Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Johannes Carsten Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bifald. Nogen Bejlen til et saadant Bifald laa overhovedet Hauch saa fjern
som vel muligt. Hvad der væsentlig kjendetegner alt, hvad han har skrevet,
er en stilfærdig og ædel Fornemhed, en luende Begejstring for det skjønne
og heltemodige, og dertil et eget stemningsbevseget Tungsind, som ogsaa
gjærne dvæler ved Livets løndomsfulde og mystiske Magter. Det er den
digteriske Fantasi og det store og varme Hjærtes Pulsslag, som har gjort
Romanerne til den populæreste Del af Hauchs Produktion, men der er i disse
Bøger end ikke det mindste Sideblik ud til Publikums Smag.
Der er et andet Felt, paa hvilket han naaede ligesaa højt, skjønt han
her nærede en ligesaa beskeden som rørende Mistillid til sig selv, nemlig i
Henseende til sin lyriske Digtning. I 1842 udkom "Lyriske Digte", i ny
Udgave 1854, indledet med en Fortale, hvori han siger: "Enhver, som har
værdiget mig at gjøre sig bekjendt med de Poesier, jeg har skrevet, vil
deraf see, at den episke og dramatiske Retning hos mig var den fremherskende,
og at Lyriken i Almindelighed kun forsaavidt findes i mine Digte, som de
ere i Stand til at forbinde sig med hine to Elementer. Ingen kan derfor
være mere overbeviist end jeg om, at jeg ikke fortrinsviis er kaldet til at
være lyrisk Digter. Alt Øvrigt, som jeg har digtet, man tillægge
det nu megen eller liden Værd, er dog, som jeg haaber, stemplet med
Originalitetens Mærke, med Hensyn til mine lyriske Digte vover jeg derimod
ikke ubetinget at paastaae dette ..."
Og dog indeholder denne Digtsamling saa fine og ejendommelige
Poesier som Sangene af "En polsk Familie" ("Polsk Fædrelandssang:
"Hvorfor svulmer Weichselfloden", "Dødens Genius", "Munkens Sang",
"Birken" o. fl.), endvidere det skjønne Mindedigt over Christiane
Oehlenschläger og tilsidst "Bekjendelse", hvori Hauch anskueliggjør sin egen
Digterlod. Dette herlige Digt begynder saaledes:
Lykkelig den Sanger,
Som Vaaren skjenker
En Krands af Violer,
Gjennemflettet med Crocus,
Med Anemonens flygtige Blomst
Og den blaa Hyacint,
Hvis Lokker glindser i Duggen.
End lykkeligere den,
Om hvis Harpe Sommeren slynger et Net
Af blussende Roser,
Fremavlet af den seirende Phoebus
Og den østlige Sky,
Der rødmer ved at see ham,
Liig den frygtsomme Jomfru,
Der aner sin Brudgoms Nærhed.
Men jeg blev henviist
Til den dunkle Egn
I Skyggen af den sildige Høst,
Hvor jeg lytted til Jordens Stemme,
Naar den sukker ved Midnat
Over sine visnede Børn,
Og fylder Sjælen med Veemod,
Medens Stjernerne blinker i Vinden.
Og tidt har Maanens vexlende Skive
Skinnet paa min Vei
det falmede Løv;
Og tidt saae jeg den høie Lyra
Og den himmelske Svane
Blinke med dobbelt Glands
I den mørke Høstnat;
Da aned jeg, at der gives Tanker, der,
Stjernerne liig,
Ikke lyse paa Jorden, men over den.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
