Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hans Christian Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Andersen var paa dette Tidspunkt atter paa Rejse; han vidste, at
Opførelsen var bleven fremtvungen til Trods for Teatercensorernes Mening,
og at Fru Heiberg havde nægtet at udføre Titelrollen, og han kunde altsaa
omtrentlig forudse Stykkets Skæbne. Efterretningen derom naaede ham
først under hans Ophold i Rom; men allerede paa Forhaand havde han i
en sygelig irriteret Stemning skrevet til den trykte Udgave af "Maurerpigen"
en Fortale, hvori han beklagede sig over den Forfølgelse, han mente
som Digter at lide under i sit Fædreland. Dette gjorde kun ondt værre og
gav en uvillig stemt Anmelder Lejlighed til at give en haard og skaanselsløs
Karakteristik af Andersens Digterpersonlighed, under idelige Henvisninger
til den paagjældende lidet heldige Fortale[1]. Anmelderen bruger
saa stærke Ord som "literair Charakterløshed, Mangel paa intellectuel
Holdning og Svaghed i aandelig Udvikling". Han siger bl. a.: "Det vilde
nemlig, ved nærmere Eftertanke være blevet ham klart, at Kritikens skarpe
Sprog, som han nu udleder af Ondskab, dels fremtraadte som en naturlig
Reaction mod extravagante Lovtaler, den meer end moderlig ømme Omsorg
for at udbrede Andersens Navn og Oplysninger om hans Person, der
andensteds viste sig, deels virkelig havde sin Rod i en oprindelig Agtelse
for hans Talent og umiskjendelige Digterkald, forenet med den faste
Overbeviisning, at han, for at hans poetiske Mulighed skulde blive til
Virkelighed, maatte uddrives af sin Indbildnings Eden ..." Og videre
hedder det: "... Den Fordring, vi derfor maa gjøre til Andersen, gaaer
ikke ud paa mindre end en total indre Revolution; han maa fornægte sit nærværende
Standpunkt, Livets dybere Betydning maa i en ganske anden
Klarhed gaae op for ham; en virkelig Verdensbetragtning, en fast Overbeviisning,
en reen Kjærlighed til Kunsten maa han tilkæmpe sig; kort, hans
hele literaire Charakteer maa vinde en bestemt Holdning og fast Kjærne,
ellers bliver der ganske vist Intet af ham som dramatisk Forfatter, om
end alle christelige og mahomedanske Blade gjenlyde af hans Roes, om
end hans Arbeider blive oversatte paa alle Menneskenes og Englenes
Tungemaal ..."
En haardere Dom havde Andersen næppe før mødt paa sin Forfatterbane,
og den maatte forekomme ham saa meget mere ondsindet og ubillig,
som han netop kort forinden var bleven varmt hyldet under et Besøg i
Sverige, hvor "Mulatten" nylig var blevet opført og modtaget med stærkt
og enstemmigt Bifald. Ligesom tidligere fandt han nu Lindring i Rejselivet,
og denne Gang udstraktes Rejsen fra Italien til Grækenland og
Tyrkiet og hjemefter gjennem Donaulandene. Frugten af denne Rejse blev
de livfulde Billeder og Skildringer, der indeholdes i "En Digters Bazar".
Andersens dramatiske Produktion bragte ham dog ikke lutter Nederlag.
I Saadanne Arbejder, hvor han havde Herredømme over Stoffet, hvor
Stykket skulde bæres af en idyllisk romantisk Stemning eller bygges over
et naivt, æventyrligt Motiv, og forøvrigt ogsaa med flere af sine Lystspil,
fik han let Publikum i Tale og vandt dets Behag. Vaudevillen "Den
Usynlige paa Sprogøe" (opført første Gang den 15. Juni 1839) naaede 22
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
