Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ludvig Bødtcher
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mysterier, og den Interesse for Poesi, der vaktes hos ham, varede gjennem
hele hans Liv og overskyggede alle andre. Han skrev Vers allerede som
Dreng, medens han gik i Borgerdydsskolen i Kjøbenhavn, men maatte
omhyggelig gjemme dem, for at hans Fader ikke skulde opdage hans poetiske
Synder. Under hans Opvæxt saa Oehlenschlägers pragtfulde Ungdomsdigtning
Lyset; han var 9 Aar, da de navnkundige "Digte", 1803, udkom, og
tre Aar efter fulgte "Poetiske Skrifter" med "Aladdin" og "Vaulundurs
Saga". Hans Barndomsaar og Ungdom faldt saaledes sammen med
Gjenfødelsen i dansk Digtekunst.
I 1812 blev han Student, dimitteret fra Borgerdydsskolen, og Aaret
efter tog han anden Examen, men videre kom han ikke paa den akademiske
Bane. I nogle Aar maatte han finde sig i at gaa "Kontorvejen", der sikkert
er falden ham saare trang, og det synes, som om den ogsaa for en Tid
har standset hans poetiske Aare. Fra Tiden omkring 1817 foreligger
imidlertid flere Digte fra hans Haand, bl. a. Romancen "Den fromme
Clara", der er synlig paavirket af Oehlenschläger, og desuden nogle Digte,
som ikke findes optagne i hans Digtsamling. Et af dem hedder: "Da jeg
var syg" og indeholder følgende Linier:
"O, Lina, hulde Læge! tag mig i din Kur,
Før Døden mig til skumle Orkus slæber!
Lad Medicinen være røde Læber
Og søde Kys min eneste Mixtur!"
- - -
"Farvel" er kun et Ord saa lille,
Men det har Magt -
Og Taaren kom fra Hjertets Kilde,
Da det blev sagt,
Jeg trykked kjærligt Pigens Hænder
Til Bryst og Mund -
"Du seer mig glad, naar Reisen ender,
Vær trøstig kun!"
Da stirred hun med Eet og bæved,
Og op hun foer -
Ved hendes Fod sig langsomt hæved
Den sorte Jord -
Af Angst sneg dunkel sig en Skygge
Ind i min Sjæl,
Det var, som blegnede vor Lykke
I samme Qveld.
"Kom!" hvisked jeg, "hvorfor vel grue?
Det Intet gjaldt -
En Muldvarp skjød sin lille Tue,
See, det var Alt!
Men bort! her skeler Dødens Dvale
Til Livets Held -
Her synge ingen Nattergale
Til vort Farvel!" - - -
Ak, sælsomt skifter Livets Scene,
Knap svandt et Aar,
Da sad jeg atter - men alene,
Hvor Bænken staaer:
Det elskte Navn jeg maatte skue
Paa Gravens Bræt
Og gyse for den lille Tue,
Som dog fik Ret."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
