- Project Runeberg -  Illustreret dansk Literaturhistorie. Danske Digtere i det 19de Aarhundrede /
2:88

(1907) [MARC] Author: Vilhelm Østergaard
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger. V

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Dog hvad jeg finder efter mange Kampe
(i Fald jeg ellers finder en),
det bliver neppe den forunderlige Lampe,
men ventelig Vaulundurs Steen."


Saa ildfuldt og varmt som dette Digt var skrevet, formaaede det dog
ikke at omstemme Oehlenschläger; der var endogsaa meget deri, som stødte
ham, og som i hans Øre ikke havde den rette Klang. I "Erindringerne"
kalder Oehl. Rimbrevet "en Epistel, som var en selsom Blanding af Selvroes,
Fordom og Erkjendelse af mit Talent." "Denne Epistel", hedder det videre,
"vilde dog rørt mig mere, end den gjorde, hvis jeg ikke havde vidst, at jeg
skyldte min Familiekreds i Kjøbenhavn det meste af den Virak, som Baggesen
paa den Tid ydede mig, thi han lod sig altid beherske af sin Omgivning
og dens Meninger." —- Hvad der var kommet Oehl. for Øre om det erotiske
Venskab mellem Søsteren Sophie og den let fængelige, to og fyrretyveaarige
Baggesen bidrog ikke heller til at gjøre ham mildere stemt mod Rimbrevets
Forfatter.

Oehlenschläger svarede med et Digt, hvori han -— uden at indlade sig
paa nogen Væddekamp i let og gratiøs Ordkunst -— med berettiget Selvfølelse
tog til Gjenmæle og siger i mandige og klangfulde Strofer:

"... Hvad altsaa nu Aladdin angaaer, tænker jeg,
Vi la’er hans underlige Lampe brænde fort,
Og pudser ikke Tanen altfor nær, da let
Paa denne Viis den kunde slukkes. Heller ei
Er Lampens Digt et Barneværk, i Søvne giort,
Det skuer med et vaagent Øje Verden rundt.
— — —
Vaulundur digtedes før Lampen; Illusion
Er altsaa Din Formodning om den ældre Mand.
Vildmanden træder som Aladdin raget frem,
See det er Sagen! Det har voldt Forvirringen!

Lad Borgeren med ærlig Sved sin Bane gaae!
Agtværdig, hellig er hans lid, men Musers Søn
Har sjælden svedt. Vulkanus paa sin Ambolt har
Ei hamret Dine Digte! Som en Sølverbæk
Flød giennem Blomsterdalen de melodisk ned,
Af egne Kilder drevet.
        Hvad Du synger om
Min Søvn, tilgives gierne Dig; men Digteren
Har Fuglens Søvn; han lytter stedse munter til
De skiønne Verdensharmonier paa sin Qvist;
Og selv hans Blund er ham en Drøm, et Eventyr.

Hvad Musen ham indgiver, tolker troligt han,
Om brogetfro, om hyllet i et Sørgeflor;
Saa har jeg giort, saa vil jeg stadig til min Død.
Og er kun Hælvten af mit Væsen Dig tilpas,
Saa tag, hvad Dig behager, men forskaan mig for
Din Varselsang! Til Venskabs høie Sympathi
Udfordres: Ven maa giennemskue Vennen heelt.
—- -— —-
Fortryd ei paa, at roligstreng, med Alvor jeg
Din muntre Spøg besvared! Sagen angik mig.



<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:08:14 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dandig19/0194.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free