Illustreret dansk Literaturhistorie. Danske Digtere i det 19de Aarhundrede / 2:74 (1907) Author: Vilhelm Østergaard Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger. IV

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

til Sølyst. Som Barn og Dreng havde han ofte kjørt og gaaet forbi
"Emilias Kilde". Grev Schimmelmanns første Hustru havde været en
Komtesse Emilia Rantzau; han havde elsket hende "til Sværmeri", og til
Minde om hende havde han i Stenen over Kilden ladet udhugge et Øje,
som altid græd, idet Vandet flød ud derfra. Schimmelmanns egne Øjne
græd dog ikke mere; thi hans anden Hustru, Charlotte Schubart, erstattede
ham Tabet af den første.

Emiliekilde.

Denne Gang gik Oehlenschläger ikke ned til Kilden, men drejede ind
paa Sølyst, hvor han aldrig før havde været, og hvor han nu for første
Gang skulde besøge en saa fornem Dame. Han stod i Forgemakket og
ventede, krammede Hatten, tog igjen Mod til sig og besluttede ikke
at lade sig forbløffe. Saa traadte der en bleg, mager Kone ind,
simpelt klædt, og hun sagde venligt hilsende: "Nu kommer min Mand
strax!" Det var Grevinden. Hun tog den unge Digter med sig ind
i Havestuen, og han fik Courage, da han mærkede, at han var kommen i
et Hus, "hvor man forstod sig paa Poesi og regnede den med til Livets
højere Fornødenheder". Schimmelmanns Apparition satte ham dog i ikke
ringe Forundring. "De besynderligste Kontraster vare i ham forbundne paa en
saa naiv Maade, at de forenede sig til Harmoni. Han var lille, mager og
hæslig; han skelede med det ene af de smaa, trekantede Øjne; han var
koparret og snusede stærkt Tobak, med en Skjødesløshed, som ikke undlod
at efterlade ubehagelige Mærker paa Klæder og Fingre. Saaledes traadte
han vaklende ind, med blaat, vateret Ridderbaand og to store Stjerner paa
Brystet, de tynde Haar friserede og pudrede og med en lille Pidsk i Nakken".
Den unge Digter studsede næsten over denne Hæslighed, men
næppe havde Greven talt nogle Ord, "før det yndigste, venligste Væsen
udbredte sig over det koparrede Ansigt, før det ene Øie, der ikke skelede,
smilte med en saa indtagende ærlig dyb Menneskekærlighed" ind i den
unge Digters Hjærte, at han troede at se en Sokrates[1].

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>