Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hans Christian Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Publikum tog køligt mod "Phantasier og Skizzer", og den let vundne
Sejr med de første Ungdomsarbejder afløstes af ny Modgang. Man ankede
over det regelløse og heterogene i hans Digtning, bebrejdede ham - og
ikke med Urette - hans skjødesløse Behandling af Sproget; men mest af
alt ramte dog det satiriske Udfald i "Gjengangerbrevene" (om "Hellig
Andersen, der rider paa Musens nattegamle Føl") det unge, yderst følsomme
og pirrelige Digtergemyt. - Ud at rejse, det var den eneste Lindring og
Lægedom, der var at finde.
Andersen tiltraadte nu sin første Udenlandsrejse, en lille Tur, der gik
over Lybeck og Hamborg til Harzen og derfra til Dresden og Berlin.
Udbyttet af Turen blev "Skyggebilleder af en Reise til Harzen og
det sachsiske Schwehz" (1831), men heller ikke dette Arbejde vandt
videre Paaskjønnelse; man fandt, at "Phantasien flagrede for meget, og
Tanken var en altfor sjelden Gjæst". Endnu flere Gjenvordigheder havde
Andersen af de dramatiske Arbejder, som han indleverede til Teatret. Han
skrev bl. a. et fædrelandsk Syngespil i l Akt "Den 2den April", de
originale Vaudeviller "Spanierne i Odense" og "Fem og tyve Aar derefter",
opført under Fællestitlen "Skilles og mødes", dramatisk Skildring i to
Afdelinger (16. April 1836, ialt 3 Gange), og en Operatext "Festen paa
Kenilworth", der altsammen fik en overmaade skarp og fordømmende
Censur af C. Molbech. I 1833 udkom de to smaa Digtsamlinger
"Vignetter til danske Digtere" og "Aarets tolv Maaneder"; men
Kritiken vedblev at være lige ubøjelig. Andersen følte det som "en stor,
tung Sø, der gik hen over ham; at den aldeles vilde bortskylle ham, var
den almindelige Mening". Han siger videre i "Mit Livs Eventyr": "Jeg
følte dybt Saaret af den skarpe Kniv og var nærved at opgive mig selv,
som jeg nu blev det næsten af Alle. Der var ingen Allah uden Gjengangerbrevenes
Forfatter, og Heiberg var hans Prophet."
Under al den Modgang, han havde - og den ramte ham endnu
haardere, saa svag som han var af Karakter og saa følsom i Sind - var
det Konferensraad Collin og det Collinske Hus, der vedblev at være hans
bedste og sikreste Tilflugt, saaledes som Forholdet havde været ligefra H.
C. Andersens første Fremtræden i Kjøbenhavn. En af Husets Sønner, Edvard Collin,
blev især, som det fremgaar af Andersens Breve, hans vejledende Ven og Raadgiver.
Nu gjaldt det atter om at komme ud, bort fra Modgangen og den
skarpe, hjemlige Kritik. Det lykkedes Andersen at opnaa et Rejsestipendium
af Fonden ad usus publicos; Rejsen gik over Hamborg til Paris, og her
begyndte han paa den dramatiske Digtning "Agnete og Havmanden", der
fuldførtes under et paafølgende Ophold i Byen Le Locle i Jurabjærgene og
sendtes hjem til Vennen Edv. Collin, medens Andersen selv drog videre
over Alperne ind i Italien. Han havde næret store Forventninger om sin
"Agnete" - der udkom 1834 - men disse blev langtfra fyldestgjorte.
Den offentlige Kritik udtalte en haard Dom over denne Digtning, der i sin
Helhed manglede selvstændigt poetisk Syn og tillige den tilbørlige, virkningsfulde
Styrke i Fremstillingen af det kjendte Sujet og dets tvende Hovedfigurer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
