Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christian Hviid Bredahl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er det enkelte Menneskes Skjebne, men den hele Verdenstragedie, der har
sat Digterens Sjæl i Bevægelse, og dette udbreder en grandios Vemod, en
høi Værdighed over hine Glandspunkter, som ufeilbarlig maa gribe enhver
poetisk Natur ..." Og til Slutning hedder det: "Hos hvor Faa findes en
slig Kraft, en slig dyb Natur- og Menneskefølelse? Hvor Faa er ikke de
dramatiske Digtere, der lægger saa fuldvægtig Guld i deres Tale?"[1]
En baade sand og rammende Karakteristik af Bredahls Digtning giver
ogsaa en anden samtidig Forfatter, Ingemann, der skriver i sin "Levnetsbog":
"Bredahl var og blev en streng og temmelig mørk Deist. Med det attende
Aarhundredes Forsyns- og Udødelighedstro og med dyb Agtelse for den
christelige Sædelære, lod han al anden Dogmatik staae hen med et mørkt
Blik til Præsterne. Middelalderen og hele dens Aandsretning var ham
forhadt, og Rømantiker blev han heller ikke; ... men hans egen Poesi
blev en høist mærkelig Ruin af et ufuldført Kæmpeværk med Shakespeareske
Søiler og Ewald’ske Former, med tæthamrede Prydelser af Tankemalm og
Forstandsfantasi. Der var noget af en Michel Angelo i ham. Han kunde
i sin Poesi som paa sin Brakmark vælte store Kampestene fra sin Ager
og sætte sig paa dem med et harmfuldt Blik paa al Slethed og Uretfærdighed,
paa al Løgn og Hykleri, paa al sminket Herlighed og tom Storhed
i Verden. Han kunde gaae paa Engen med sine Træsko og flytte Kvæg,
medens hans Tanker sammenhamrede Replikker til at lægges i Munden paa
en Keiser i Maanen. Med sin fremherskende Forstandsretning kunde han
dog være fantastisk. Han kunde troe at have seet en virkelig Hex, hvor
en gammel Køne var krøben op fra en Grøft og pludselig forsvunden bag
et Gjærde ... Paa en Aandeverdens Indgriben i dette Liv var han saa
vis som paa Sjælens Udødelighed; paa den Almægtiges Kjærlighed og
Viisdom ligeledes; men al menneskelig Lærdom derom var ham tvivlsom.
Det muligt Aabenbarede troede han som oftest misforstaaet og forvansket ...
Mægtige Skikkelser kunde svæve ham forbi, og han kunde sammentrænge,
hvad han saae og hørte, med forbausende Kraft i storartede Brudstykker;
men Masserne faldt fra hinanden; han manglede den lette Haand, der skulde
forene dem til et ordnet og harmonisk Hele ... Hans dramatiske Scener
staae som et af de mest storartede, men mindst bemærkede Mindesmærker
i vor Literatur..."
Foruden ^Dramatiske Scener" er det kun lidet og ikke heller meget
betydende, hvad Bredahl har skrevet. Under Efterspillet til den Baggesenske
Fejde traadte han op mod "Gjengangerbrevene" med et polemisk
Digt: "Fra gamle Gumba" (1832), og over Fru Gyllembourgs Hverdagshistorier
gjorde han sig lystig i en noget bred Parodi, kaldet "En Hverdagshistorie
af Mads Klister, Bogbindersvend" (1842); han stod
i det hele ret fjendtlig overfor den Heibergske Kreds. - Den 29de December
1849 gik Bredahls Tragedie "Knud Svendssøn" over Nationalteatrets Scene,
men gjorde saa ringe Lykke, at den kun oplevede 2 Opførelser. Endvidere
havde han skrevet Dramaet "Sultan Mahmuds Pilgrimsgang" (udkommet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
