Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger. IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
"som Nordens Helte søgte før med Sværd ved Bælte", Besøget i Roskilde Domkirke
afføder det Varmt begejstrede Digt: "Alt rasler Nøglen i de tunge Døre, – Med
Larm den rustne Laas nu op sig lukker, – Dens Gienlyd kan jeg dybt i Kirken Høre."
– Ved Sigersted vækkes Digterens Erindring om Hagbarths og Signes
trofaste Elskov, og Korset, som er rejst paa Højen ved Slagelse By til
Minde om Hellig Anders, giver ham Ideen til "Anders-Skov"-Digtet:
"Hist, hvor Høien venlig skraaner,
Hist, hvor Horizonten blaaner
Og sin Glands af Solen låaner,
Stod et gammelt Kloster trygt;
Blidt indkrandset, venlig, rolig,
Rundt af Dalene fortrolig,
Gudsfrygts tarvelige Bolig
Af de grønne Træer omskygt.
Mangt et Aar var længst forsvunden,
End det urørt stod i Lunden,
Hellig Fromhed lagde Grunden,
Til Guds Ære blev det bygt."
– – –
"Lessing! Din Nathan skal hen mellem Bøgene træde,
Ud fra min Bog;
Blid og ærværdig, som de, skal den Ædle mig glæde,
Sindig og klog.
Modige, herlige Kiæmpe! i Sværmen gigantisk,
I Dæmringen klar,
Hvo har selv lært dig at giøre Forstanden romantisk?
Svar mig, o svar!"
"Søen strammer ud sit Klæde,
Himlen farver Søen blaa;
Klare, lyse Bølger smaa
Ganske bly paa Landet træde;
Breddens Blomstersiv de væde,
Trække sig saa, uden Brag,
Atter hen saa sølversmukke,
I det stille Hav, og vugge
Mod den klare Sommerdag"
– – –
Jeg Busten tog, dens Klang var hæs
Jeg tørte Støvet af, og Osen,
For ret engang at see Franzosen,
Ind i sit Abekatte-Fiæs.
Jeg Busten frem for Dagen tog,
Dens Aasyn jeg betragted nøie –
Da trængte Taaren i mit Øie,
Og øiet brændte, Hiertet slog.
O Himmel! hvad er det jeg seer?
Dig, Elskte! kunde jeg miskiende?
O lad min Angerstaare brænde
Fromt paa dit Billeds døde Leer.
Johannes Ewald! Det var dig?
Som smilte, naar min Musa smilte,
Som standsed mig, naar Aanden hvilte,
Som styrked og som hæved mig?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
