Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger. IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ejendommelig, skjøn Naturfilosofi, symboliseret i de tre forskjelligfarvede
Ædelstene, den grønne, den blaa og den røde, som de trende Kongesønner,
Slagfidur, Eigil og Vaulundur, føre med sig fra deres fjerne Hjem i Finmarken.
Sagnets Idé udtrykker Oehl. med følgende Ord: "Maa nu vel
dette gamle og ærværdige Sagn, hvis fierne og halv hendøde Toner jeg,
saa godt det stod til mig, har samlet i min Siæls Øre, og udfyldt med
hvad en indvortes Stemme sagde mig var udslettet af Tidens Haand – maa
nu vel det ansees for et besynderligt Speil paa Livets underlige Spil med
sig selv; saa at hvad der bærer Spiren til Fordærvelse i sig selv, vel maa
gaae til Grunde, hvad derimod lever i en bestandig Fred med sig selv, og
hvis Fiende kun udvortes er sat, det seirer tilsidst, naar det med Taalmod
og Sindighed udholder Nødens Time". – Vaulundurs Saga – den underskjønne
Bearbejdelse af Vaulunds Kvæde, som N. F. S. Grundtvig siger –
maa med Rette betegnes som en af de ægteste Perler i Oehlenschlägers
Ungdomsdigtning.
Alt, hvad han rørte ved, og alt, hvad han saâ i denne Periode, blev
Poesi. I Sommeren 1804 foretog Oehlenschläger sin første Rejse – hidtil
havde han kun gjæstet Roskilde. Rejsen gik rigtignok kun til Langeland,
Ørstedernes Fødeø. Men saa modtagelig er han for alle Indtryk, saa bevæget
hans Sind, brydende sig i tusinde Stemninger, muntre og vemodige,
højtidelige og idylliske, at denne Smule Udflugt sætter Frugt i den omfangsrige
Digtcyclus "Langelands-Rejsen". Et Brev, som han den 10de
Juli skriver hjem til Christiane Heger, sprudler af overgiven Livslyst:
"Rudkjøbing! Hører Du, kjære Christiane? Rudkjøbing! Femogtyve Mile fra mit
Hierte. Det har noget at sige. Svimler Du ikke ved at tænke Dig en saadan Afstand?
Et saadant svimlende Dyb? Ak, I arme Hiemfødninger, der kun have i det Høieste
været en 4, 5 Miil fra Eders Hierter, hvor jeg beklager Eder! Du ønsker formodenlig
gierne i din lille kjøbenhavnske Afkrog, langt borte fra Verden, at høre noget om min
Reise. Altsaa: I Torsdags kom vi lykkelig til Roeskildekro og fik et Stykke Skinke
til Frokost, seigt som et Bræt, saa at det gierne kunde have tient til Skildt paa
Værtshuset. I Roeskilde fandt jeg Kirken i sin gamle Orden. De gamle Konger hvilede
endnu paa samme Plet; Harald Blaatand stod i Muren som for 7 Aar siden, og hvor
han har staaet i 800 Aar, uden at blive træt. Hvad jeg forresten saae indvortes og
udvortes, agter jeg ikke alene at fortælle Dig, men hele Publikum og det paa Vers,
for ei i Prosa at profanere det Hellige ..."
Og længere hen i Brevet fortsættes der:
"Paa Veien saae jeg henimod Venstre en Kirkeby. Jeg var kommen forbi andre,
uden at spørge, men dennes Navn, syntes mig, maatte jeg vide. "Sigersted", sagde
Karlen. Og der blev jeg nu atter underlig tilmode; thi Saxo fortæller en skiøn Historie
om Sigers Datter Signe og hendes Elsker Habor, hvorover der er giort en af de
skiønneste Kæmpeviser. Ofte havde under Læsningen mit indvortes øie stirret hen i den
gamle, taagede Tid, ligesom nu mit udvortes øie i den naturlige Taage foer forbi denne
Kirke, giennem hvis Navn endnu en enkelt Lyd fra den svundne Tid tonede ..."
Ligesaa lystigt som Brevet begyndte, slutter det med følgende Epigram:
"Blodet er aldrig saa tyndt, lidt tykkere bli’er det end Vand dog!
Tænkte jeg, da om vor Slægt henrykt Værtinden udbrød.
Blodet er aldrig saa tyndt, lidt tyndere blev det end Vand dog!
Tænkte jeg om igien, da hun os Regningen gav".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
