Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger. VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mekanisk kan føjes til. Hertil kommer, at selv den Nydelse, som Skjønhederne
i Digtet kunne forskaffe, altfor hyppigt forstyrres ved uheldige
Raisonnements og ubehændige Udtryk." –
Den yngre Digterfælle, Carsten Hauch, der Aaret iforvejen var vendt
tilbage fra en sexaarig Udenlandsrejse, tog til Orde mod den Heibergske
Kritik – ligesom P. Hjort overfor Recensionen af "Væringerne" – og der
var saaledes Tegn til, at Kampen for og imod Oehlenschläger for Alvor
skulde blusse op igjen, om end i en mere urban og behersket Form end under
den Baggesenske Fejde. Samtidig begyndte et nyt Kuld af Digtere at
gjøre sig gjældende: Ingemann, Hauch, Hertz, Chr. Winther, H. C. Andersen,
vel alle mere eller mindre paavirkede af den store Gjenføder fra Aarhundredets
Begyndelse, men ogsaa prægede af en ny Tids Kunstteorier – dem,
som J. L. Heiberg var Mand for at sætte i System.
"Nye poetiske Skrifter" blev ingen fuldkommen Oprejsning for Oehlenschläger –
tværtimod vidnede de kun altfor højlydt om Tilbagegangen
siden hin Tid, da "Poetiske Skrifter" udkom, i Sommeren 1805, og i sig
selv varslede om en poetisk Sommer med Digtninge som "Aladdin" og
"Vaulundurs Saga". Men trods Baggesens voldsomme Polemik og dens
Fornyelse, under andre Former, ved en af Tidens talentfuldeste yngre
Repræsentanter i Literaturen, J. L. Heiberg – trods alt stod dog Oehlenschläger
ufordunklet som Nationens største Digter, hvis Geni havde været
som en lysende Sol over Landet, selv om dens Dalen var kommen tidligere,
end man skulde have tænkt efter dens straalende Opgang.
Midt under den nye Modstand, der rejste sig mod den nu halvtredsindstyveaarige
Forfatter, skulde han da ogsaa faa at kjende, at hans Ry var
grundfæstet i de nordiske Lande. Oehl. havde sluttet sin Fortale til "Hrolf
Krake" med følgende Ord: "Hrolf, Hjalte, Bjarke og Vöggur vare Venner,
gid Danske, Norske og Svenske stedse være det!" Denne poetiske Hentydning
til Nordens Enhed fandt en ligesaa smuk som stemningsfuld
Bekræftelse ved Digterens Laurbærkroning i Lunds Domkirke i Sommeren 1829.
Oehlenschläger havde denne Sommer ude hos den af danske Digtere
forevigede Værtshusholder Lars Mathiesen i Allégade lejet et Baghus, der
vendte ud til Frederiksberg Have. Her kom en Dag nogle Venner ud til
ham og foreslog en Tur med Dampskibet "Caledonia". Den 14. Juni
foregik Rejsen. Ved Ankomsten til Malmø blev den danske Digter hyldet
af Lagmand og Borgmester, og i Lund indfandt sig en Deputation af
galaklædte Studenter for at indbyde ham til i den kommende Uge at overvære
den forestaaende Magisterpromotion. Ved Bortrejsen havde Studenterne
samlet sig udenfor Byen og bragte ham en begejstret Afskedshilsen; en af
Docenterne ved Universitetet traadte frem og tolkede Beundringen for
Nordens store Digter; Studenterne istemte rungende Vivatraab, og Oehlenschläger
takkede bevæget, idet han gjentog sit Løfte om at fornye Besøget.
Den følgende Søndag rejste Oehlenschläger i Selskab med sin Familie
over Sundet, blev atter hyldet i Malmø og kjørte Dagen efter til Lund,
hvor han fornyede tidligere Aars Bekjendtskab med Sveriges største Digter,
Biskop Tegnér, der i Prokanslerens Forfald skulde være tilstede ved Magisterpromotionen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
