Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger. VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I 1826 skrev Oehl. "Væringerne i Miklagard", der opførtes første Gang
den 17. Novbr. 1827 med N. P. Nielsen som Harald Haarderaade, Ryge
som Eremiten og Md. Wexschall, f. Brenøe (den senere Fru Nielsen) som
Maria. Den dramatisk virkningsfulde og paa mange Punkter skjønt og
sindrigt formede Tragedie modtoges med stort Bifald af Publikum. Men
paa samme Tid stillede en Del af Kritiken sig i Opposition til Digterens
Arbejde og den Methode, som fulgtes deri.
J. L. Heiberg -’ hvem Baggesen en Gang havde udseet som den, der
skulde "sangdømme" Krigen mellem Baggesen og Oehlenschläger ’- havde
i 1827 paabegyndt Udgivelsen af "Kjøbenhavns flyvende Post", der indvarslede
en ny Smagsretning og nye literære Synspunkter. Just i de samme
Aar var de første Heibergske Vaudeviller gaaede over Nationalteatrets Scene.
Digteren havde udsendt sit Skrift "Om Vaudevillen som dramatisk Digtart";
ovre i Præstegaarden paa den jydske Hede skrev St. St. Blicher sine
Noveller, og J. L. Heibergs Moder, Fru Gyllembourg debuterede i "Den
flyvende Post" med "En Hverdagshistorie". Epos og Tragedie skulde ikke
længer sidde uantastede i Literaturens Højsæde; atter var en ny Tid i
Frembrud og krævede Plads for, hvad den havde paa Hjærte.
I sin indgaaende Kritik af "Væringerne" gjorde J. L. Heiberg gjældende,
at Oehlenschläger af Naturen var langt mere lyrisk end dramatisk Digter,
og naar selv hans bedste Tragedier indeholdt betydelige Fejl, saa kom det
upaatvivlelig deraf, at hans Genis naturlige Retning lod ham opfatte ethvert
Stof lyrisk eller lyrisk-episk. "Det i teknisk Henseende Fuldkomneste, som
han har præsteret i det Dramatiske" – skrev J. L. Heiberg – "er udentvivl
Sanct Hansaften-Spil og Aladdin, og det kommer deraf, at den i disse
to Digtninge valgte friere Form er Dramaets oprindelige, umiddelbare Skikkelse,
hvori det staar den lyriske og episke Poesi nærmest, og disse
Elementer endnu ikke have gjennemtrængt hinanden til den højere Enhed,
hvori hvert isoleret Spor af begge forsvinder." Heiberg indrømmer ikke
desmindre, at vor Literatur bør "betragte disse Værker som en Skat, den
aldrig lader sig frarive; thi Oehlenschlägers Tragedier ere om ej i Literaturhistorien,
saa dog i Virkeligheden, de første, vi have havt, ligesom de
ogsaa hidindtil ere uopnaaede af hans Efterfølgere ..."
Oehlenschlager betragtede selv sin dramatiske Digtning som det betydeligste
af hele sin Produktion, en Betragtning, hvori baade Teaterpublikum og
Læseverden gav ham Medhold, og han tog hidsigt til Gjenmæle mod Heibergs
Kritik, understøttet – ligesom under den Baggesenske
Fejde – af sin yngre Ven, Peder Hjort.
Den Lykke, som Heibergs Vaudeviller gjorde, syntes paa samme Tid
at have fristet Oehlenschläger til at gjøre et Forsøg i lignende Retning, og
endnu en Gang maatte "Frejas Alter" holde for, idet Digteren omarbejdede
Stykket til "Syngespil i 3 Akter" med Musik af forskjellige Komponister.
I denne Skikkelse opførtes det den 19. April 1828, men oplevede kun to
Forestillinger. Opførelsen gav Anledning til en ny Kritik fra Heibergs
Side, idet han paaviste, at "Frejas Alter" savnede Berettigelse som Teaterstykke.
Digteren høstede saaledes kun fornyet Skuffelse og Modgang af
dette sit Smertens Barn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
