Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poul Martin Møller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Aar Student og var altsaa over de allerførste Ynglingsaar; ikke desmindre
var hans Blik paa Livet endnu uendelig friskt; upaatvivlelig var der en
Naivetet hos ham, der mindede om en ældre Tid, og af Kæmpevisernes
Aand var der falden en Gnist i hans Sjæl. Ingen kunde vel mindre end
han commandere Musernes Gunst; men Begeistringen kom over ham, naar
man mindst anede det, Alt afhang af Øieblikkets Stemning og det umiddelbare
Indtryk. Han var gjennemtrængt af de poetiske Kræfter, og hvad
der gav ham hans Eiendommelighed, var, at Liv og Poesi ikke hos ham
vare adskilte, men dannede et Heelt. Dette gjorde ham forresten til et
besynderligt Phænomen for Mange; thi han kunde ikke lade Poesien hvile,
til han kom til sin Skriverpult, men han tog den ofte med sig i Forsamlinger,
hvor den forskrækkede som et Spøgelse; ja et eneste udtalt Ord
kunde dengang tidt sætte ham i en poetisk Bersærkegang, hvori han
improviserede Ting, som man maaskee vilde have fundet smukke ved at læse,
men som man forskrækkedes ved at høre. Mod dette Indbrud af Poesien
midt i deres indskrænkede Liv, hvori den udbredte Frygt for aandelig
Tilintetgørelse, havde naturligvis Prosaisterne stor Lyst til at reagere paa deres
Viis, hvilket hans letbevægelige Natur ikke kunde taale. Saaledes husker
jeg, at han engang kom i den heftigste Vrede ved at en vis Person, Gud
veed hvem han var, der mødte ham og mig paa Veien til Frederiksberg,
pludselig tilraabte ham i Forbigaaende: "Gaa nu hjem og skriv en
Romance, Poul!" Jeg maatte bruge alle de Overtalelser, der stode i min
Magt, for at hindre ham fra at løbe efter denne Person og prygle ham,
som han upaatvivlelig, efter Personens Udseende at dømme, let havde
kunnet gjøre.
Den poetiske Overgivenhed, hvormed han ironiserede over sig selv og
Andre, bragte ham undertiden i smaa Forlegenheder. Saaledes vandrede
han en Nat med en god Ven, hvis Navn var Peer. Da de kom til et
Værtshuus, blev der spurgt dem, hvem de vare. Poul Møller svarede da
hurtig: "Det er Peer og Poul fra Kjøbenhavn, der ville ligge her i Nat."
Følgen af dette Svar var, at alle Underhandlinger om Natteleie i det mindste
paa lang Tid bleve afbrudte, og jeg veed ikke, om de maatte vandre bort
med uforrettet Sag eller ei. - - Paa hvilken original Maade han ofte
trodsede vort reglerede Liv, maa følgende Anekdote vise: Engang havde
han disputeret med flere af Medlemmerne i en Familie om en ung Piges
Skjønhed, hvilken de forsvarede, og han angreb. Samme Aften var han i
Selskab med hiin Pige. Omtrent ved Midnat blev der stærkt ringet udenfor
bemeldte Families Dør. Alle stode da op med Forskrækkelse og troede,
der var skeet en stor Ulykke. Da Døren blev aabnet, traadte Poul
Møller ind. "Jeg kommer bare," begyndte han, "for at sige Dem, at De
har Ret; hun er meget smuk. Farvel!" Dermed bukkede han og
gik igjen.
Men trods al hans kjække Lystighed gik der dog en veemodig Tone
gjennem hans Inderste; et Savn, en skuffet Tiltro, et forsvundet Haab
(hvorom der og vil findes Vink i hans Digte, der overhovedet ere meget
subjective) gaaer som en veemodig Moltone gjennem hans ellers raske Liv.
Noget, som han vilde glemme og ikke kunde, der vel ikke kuede hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
