- Project Runeberg -  Illustreret dansk Literaturhistorie. Danske Digtere i det 19de Aarhundrede /
2:254

(1907) [MARC] Author: Vilhelm Østergaard
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Steen Steensen Blicher

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

paa en hastig fremskridende Svindsot. Han var bleven saa svag, at han
næppe kunde gaa hundrede Skridt uden at blive træt og aandepusten,
fortæller han i sine Erindringer, "og den strænge Diæt, der blev ham
foreskreven, de Lægemidler, han brugte, syntes aldeles ikke at ville fjerne den
bebudede Dødstime." Men da besluttede Blicher at underkaste sig en Kur
efter sin egen Opfindelse. Han havde endnu Mod og Energi nok til at
paatage sig en Huslærerplads paa Falster; det var i November 1801, og
den selvopfundne Kur, han nu fulgte, bestod i, at han søgte Motion paa
Jagten, bestræbte sig for at give sine angrebne Lunger Elasticitet ved
Fløjtespil og i Stedet for den strænge Diæt at nyde al Slags Spise og
Drikke. I Begyndelsen gik det smaat nok: "Bøssen var ham for tung;
han kunde næppe blæse fire Takter til Ende uden at pausere, og
Falstringernes fede Flæsk trykkede sig ved Nedfarten. Men han blev ved Dag for
Dag at lægge flere Skridt, flere Takter og flere Mundfulde til, og
efterhaanden gik det stedse bedre og bedre." To Aar senere, i Efteraaret 1803,
vendte han, til sine Bekjendtes Forbavselse, sund og stærk tilbage til
Hovedstaden.

Det var det Aar, Henrik Steffens holdt sine navnkundige Forelæsninger
i Kjøbenhavn, og ligesom Oehlenschläger og Grundtvig var ogsaa St. St.
Blicher mellem Tilhørerne og følte sig henreven af "Lynildsmanden". Han
studerede nu Æstetik og Sprog og levede i de nærmest følgende fire Aar
"mest med de Døde - de nemlig, som bestandig gaa igjen paa Jorden,
og som i Kjøbenhavn særdeles og i Mængde spøge bag Slottet og paa
Rundetaarns Loft (d. v. s. i det store kgl. Bibliotek og Universitetsbiblioteket)
... Til at holde Lærere - naar de skulde due noget - i Sprogene,
havde han ikke Evne. Han tog det derfor paa en anden Maneer: Alle de
Ord og fremmede Talemaader, han ikke forstod, dem skrev han under
Læsningen ud den ene Dag, for den anden at slaa dem op i Lexika -
paa de offentlige Bibliotheker; thi Saadanne Bøger vare ham ogsaa for
dyre. Den eneste Undervisning - men den var ham ogsaa meget nyttig
- bestod deri: at han gav en Mariner, en indfødt Londoner, The og
Aftensmad for at snakke med sig. Og saaledes blev han saa færdig i
Udtalen, at flere end een Englænder har antaget ham for Landsmand."

Men samtidig gjaldt det om at passe Examensstudiet. Synderlig Hjælp
kunde der ikke ydes fra Hjemmet ovre i den jydske Præstegaard,
og Blicher maatte væsentlig ernære sig ved en Mængde slet betalte
Informationer. Noget bedre blev han dog stillet, da han en Tid lang fik
en Understøttelse fra Kommunitetet og desuden kom til at bo paa Regensen,
og i 1806 blev han antaget som Hovmester for to smaa danske
Vestindianere, der opholdt sig i Kjøbenhavn, medens deres Forældre var
vendte tilbage til St. Croix. Blicher fik nu Raad til at blive fast Medlem
af "det borgerlige Selskab", i hvis Baller han var en ivrig Deltager, og
hvor hans Hjærte vel ogsaa nu og da kom i Fare, om end ikke af den
alvorligste Art. "Det kan jo ikke være andet" siger han i sine ejendommelige, kortfattede Erindringer, "end at den, der har skrevet saa meget om
Kjærlighed, ogsaa maa have havt selv nogen Erfaring om den Magt, der
er ligesaa gammel som Verden." Men paa samme Tid forsikrer han, at

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:08:14 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dandig19/0360.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free