- Project Runeberg -  Illustreret dansk Literaturhistorie. Danske Digtere i det 19de Aarhundrede /
2:208

(1907) [MARC] Author: Vilhelm Østergaard
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johannes Carsten Hauch

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

fandt Sted ved chirurgiske Operationer, vidste jeg ikke. - Jeg skal ikke
dvæle ved, hvad nu paafulgte, men jeg maa tilstaa, at jeg med Gysen erfarede,
at der er slige Smerter til, som Ingen aner, som ikke har gjennemgaaet
dem. Rimeligvis er Smerten meget forskjellig efter de Enkeltes forskjellige
Natur og efter den Spænding, hvori Nervesystemet befinder sig;
mine Nerver vare dengang i en meget sygelig Tilstand, og Chloroform
kjendte man Intet til.... En uendelig Veemod og Nedslagenhed betog
mig i de første Dage, det var, ligesom om alle Livsaander sørgede dybt
over det uhyre Tab, de havde lidt; det var, som om Valravnen havde
drukket Halvdelen af mit Hjerteblod ..."

Hvad Hauch den Gang naturligt maatte betragte som den største
Ulykke, kom senere til at staa for ham som Ytringen af en hemmelig Magt,
der tvang ham til at forandre Retningen af sit Liv. Det blev i mere end
én Forstand det store Vendepunkt for ham, saaledes som det belyses af
hans egne Ord: "Den Krisis, jeg dengang maatte gjennemgaae", hedder
det i "Minderne", "har ikke været uden Indflydelse paa mit senere Liv.
Tværtimod, den har aldeles vist virket rensende paa mig selv i en Sfære,
der ligger høiere end den poetiske, saa at megen Letsindighed, hvori jeg
tidligere havde gjort mig skyldig, nu bortveg fra mig, og saa det lykkedes
at befri mig derfra for bestandig. Baade Filosofer og Digtere have fablet
meget om Skjærsilden, og Katholikerne have endog optaget den som et Dogma
i deres Troeslære. Mig forekommer det tidt, naar jeg tænker over min
egen Fortid, som om netop dette jordiske Liv er den sande Skjærsild,
hvori Sjælen gjennem lange og tunge Lidelser skal renses fra Synd og
modnes for en lysere Tilværelse, saafremt dette endnu er muligt. Jeg
havde hidtil været langt borte fra Christendommen, jeg tør heller ikke paastaa,
at jeg ret tilfulde blev greben deraf nu, men dog opstod der i hiin
Overgangstid en stærk Tvivl om Tilstrækkeligheden af de naturfilosofiske og
metafysiske Tankebygninger, jeg hidtil havde søgt at støtte mig til, hvilken
Tvivl idetmindste antydede en Trang til en høiere Lære, der ikke blev
staaende ufrugtbar indenfor Spekulationens Grændser ..."

Digterindvielsen, som Hauch modtog paa dette Tidspunkt, bevarede
stedse Præget af den Krisis, han havde gjennemgaaet: den stolte, frygtløse
Mandighed saavel som den strænge Alvor. De Værker, han skrev, udsprang
bestandig fra en kæmpende og grublende Aand, men ikke nogen kold og
negativ; thi dens inderste Væsen var Begejstring og Harmoni.

Før Sygdommen endnu var paa sit højeste, havde Hauch skrevet det
romantiske Æventyr "Hamadryaden". Han indrømmer selv, at mange
vilde og fantastiske Tanker blandede sig deri, mange ufuldbaarne Billeder,
der stod midt imellem Naturvidenskab og Poesi, og man mærker - hvad
Digteren ligeledes indrømmer - at Planen ikke er klart gjennemført. Men
imellem det meget chaotiske er der Udtryk for en rig Fantasi, et dybt
poetisk Syn, og fremfor alt interesserer Digtningen ved det Vidnesbyrd, den
giver om de gjærende Kræfter i Digterens Sjæl. Langt modnere og mere
harmonisk bygget var det følgende Arbejde: Sørgespillet "Bajazet", hvortil
Stoffet fornemmelig er taget fra historiske Sagn om den tyrkiske Sultan
Bajazet (eller Bajazid), og hans frygtelige Modstander, den vilde Mongol

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:08:14 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dandig19/0314.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free