Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bernhard Severin Ingemann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
maaske allerbedst det Venskab, som vedblev at bestaa mellem dem, uden at
det nogensinde kom til den ringeste Divergens. Saa forskjellige som de
var, betragter Grundtvig dog Ingemann som sin Medkæmper i den gode
Strid, og han ønskede "at faa den aandelige Verden delt mellem sig og
Vennen, saaledes, at han, Grundtvig, overtog Paavisningen af den kristelige
Grundtankes Afspejling i Historien, og Ingemann dens poetiske Reflex i
Naturen og Livet" [1]. Grundtvig er Historiker, Polemiker, Præst, Folkevækker
og Folkelærer, overalt en vældig Stridsmand, Ingemann udelukkende
den følsomme Digter, men deres Veje løbe jævnsides, og det christelige og
det nationale er i lige høj Grad Kjærnen i deres Livsværk.
Bernhard Severin Ingemann fødtes den 28de Maj 1789 i Torkildstrup
Præstegaard paa Falster, som den yngste af ni Sødskende. Faderen,
Søren Ingemann, var Landsbypræst og Herredsprovst, en nidkjær Præst og
Teolog af den gamle, troende Retning, men tillige en mild, glad og vennesæl
Mand; Nabopræsterne gav ham det Vidnesbyrd, at han var "en sand
Nathaniel". Moderen hed Birgitte Svane og var Datter af en velstaaende
Skibskaptajn. I sin "Levnetsbog" fortæller Ingemann om sin Moder med
følgende indtagende Ord: "Moderens Billede staaer i en Ynde for Sønnen, som
fian forgæves vilde forsøge at beskrive. Han eier et afbleget Portrait af
hende fra hendes Ungdom. Herpaa har hun store, hvide Perler i det høit
opstrøgne, pudrede Haar; hun bærer en aaben, blaa Silkekjole over en langlivet,
hvid Silke-Underkjortel, besat med hvide Atlaskes Baand foran. I
det lille, runde Ansigt kan han dog kun skimte ligesom en svag Skygge af
de fint udviklede Træk og af den Kjærligheds-Ynde, hvormed hendes levende
Billede har indpræget sig i hans Erindring.... Den Skjønhed, hvormed
hun især fortryllede sin yngste Søn, var Mildheden og Kjærligheden og den
elskelige Sjæl i hvert Udtryk, som i hvert Ord fra hendes Læber. Hun
saae Verden i Sollys eller i Maaneglans, aldrig i nogen Nat uden Stjerner".
I Torkildstrup Præstegaard herskede en kjærlig og gammeldags gudfrygtig
Tone, men pietistisk Stilhed og Hængehoved-Væsen kjendte man
intet til. Muntre Sange, Dans og selskabelig Glæde gjenlød ofte fra Præstegaarden,
fortæller Ingemann videre i "Levnetsbogen". Skjønt han voxede
op midt under Revolutionstiden, mærkede han kun dens Storme som en
fjern Brusen fra et ubekjendt Havdyb. Efterklangen af det store Verdens
liv "sammensmeltede uden skærende Dissonantser med Fuglesangen over
Præstegaardsmarken og Klangen af Børnenes Rørfløiter ved Landsbygadekjæret".
Faderens Død, der indtraf den sidste Dag i Aaret 1799, gjorde en brat
Ende paa Præstegaards-Idyllen og de ti første, lykkelige Barndomsaar.
Moderen flyttede som Enke til Slagelse, nærmest af Hensyn til sin yngste
Søn, for at han kunde komme i Byens Latinskole, og Bernhard Ingemann
kunde nok have Aarsag til at føle det som en vigtig Begivenhed i sit Liv;
thi en krassere Overgang end fra det fredelige Barndomshjem i Torkildstrup
til Skolelivet i Slagelse By lod sig ikke godt tænke. Den lille lyshaarede,
venlige Dreng, der hjemme i Præstegaarden havde været alles Yndling, blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
