Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poul Martin Møller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
komme tilbage, naar Tilintetgjørelseslæren ret havde udviklet sig i sine
Konsekvenser." - Hans indtrængende Fordybelse i dette Emne har fundet
Udtryk i Afhandlingen om "Tanker over Muligheden af Beviser for
Menneskets Udødelighed".
I Poul Møllers huslige Liv indtraadte der en glædelig Forandring, idet
han i Slutningen af Aaret 1836 ægtede Frøken Eline v. Bülow, der havde
staaet i nært venskabeligt Forhold til hans første Hustru og efter hendes
Død været en kjærlig Opdragerinde for hans Børn. Hans nye huslige Lykke
skulde dog ikke blive af lang Varighed; hans Helbred var nedbrudt, upaatvivlelig
ved altfor anstrengende Arbejde. Han led af stærke astmatiske
Anfald, og i Efteraaret 1837 kunde han kun med stor Vanskelighed varetage
sin Embedsgjerning ved Universitetet. For hans Venner blev det kun
altfor sikkert, at Døden snart vilde rive ham bort fra dem. "I de sidste
Dage af hans Liv" fortæller C. Hauch, "saae jeg ham flere Gange og mener
i det blege Ansigt at have gjenfundet Udtrykket for al hans gamle Dygtighed
og endnu noget Mere. Mod, Haab, kjæk og mandig Bestemthed til at
bære, hvad der skulde bæres, Hjertensgodhed og en besynderlig, ja næsten
forklaret Mildhed laa i hans Blik."
Tirsdag den 13de Marts 1838 døde Poul Møller, kun 44 Aar gammel.
Men i sine sidste to Leveaar, da Sygdommen allerede havde hjemsøgt det
en Gang saa kjærnesunde Legeme, gav han endnu Vidnesbyrd om sit
stærke poetiske Snille. Efter den lange Pavse, under Opholdet i Norge og
i de nærmeste Aar efter Hjemkomsten til Danmark, brød Poesiens Væld atter
frem og aabenbarede sig i to Digte, der endogsaa staar mellem det betydeligste,
han har skrevet. I 1836 forfattede han det skjønne og ejendommelige
Digt "Revnen", den forunderlig gribende Samtale mellem Fader og Søn,
der overværer Ridderspillet i Lejren. Hvilken ren og ædel Skjønhed er der
ikke i Strofer som disse:
Hun med den uendelige Blidhed,
Naar hun mildt fra Guldkareten hilser,
Nakkens, Armens næsten hellige Hvidhed;
Hun, hvis Pande som en Lillie skinner;
Hun med hine brune Krøllers Vrimmel,
Hun, hvis Tanker ere tause Digte,
Hun, hvis unge Liv er Glædens Himmel,
Hun, hvis Drøm er skjønne Malerier:
Hende har jeg overmodig kaaret
Til mit Hjertes hemmelige Dronning,
Skjønt hun bærer høit paa Hovedhaaret,
Ak! en Kreds af store Diamanter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
