Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger. V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Phantasies Fostre; og Virkelighedens uhyre Dygtighed bragte alle
Taagebilleder til at forsvinde, som svage Skygger for Lyset. Disse Skaberens
Granit-Phantasier bragte mig til at gyse i hellig Ærefrygt."
I Milano følte den nordiske Digter sig særlig tiltrukken af den mægtige,
gothiske Domkirke, bygget af Marmor; i Parma var det Correggios Freskomalerier,
der tog hans Sind fangent. Allerede i Dresdener-Galleriet var
hans Begejstring blevet vakt for den store italienske Maler, og baade i
Paris, i Coppet og siden i Modena havde han syslet med Tanken om at
behandle Mesterens Levnet i en dramatisk Digtning. Nu modnedes Ideen,
og medens han stod under Correggios Kuppel i Kirken San Giovanni i
Parma, fattede han sin Beslutning om at lægge Haand paa Værket. Bevæget
har Digterens Sind været under dette Besøg i San Giovanni, hvor de
andægtige Katoliker knælede ned omkring ham. Selv traadte han hen i
en Krog, hvor ingen lagde Mærke til ham, og bad en Bøn, som han senere
skrev ned i sin Rejsedagbog: "Gode Gud! bevar mit Hjerte aabent og rent,
til at erkjende din Storhed, Godhed og Skjønhed, i Natur og Menneskeværk.
Beskyt mit Fædreland, min Konge, min Elskede, mine Venner! Lad
mig ikke dø i et fremmed Land, men vende lykkelig tilbage til mit Hjem.
Giv mig Munterhed og Mod til at vandre min Bane paa din skjønne Jord,
uden sygeligt og bittert at hade min Fjende, uden slavisk og fejgt at
underkaste mig Verdens Fordomme. Skjænk mig bestandig Digterkraft! Du har
skabt min Aand for Kunst, og denne er det stærkeste Serør, hvorigjennem
jeg kan skue din Herlighed. Lad mig leve efter min Død i mine Værker,
som denne gode Correggio, saa at, naar jeg er Støv, endnu mangt et ungdommeligt
Bryst kan vorde begejstret af mine Sange!" –
I Florents opholdt Oehl. sig kun i fjorten Dage, men da han var
ganske overladt til sit eget Selskab, fik han set sig godt omkring og drømte
sig fuldkomment tilbage til det femtende og sextende Aarhundredes Renaissance.
Saa gik det videre med Vetturin til Rom, hvor det første Besøg gjaldt
Thorvaldsen. Ledsaget af Vennen Koës, der i Forvejen var rejst til den
evige Stad, gik Oehl. til sin navnkundige Landsmands Værksted; han havde
aldrig før set noget af hans Arbejder, heller ikke ham selv. Nu traadte han
ind i Atelieret, hvor ingen var tilstede, og snart stod han fordybet i Beskuelsen
af "Jason" og de andre Værker, som Mesteren var i Færd med. "Som
jeg nu stod fordybet i at skue," fortæller Oehl., "opdagede jeg en temmelig
slet klædt Mand med et regelmæssigt, aandfuldt Ansigt, smukke, blaa Øjne,
med lerbestænkede Støvler, staa ved min Side og betragte mig opmærksomt.
"Thorvaldsen!" raabte jeg. – "Oehlenschläger!" raabte han. Vi omfavnede
og kyssede hinanden, og fra det Øjeblik var Broderskabet sluttet." – Det
var det første Møde mellem de to danske Stormænd i Kunstens Verden,
som lignede hinanden i umiddelbart skabende Geni – ligesom ogsaa deri,
at de begge vare udgaaede fra et fattigt Hjem – og som hver i sit Kald
havde aabnet Vejen til en ny Skønhedsverden.
Oehlenschläger og Thorvaldsen omgikkes derefter daglig, og for at
være sammen saa meget som muligt, tingede de sig i Kost hos to tyske
Malere, Brødrene Riepenhausen, af hvilke den ene tegnede Oehlenschlägers
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
