Kjøbenhavns Ildebrand 1728, som fremkaldte stor Forstyrrelse i alle
Forhold, medførte ogsaa Uro og Tab for Holberg, der ved den blev tvungen
til at søge en ny Bolig. Efter at være kommen til Ro igjen, fuldendte
han i den følgende Vinter et Værk, han længe havde havt under
Udarbejdelse, og som 1729 endelig udkom under Titlen "Danmarks og Norges
Beskrivelse"
og var tilegnet Frederik IV: en Skildring af den
dansk-norske Stats Institutioner i en klar og velordnet Fremstilling, der vandt
saa meget Bifald, at den udkom i to danske og én tysk Udgave i Løbet af to Aar.


<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:08:14 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dandig19/0064.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free