- Project Runeberg -  Illustreret dansk Literaturhistorie. Danske Digtere i det 19de Aarhundrede /
2:111

(1907) [MARC] Author: Vilhelm Østergaard
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger. VI

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Uret. I Sommeren 1814, medens Fejden var i fuldt Udbrud, lejede han
sig i Degneboligen ude paa Frederiksberg et Værelse, der kun ved en Væg var
adskilt fra den Skole, hvor han i sine Barndomsaar havde modtaget
den første nødtørftige Undervisning. Herude – fjærnt fra Hovedstadens
og Fejdens forstyrrende Larm – skrev han "Helge", en af de ægteste
Perler i den oehlenschlägerske Digtning, udkommet i December 1814, og
saaledes endte Kampens første Periode alligevel med en afgjort Sejr for
Digteren, der ude i den lille frederiksbergske Degnebolig var bleven den
samme som i de straalende, lykkelige Ungdomsaar, hvor alt, hvad han
rørte ved, blev til Poesiens ægteste Guld.

Et saadant skjønt og lødigt Digterværk er "Helge". Hovedmotivet er
hentet fra Hrolf Krakes Saga, som allerede Ewald havde begyndt at behandle
i dramatisk Form. Oehl.’s Digtning er delt i tre Afsnit: Romancecyclerne
"Frodes Drapa" og "Helges Eventyr" samt Tragedien "Yrsa".
Handlingen bevæger sig med dramatisk Liv gjennem den lyrisk-episke Skildring
af Kongesønnerne: den dristige, kraftig sanselige Helge og hans fredsæle
Broder Hroar, indtil den afsluttes med Heltens Undergang i det tragiske
Drama "Yrsa". Med den højeste plastiske Anskuelighed fremtræder ikke
blot de to Kongebrødre, men ogsaa de øvrige Skikkelser, deriblandt Havfruen
Tangkjær – den dæmoniske Hævnfuldbyrderske, som daarer den
unge Konge med sin falske Elskov for at bringe ham i de onde Magters
Vold – og den stolte Saxerdronning Oluf, den vaabenklædte Mø, hvis
overmodige Spøg straffes af Kong Helge med dyb Beskæmmelse, og som føder
ham Datteren Yrsa, ved hvem den tragiske Nemesis, Aarsagssammenhængen
mellem Skyld og Skæbne, finder sin Fuldbyrdelse. Alle Digtningens Partier ere
givne i vidunderlig malende Billeder, baarne af de skjønneste, klangfuldeste
Vers, under Paavirkning fra vore egne Kæmpeviser, fra Niebelungenlied og
den græske Tragedie, og sammensmeltede til et Digterværk, i hvilket den
deskriptive Kunst ikke staar tilbage for Lyriken, og hvis herlige Sprogform
knytter sig paa det nøjeste til Digtningens Indhold.

Denne stolte kunstneriske Sejr gjorde – foreløbig – Ende paa
Baggesens Angreb. Privat roste han det mesterlige Værk, men hans
offentlige Anerkjendelse udeblev tillige med "den kritiske Omfavnelse", som
han havde bebudet i Krigsmanifestet, naar Oehl. atter blev sig selv lig.

Heller ikke Grundtvig, der i 1813 var vendt tilbage til Kjøbenhavn fra
sin Faders Præstegaard i Udby, slog til Lyd for den Gjenfødelse, som
"Helge" betegnede i den oehlenschlägerske Digtning. Præsteskjalden levede
i stærk aandelig Gjæring, under fortrykte Forhold; hans Krav til det strængt
Kristelige var mere og mere blevet ham et alt overvejende Moment, og ud
fra dette Synspunkt har han vel endogsaa følt sig frastødt af det livsfrodig
sanselige Præg, der skinner frem gjennem Kongesønnen Helges Livsførelse.

I Begyndelsen af det følgende Aar, i Marts 1815, udkom Tragedien
"Hagbarth og Signe", som Oehlenschläger havde skrevet allerede i Vinteren
1813-14, altsaa før "Helge". I denne Tragedie er det let at paavise
Disharmonien mellem det gammelnordiske Emne og den moderne
Følsomhed, der passede til Tidens Smagsretning. Der kunde vel her
have været Anledning for Baggesen til en indgaaende Kritik, men han lod

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:08:14 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dandig19/0217.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free