- Project Runeberg -  Illustreret dansk Literaturhistorie. Danske Digtere i det 19de Aarhundrede /
2:381

(1907) [MARC] Author: Vilhelm Østergaard
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik Paludan-Müller

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

sin vilde Lidenskab, maa gaa til Grunde, medens Endymion føres af Venus
Urania til Elysium for at gjenforenes med Hermione. Hver af Digtets
Stemninger, den hede Attraa ikke mindre end den høje, aandige Pathos,
finder et i lige høj Grad pragtfuldt Udtryk. Hvilken Farve er der ikke
over en Strofe som denne, da Aktæon træder ud af Skoven med sine
Jægere for at belure Diana:

"Ha, Tid det var! Seer I, paa Bølgen svømmer
Min stolte Brud, af sine Nympher fulgt.
Høit over Alle hæver hun sit Hoved,
Og mod sin Brudgom frem hun rækker Hornet,
At klare Toner tolke maa hans Lykke.
Ja, nu Lyksalighedens Time kommer!
Hør, hvor i Jubel Fuglechoret synger!
Seer I, hvor Jord og Himmel ud er smykket
Med Guld og Farver til et Brudekammer?
Det høie Himmelloft sig hvælver blaat;
Af Skovens grønne Løv er Væggen bygt,
Og i den dybe Sø staaer Brudesengen,
Af sølvblaa Bølger vugget, som af Gænger,
Og dækket til af Skummets Perleslør.
Seer I, hvor Bruden kaster Tæppet af?
Mod Landet iler hun, for mig at møde.
Til Skoven længselsfuld hun vinker ind.
Som Hjortens Hjerte føler mit jeg gløde;
Jeg følger efter dig, du hvide Hind!"


Og som Modsætning dertil Højheden i den dejlige Slutningshymne til
Venus Urania:

"Himmelske Venus!
Dig vi med Jubel paakalde!
Du, som din lysende Skjønhed
Gav til de natlige Kjerter,
Gav til det talende øie
Som til høimodige Hjerter.
Dig vi lovsynge nu Alle!
Du, som med Troskab i Barmen,
Kommer til Bistand i Nøden;
Fylder vort Bryst med din Glæde,
Frelser tilsidst os i Døden.
Dig vi til Fode nu falde!
Du, som saa mægtig og stille
Vandrer bestandig den Samme,
Og i de rindende Tider
Speiler din evige Flamme.
Dig vi til Fode nu falde!
Dig vi lovsynge nu Alle!
Dig vi med Jubel paakalde:
Himmelske Venus!"


Det store mytologisk-dramatiske Digt var et Arbejde, som Digteren
nok turde have hvilet paa en lille Tid, men endnu samme Aar, i Slutningen
af 1841, udkom første Del af Paludan-Müllers største og mest
monumentale Værk: "Adam Homo".

Vi har ovenfor citeret Georg Brandes’ Ord, at "det er det mandigste
Digterværk, der er skrevet paa Dansk"; med Rette er det ogsaa blevet
betegnet som enestaaende i alle Landes Literatur. Enhver Dansk, som har
blot et Minimum af literære Interesser, har læst det ikke blot én, men
mange Gange; thi det hører til de aandelige Storværker, som giver forøget
Udbytte, hver Gang man fordyber sig i det. Ikke saaledes at forstaa, at
Tilegnelsen er vanskelig; dertil er Digtningens Ide for almenmenneskelig,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:08:14 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dandig19/0487.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free