Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frederik Paludan-Müller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
medens han var paa Rejsen, og det ser ud til, som om han endda samtidig har været sysselsat med Digtet "Venus". Det var en forbavsende og
enestaaende Produktivitet.
I 1844 udkom de to mytologiske Digtninge "Dryadens Bryllup" og
"Tithon", og det følgende Aar, 1845, indeholdt J. L. Heibergs Aarbog
"Urania" Digtet "Abels Død". Disse tre Digtninge har tilfælles, at de
hver for sig har optaget Dødstanken som Grundmotiv. I "Dryadens
Bryllup" er Apollo af Gudernes Fader bleven forvist til den mørke Jord,
og under dette sit Jordliv har Digterguden forelsket sig i den yndige
Dryade. Men just som deres Bryllup skal fejres, kommer Hermes som
Udsending fra Olympos med Bud til Pan om at fælde det Træ, hvortil
Dryadens Liv er knyttet; thi Guderne savner Apollo og vil derfor ikke tillade,
at han glemmer sit udødelige Udspring i Dryadens Favn. Pan adlyder
kun nølende, men han tør ikke modsætte sig Kronions Vilje, og Dryaden
maa dø. Idet hun fører Bryllupsbægeret til sin Mund, synker hun om, og
til den gyldne Lyra, Digterguden har skænket hende, synger hun sin
Hymne til Livet, som hun maa forlade. - I dette Digt ligger Dødstanken
indesluttet i en poetisk Idyl, hvor selv Smerten bliver til Harmoni og
Skjønhed. I "Tithon" derimod fremtræder den med stærkere og dybere
Toner; her prises Døden som Nattens stille, evige Ro. Tithon - Søn af
Kong Laomedon i Troja - optages af Aurora i Morgenrødens Rige og
faar af Guderne skænket Udødelighedens Gave, men han længes tilbage til
Jorden, og da han atter gjæster den, er hans Rige gaaet til Grunde, hans
Hustru, Electra, bleven en gammel Kvinde, han selv en Olding. Da fører
Aurora ham for anden Gang med sig gjennem Ætherhavet for at skjænke
ham ny Ungdom og Skjønhed; men Tithon ønsker kun Døden, og da
Morgenrødens Gudinde, uden at vide det, bringer ham hans Ønskes
Opfyldelse med Gudernes sidste Gave, stirrer Tithon ned i Bægeret med Dødens
Drik og udbryder:
"Ja, underfuldt mig styrker dette Syn.
Ned i den mørke Drik med Fryd jeg skuer,
Thi mig den minder om den gamle Nat.
Det er, som Alt bag disse Draaber skjultes,
Som dobbelt klart jeg saae mit eget Liv,
Mens paa den dybe Bund mit Billed gynger.
Vidunderligt min Ungdoms svundne Drømme
Sig blande her med Glimt af Fremtidssyner,
Og mens en ukjendt Ro mit Hjerte fylder,
Min Længsel hviler ved sit fjerne Maal. -
O, skjønne Bæger! Skat, saa dyrebar,
At ingen anden tør med dig sig ligne!
Tag du mit sidste Kys, og bring fra Lyset
Mig ind i Skyggen af den stille Nat!"
"Saa sad de, bøied’ under Tidens Vægt.
Thi for Forventningen kun langsomt sniger
Sig Tidens Bølge - draabeviis den viger,
For Eva tyktes den uendelig.
Hvert Øieblik hun drager Kappens Flig
Fra Sønnens Ansigt bort, for at erfare
Om end ei aabnede hans Øine vare,
Om end ei Sjælen vaagned af sit Blund -
Men kun dens lukte Porte skuer hun.
Hvert Øieblik hun bøier ned sit Øre
Imod hans Bryst og Mund, for der at høre
En Klang af Livet i hans Hjertes Slag,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
