Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hans Christian Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Andersen var atter og atter paa Rejse - han følte sjelden Hjemve,
naar han var ude, men des tiere Angst ved Tanken om at vende hjem -
og Rejselivets Indtryk og Oplevelser. gjengav han i "Billeder", der var vidt
forskjellige fra de sædvanlige Rejsebeskrivelser og havde deres bedste
Charme i den Afspejling, de gav af Digterens let bevægelige Sind. Højst
blandt disse Rejsebilleder staar det ovenfor nævnte Arbejde "En Digters
Bazar" (1842), og foruden dette udsendte han senere "I Sverige" (1851),
"I Spanien" (1863) og "Et Besøg i Portugal" (1866).
Samtidig var Antallet af Æventyrene voxet Aar efter Aar. Hvert Aar
ved Juletid udkom et lille Bind Andersenske Æventyr, der efterhaanden
bragte saa gediegne Perler - foruden de ovenfor nævnte - som Tommelise, Den uartige Dreng, Rejsekammeraten, Den lille Havfrue, Kejserens
nye Klæder, Den standhaftige Tinsoldat, Lykkens Galosker, Svinedrengen,
Nattergalen, Hyldemoer, Den grimme Ælling (i "Nye Eventyr", 1845),
Grantræet, Snedronningen, Ole Lukøje, Skyggen, Historien om en Moder,
Flipperne, Stoppenaalen, Den lykkelige Familie, Kjærestefolkene, Springfyrene, Den lille Pige med Svovlstikkerne, De vilde Svaner, Hyrdinden
og Skorstensfejeren o. s. v. - I 1850 udkom en illustreret Udgave af Æventyrene med Vilh. Pedersens ypperlige Tegninger, og dermed havde den
H. C. Andersenske Æventyrdigtning vundet sin uforgængelige Æresplads
i Literaturen.
Den fineste og aandfuldeste Analyse af Andersens Æventyrdigtning er
givet i Georg Brandes Afhandling: "H. C. Andersen som Æventyrdigter" (Juli 1869)[1]. "... Udgangspunktet for hans Kunst," siger
G. Brandes, "er Barnets Leg, der gør Alt til Alt. Derfor gør Andersens
spillende Lune Legetøjsstykker til naturlige Skabninger, til overnaturlige
Væsener (Trolden), til Helte, og bruger omvendt hele Naturen og alt det
Overnaturlige, Helte, Trolde og Feer som Legetøj, det vil sige som
kunstneriske Midler, hvilke i enhver ny kunstnerisk Sammenhæng bliver
stemplede og myntede om. Nerven i denne Kunst er Barnets Indbildningskraft,
der besjæler og personliggør Alt; derved levendegør den et Stykke
Bohave saavel som en Plante, en Blomst saavelsom en Fugl eller Kat, og
Dyret ligesaa fuldt som Dukken, som Portrætet, som Skyerne, Solstraalerne,
Vindene og Aarets Tider. Selv en Springgaas bliver da for Barnet et
levende Hele, et tænkende, villende Væsen. Forbilledet for en saadan
Poesi er Barnets Drøm, i hvilken Barneforestillingerne vexler endnu hurtigere
og med endnu dristigere Forvandlinger end i Legen; derfor tyer Andersen
(som i Lille Idas Blomster, Ole Lukøje, Lille Tuk, Hyldemor) let til
Drømmen som til sit Arsenal; derfor finder han tidt, naar han lader Barnedrømmen
tumle med de Forestillinger, der opfylder og ængster Barnesindet,
sine ypperligste Indfald .... Men Sjælen i denne Poesi er dog hverken
Drømmen eller Legen, det er en egen, atter barnlig, men tillige mere end
barnlig Evne til ikke blot at lade det Ene gjælde for det Andet, altsaa
ombytte Alt, eller lade det Ene leve i det Andet, altsaa levendegøre Alt,
men til ved det Ene hurtigt og flygtigt mindet om det Andet, gjenfindende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
