Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger. IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sin Søster kaldte hun "Atair", fordi Christiane havde nævnet denne Stjerne,
og Fru Kamma fandt, at det røbede altfor megen astronomisk Lærdom for
et saa ungt Fruentimmer. Oehlenschlägers Fader hed i Bakkehuset aldrig
andet end "Paale", hvilket kom af, at den gamle Slotsforvalterfuldmægtig
plejede at sige "Paalekum" i Stedet for Publikum. Paa denne Maade dannede
der sig et Slags "Bakkehus-Sprog", hvis Hentydninger og Termini kun
Husets Venner vare indviede i.
Efter mangen muntert tilbragt Aften har den unge Digter fulgt sin
Forlovede hjem fra Bakkehuset til hendes Faders Gaard paa Nørregade, og
hjemkommen til sit Logis efter en saadan Vandring under Maaneskin eller
stjerneklar Himmel, Arm i Arm med den smukke Pige, har han mærket
alle Livsaander vaagne i sit Bryst, og hans skabende Evne har været som
et uudtømmeligt Væld, brusende og tonende med skiftende Klange, snart
dybe og alvorsfulde, snart lyse og legende. Over alt, hvad Oehlenschläger
udfører i disse lykkelige Ungdomsaar, er der den samme umiddelbart følte
Inspiration, og den samme usvigelige, stundom helt overmodige Sejrsvished.
Hvilken Begejstring og Selvfølelse er der ikke i det poetiske Svar,
hvormed han tager til Gjenmæle mod Præsten Pavels Kritik af "Digte,
1803", og hvori der forekommer de stolte Vers:
"Det blev den sande Digter givet
at se Naturen, skue Livet
i al sin Glands og Herlighed.
Den Gud, hvis Blik i Alt fremtrænge,
udtaler sig ved Harpens Strænge
i vrimlende Mangfoldighed.
Et Liv som det, Du fik at skue,
Du skabe skal; og det skal lue
i Evighedens rene Glands.
Det er det Maal, hvortil jeg sigter;
det kalder jeg at være Digter
og at fortjene Daphnes Krands."
Udi Korsøer opvoxen,
Til Byen kommen moxen,
Du var en lystig Ven.
Som Holberg Wessel smitted,
Saa smitted han, som Kridtet,
Dig atter strax igjen.
Med Kallundborg, Korsøer du
Nu skrev din Musa tom;
Og rigtig med Honneur du
Fra dette Arbeid kom.
– – –
Der er en Tid, man græder
Og elsker alle Steder,
Hvor der er rigt paa Vand;
Jeg tilstaaer det med Smerte:
Der var en Tid, mit Hierte
Dig elskte, kiære Mand!
Jeg eftersang din Trille,
Og nynnede din Sang;
Da var Forstanden lille
Og knap en Alen lang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
