Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johannes Carsten Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hauchs Deltagelse i den Oehlenschläger-Baggesenske Fejde begynder
med hans Recension af "Freias Alter", indrykket i Maanedsskriftet "Athene",
da Teaterdirektionen har forkastet Stykket i den omarbejdede Skikkelse.
Hauch indrømmer, at han egentlig syntes bedst om Stykket i dets ældre
Form, men i sin ridderlige Iver for at forsvare Digteren søgte han at bevise
sig selv, at han havde Uret. "Jeg havde dengang", siger han, "en
saa fast Tillid til og Tro paa Oehlenschlägers Digtergeni, at jeg vel tør
paastaae, der fandtes ikke mange slige Troende i Landet. Jeg havde læst
saa meget fra hans Haand, der syntes mig herligt og henrivende, at jeg
selv, naar han skrev Noget, der mindre tiltalte mig, var tilbøielig til at
mene, at Feilen laa hos mig; at min Aand endnu ikke var udviklet nok til
at see den Herlighed, der ogsaa her laa skjult. Desuden var han kommen
mig saa kjærlig imøde, og hans hele Personlighed syntes mig saa elskelig
og tiltrækkende, at det var mig en Tilfredsstillelse ikke blot at virke, men
ogsaa at lide for hans Sag, ja det syntes mig en Glæde selv at blive forfulgt og
ilde omtalt derfor. Alt dette forekom mig dengang kun at være en ringe
Gjengjæld for al den poetiske Rigdom og alle de skjønne Timer, han
havde skjænket mig."
Hauchs næste Skridt under Fejden var hans Tilslutning til "Tylvtens"
Optræden mod Baggesen, og dermed var det jo givet, at han maatte være
et uroligt Hoved. Allerede to Aar i Forvejen var han ovenikjøbet selv
optraadt som Digter, idet han havde udgivet de to dramatiske Digte "Reisen
til Ginnistan" og "Phantasiens Magt" under Fællestitlen "Contrasterne"
(1816). Det førstnævnte Digt tager Sigte paa den romantiske Skoles Udskejelser,
idet Forfatteren parodierer dens Overdrivelser, saaledes som de
ogsaa fandtes i B. S. Ingemanns samtidige Poesier; det andet Stykke er
- som Kontrast dertil - en pathetisk-romantisk Digtning, hvis brogetartede
Indhold røber de gjærende og endnu umodne Kræfter, som rører sig
i Digterens eget Sind. Det følgende Aar, 1817, udsendte Hauch et lyrisk
Drama "Rosaura", der var saa godt som helt mislykket, og hans vaagne
Selvkritik fæstnede nu den Beslutning hos ham, at han for bestandig vilde
opgive Poesien, idet han ganske mistvivlede om sit Digterkald.
Ogsaa Oehlenschläger tvivlede i denne Periode paa sin yngre Vens
poetiske Evner, hvad der naturligvis maatte have stor Indflydelse paa ham.
Oehl. bad ham endogsaa "med rørende Omhu om at tænke paa sine senere
Aar og bryde sig en Fremtidsbane, medens Ungdommen endnu var der".
Saa er det, at han tager den Beslutning at opgive enhver Tanke om at
blive produktiv Digter og at anvende de Evner, han besidder, i en helt
anden Retning. "Denne Beslutning," fortæller Hauch, "kostede mig megen
Overvindelse, men dog holdt jeg den i syv Aar, hvori jeg jog enhver Plan
til et poetisk Værk, enhver Tanke, enhver Drøm, enhver Phantasi fra
Poesiens Verden langt bort fra mig, og alene sysselsatte mig med det, som
jeg nu havde gjort til mit Livs Opgave. Det var og ifølge denne Beslutning,
at jeg gav Ordre til at opbrænde alle de halv- og heeludførte Digte, som
jeg havde liggende i Manuscript, og som ingen Anden kjendte end jeg selv."
I Aaret 1820 tog Hauch Magistergraden med Zoologi som Hovedfag
og Aaret efter Doktorgraden, og opnaaede derefter en Rejseunderstøttelse af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
