Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
berømte Digter skulde gjøre sig kostbar. Oppe paa Teatret løb han "ligesom
paa Dækket i Havsnød en Skipper, der ikke selv forstaar Navigationen,
men maa lade de Næstkommanderende raade". Oehl. fortæller videre i
sine "Erindringer", at alt, hvad han forøvrigt mindes fra Baggesens Direktørtid,
er, at Digteren i Ryggen paa sin Kavaj havde en stor Plet, der var
brændt med et Strygejærn, og at en Skuespillerinde, der var mere anset
for sin Huslighed end for sit Talent, og som altid gik med Synaal og
Traad i Lommen, "en Aften standsede ham i Foyeren for at sammensye
en Rift, der altfor langt fortsatte Splitten bag i Kavajen, under hvilken
Operation Baggesen forholdt sig meget høflig, men ogsaa noget lidende".
Oehlenschläger havde imidlertid med Glæde og Beundring læst Digterens
komiske Fortællinger og Størsteparten af hans øvrige Arbejder, og sammen
med H. C. Ørsted fattede han nu det Forsæt at foranstalte en Fest i Dreiers
Klub til Ære for den bortdragende. Sagen blev ført igjennem, skjønt det
ikke gik saa helt let; thi Baggesen havde allerede dengang adskillige Modstandere,
der højlydt erklærede, at han ikke fortjente en saadan Æresbevisning.
Ikke desmindre udsendtes der en Indbydelse, som fandt tilstrækkelig
Tilslutning, og Baggesen blev indbudt til et Gilde i Klubben.
Ved denne Lejlighed havde Oehlenschläger forfattet en Sang, der regnes
blandt det bedste – i hvert Fald i formel Henseende – som den unge
Digter hidtil havde skrevet. Den lyder i sin Helhed saaledes:
"Den, som med Snillets hvasse Pile
Nedfældte Dumhed, Fordom, Svig;
Den, som fik Øiet til at smile,
Naar det med Taarer hæved sig;
Den, som giød Smag og ædel Varme
Og Følelser i Alles Bryst, –
Han trykkes bør i Broderarme,
Før han forlader Danmarks Kyst.
Og derfor, sieldne Barde, lyder
Vor Røst til Dig om breden Bord!
Og derfor ædle Barde, gyder
Hvert Hierte sig i velmeent Chor.
Vor Røst er svag; den ikke stiger,
Som Din, til Pindi høie Field,
Det veemodsfulde Hierte siger
Dig kun et inderligt Farvel.
Tak for hver Sang fra svundne Dage,
Naar Festen her bød fulde Maal!
Tidt skal vi dem med Fryd gientage,
Og drikke deres Digters Skaal.
Og hvergang vore Stemmer hæve
Sig høit for Dig paa danske Strand,
Gid anende Dit Hierte bæve,
Ved Mindet om sit Fødeland.
Thi skiøndt Du nu vil fra os drage,
Vi vente Dig dog vist igien.
Her svandt jo Dine første Dage,
Din sorgfrie, muntre Ungdom hen.
Husk: Ingensteds er Roser røde,
Og ingensteds er Torne smaa,
Og ingensteds er Duun saa bløde,
Som de, vor Barndom hvilte paa.
Men lyder Du den Høies Stemme,
Og er det Skiæbnens strænge Bud,
At fremmed Land Dit Støv skal giemme,
Da smil til Danmark ned fra Gud.
En Taare skal hvert Øie væde,
Og hver skal hviske mod Din Grav:
Gud glæde Dig, for hver en Glæde,
Din sieldne Sang de Danske gav."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
