Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christian Hviid Bredahl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ungdomshistorie"[1] fortæller Kr. Arentzen følgende karakteristiske Begivenhed
fra dette Tidspunkt af Bredahls Liv: "Medens han, som en ikke
længere ganske ung Student, opholdt sig hos sin Fader, der levede som Partikulier
i Sorø, vovede han sig, som en ivrig Skøjteløber, en Dag for langt ud
paa den kun let tillagte Sø og faldt igjennem. Nogle Drenge, som løb
nærmere ved Bredden, raabte til ham: "Hvem var det, som faldt i?" -
"Det kan jo være Jer det Samme, hvad jeg hedder, naar l ikke kunne
hjælpe mig!" svarede Bredahl. Drengene hentede saa Fiskeren Jappe, som
tidligere havde reddet mere end én Forulykket paa Søen og nu ilede til
med Stiger og andre Redningsredskaber. Bredahl, som med de sidste
Kræfter klamrede sig til den bristende Is, saae Jappes Hensigt og
tilraabte ham: "Lad det fare, Jappe! Husk, I har Kone og Børn! Mig ligger
der ingen Lav paa." Men Jappe reddede ham, og den næste Dag løb
Bredahl igjen paa sine Skøjter."
Imidlertid dyrkede han i al Hemmelighed Muserne. Det allerførste, han
gav dramatisk Form, var betitlet "Pauli Omvendelse", og det var - "saavidt
han dunkelt erindrer det" - "skrevet i ligesaa tunge Trimetre som
Baldur hin Gode af Oehlenschläger." Under Baggesens og Oehlenschlägers
Fejde, "da Tylvten grasserede", skrev han et satirisk Stykke, kaldet
"Søbekaalen, den poetiske" - et skarpt Angreb paa den blinde Forgudelse, der
vistes Oehl. ogsaa i hans Nedgang - men hverken dette eller et Sørgespil:
"Roller" - som kun havde Navnet tilfælles med Saxos Helt - var
bestemt til at fremsættes for Publikum. Ingen vidste, at det var til.
Bredahls første Fremtræden i Literaturen sker 1819 - da han allerede
er 35 Aar gammel - med første Del af "Dramatiske Scener, uddragne
af et ældgammelt Haandskrift, frit oversatte af det Kyhlamske
ved C. Bredahl, Kyhlamnensis Musæ famulus vilis et immeritus" (den
Kyhlamske Muses ringe og uværdige Tjener). I en Artikel i Bladet
"Kjøbenhavnsposten" for 1833: "Et Par Ord om Skriftet Dramatiske
Scener", fortæller Bredahl om sig selv paa det Tidspunkt, da han begyndte
Værket, med følgende Ord: "Dengang levede jeg efter mit eget Hoved
og brød mig hverken om Per eller Povl. Jeg var (som endnu) langt
fra Hovedstaden og uden literære Forbindelser; jeg var Naturens Søn,
forsaavidt et Adamsbarn kan være det i det 19de Aarhundrede, og i visse
Henseender var jeg mindre forkvaklet end nu. Jeg var en vældig Jæger
og farlig Mand for Markens og Skovens vilde Dyr og Himmelens Fugle
og tilbragte mangen Nat under aaben Himmel, naar Dagen tyktes mig for
kort til min Færd. Stundom indtraf ogsaa Et og Andet, som, tilbørlig
udsmykket, kunde taget sig godt ud i en Levnetsbeskrivelse, ifald jeg havde
yndet den biografiske Kunst og vilde gjort mig selv til Helten i en Fortælling
og ladet den øvrige Verden dreiet sig efter mig paa Papiret; men
min Person var for ubekjendt til en saadan Helterolle og vilde, saae jeg
siden, heller spille med som Biperson, hist og her, i Dramatiske Scener.
Dengang saae jeg min Næstes dumme Streger; min Næste saae sagtens
ligeledes mine bedre end sine egne; men vi kundgjorte ikke vore
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
