Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger. V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Shakespeare og Schiller var to af Verdensliteraturen Heroer, som
Oehlenschläger var i lige høj Grad begejstret for. Da han digtede sin
første nordiske Tragedie, mente han selv, at den store engelske Digter var
hans nærmeste Forbillede, men utvivlsomt var det dog Schillers historiske
Dramaer, og fornemmelig "Wilhelm Tell", der havde paavirket ham. Med
Shakespeares dybe Menneskekundskab og indtrængende Reflexion har den
danske Digter jo ogsaa kun lidet tilfælles, derimod langt mere med den
Schillerske Pathos og varme Humanisme. Men Paavirkningen er af ganske
indirekte Art. "Hakon Jarl" er i Anlæg og Udførelse en fuldkommen
selvstændig Digtning, hvis plastiske Skjønhed langt overstraaler baade
"Wilhelm Tell" og "Jomfruen af Orléans". Vel sandt, at den nordiske
Sagatid, hvor Sværdene talte mest og højest, har ringe Lighed med Hakon
Jarls svulmende Rhetorik – og Digteren var sig jo selv dette bevidst, og
havde allerede gjort Rede for sin derhen hørende Opfattelse –; men
Skjønhedsaabenbaringen, det dramatiske Liv, den hele digteriske Kraft og Fylde
bliver ikke ringere, saaledes som Brydningen mellem Hedenskab og Christendom,
mellem Hakon Jarl og Olaf Trygvessøn er skildret i Oehlenschl.’s
herligt skrevne Tragedie, der betegner et saa uhyre Fremskridt fra, hvad
der hidtil var skrevet i Danmark af historisk Drama.
Tragedien vandt da ogsaa Vennen Henrik Steffens’ Bifald, hvad Oehl.
ikke havde været ganske sikker paa, da han paa Forhaand vidste, at Filosofen
vragede Schillers tragiske Skuespil – et Standpunkt, som han delte
med hele den nye Skole, der ikke fandt "Jomfruen af Orleans" tilstrækkelig
romantisk og derfor kaldte den et mislykket Forsøg. Steffens’ Fordomsfuldhed
paa dette Punkt gik endog saa vidt, at den gav Anledning til den
første Dissonans mellem Vennerne. En Dag vilde Steffens læse noget af
"Wilhelm Tell" for en ung Schweizer, der besøgte ham; men pludselig
kastede han Bogen fra sig, saa den faldt paa Gulvet, og med det samme
udbrød han: "Jeg kan ikke holde det længer ud!" – Oehlenschläger syntes,
at denne Vrede og Misbilligelse ogsaa maatte gjælde ham, fordi han satte
saa stor Pris paa den Schillerske Tragedie, og det var ham tilmed et Bevis
paa, at Vennen ikke kunde vænne sig af med at ville beherske hans Smag,
skjønt han dog nu med Rette mente at kunne staa paa sine egne Ben.
For at undgaa en heftig Scene, ilede Oehlenschläger ud af Stuen, og da
Steffens løb efter ham, lukkede han Døren i Laas. Men det var en Glasdør,
og da Steffens ikke strax kunde komme ind, slog han Ruderne i Stykker
og spurgte forbitret, om Oehl. vilde lukke ham ud af hans eget Hus!
Men dermed havde heldigvis Vreden kulmineret; et Øjeblik efter omfavnede
Vennerne broderlig hinanden – og beholdt hver for sig sin Mening om
Schillers Skuespil og den tyske Romantik.
Manuskriptet til "Hakon Jarl" sendtes hjem til Kjøbenhavn i to Exemplarer;
det ene blev indleveret til Teaterdirektionen, der strax antog Stykket,
men rigtignok forbeholdt sig, at Opførelsen maatte udsættes, indtil Teaterkassen
fik Raad til at bestride Udgifterne; der var ovenikjøbet for nylig
indsendt et andet Drama "Danneqvinderne" (af J. C. Møller) – som virkelig
blev opført før "Hakon Jarl", men døde en hurtig Død. Det andet Exemplar
af Tragedien beholdt Ørsteds, og en Søndag Aften i Marts 1806 læste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
