Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger. III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hos Saxo. Bearbejdelsen lykkes ganske vist ikke. I sit udmærkede Skrift:
"Adam Oehlenschläger. Literaturhistorisk Livsbillede" (1879), paaviser
Kr. Arentzen, at Fortællingen er mislykket i sin Helhed, ja, at den end
ikke saa sjælden udfordrer Parodien. "Erik er moderne sentimental og
Roller en Slags Werther. Ossianske Taager, Schillerske Røvere og Tiecks
Klingklingel-Poesi fattes ikke". Men samtidig er der i de indflettede Digte
en Flugt og Farve over Billeder og Rhytmer, som viser, at den hellige Ild
allerede er tændt og kan bryde ud i klart flammende Lue, hvad Øjeblik
det skal være. Man læse f. Ex. Skjalden Eyvinds Kvad:
Taagen dybt nedfalder,
Natten kalder:
Stiernen atter skimter,
stærkt den glimter.
Dine Straaler klare
ei Du spare!
Lad mit Hierte drikke
dine Blikke!
See, paa Fædregraven
jeg med Staven
staaer, Farvel at sige
Nordens Rige.
Leed mig til de svale
Blomsterdale,
hvor bag grønne Gitter
Druen titter.
Hvor Melonen, kraftig,
Kiølig, saftig,
mellem Vedbend hildes,
og forvildes.
Der, hvor Perler bade
Rosenblade.
Hvor ad Lilliens Side
de nedglide.
Hvor i høien Halle
Toner gialle,
sødt, guddommelige;
synke, stige!
I en Lund Du standse!
hvor med Krandse
mellem Fuglekvidder
Barnet sidder.
Leed mig uden Fare!
tag mig vare!
skiønne Lys i Vrimlen!
sendt fra Himlen!
Nattens hulde Gave,
Stiernehave!
Lad din Rose glimte
rødt og skimte.
Lad den lede varlig,
snarlig, klarlig,
hielpe mig at finde
og forsvinde!
Over Bierg og Vande
Veien stande!
Jeg vil taalig lide
og bestride.
Thi hans stærke, svare
Engleskare
ei fra mig forsvinder,
før jeg finder.
Knælende jeg atter
snart omfatter
dine Knæe, du Hvide!
Søde, Blide!
I første Tider,
da Aser droge
hid fra Østen,
hvor Solen opstaaer,
Morgenrødens
klare Hielm,
da vandred Gefion
hvidarmet,
fuldbarmet,
den skjønne Disa,
om paa Fastland
i Maaneskin.
Egn hun søgte
fuld af Træer,
Egn hun søgte
fuld af Kornax,
Egn hun søgte,
fuld af Kilder,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
