Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Frederik Paludan-Müller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Et Budskab fra det i hans Aandedrag -
Men Alt er stille som i Dybets Huler.
Naar da igjen med Dækket hun ham skjuler,
Og Adam spørgende paa hende seer,
Da kommer intet Svar fra Læben meer,
Hun ryster kun paa Hovedet i Smerte,
Og trykker Abels Haand imod sit Hjerte;
- - -
"Abels Død" munder ud i Evighedshaabet, idet Adam og Eva ser
deres Søn gjenopstanden fra Døden under Livets Træ i Paradisets Have.
Og denne Døds- og Evighedstanke bliver fra nu af den bærende Ide i
Paludan-Müllers Digtning.
I henved fire Aar, fra Begyndelsen af 1845 til Slutningen af 1848,
kommer intet nyt Arbejde fra hans Haand. Men derpaa udsender han
Fortsættelsen og Slutningen, anden og tredie Del, af "Adam Homo".
Tidspunktet var ikke gunstigt. Det danske Folk oplevede just nu en Løftelsens
Tid, hvor man stolede paa Personlighedens Magt og følte nye Kræfter røre
sig. Der var altsaa daarlig Jordbund for den bitre Skildring af en Pseudo-Helt,
der tilsidst staar afklædt for al Idealitet, og ringe Modtagelighed for
de hvasse Svøbeslag, hvormed Digteren revser sin Tid og tillige al
menneskelig Ynkværdighed. Men saa vægtige Ord talte Digtet, saa mandigt
og helstøbt var det, saa mægtigt det Jndtryk, denne Menneske- og
Sjæleskildring maatte gjøre, at selv Modstanderne nødtes til at bøje sig, og
"Adam Homo" mødtes nu i det hele af en varm og anerkjendende Kritik.
P. L. Møller var vel den, der brugte det bedste og mest rammende Ord,
da han betegnede Værket som den menneskelige Komedie i Modsætning til
Dantes guddommelige.
I Originaludgaven begynder anden Del af "Adam Homo" med Adams
Rejse over til den jydske Præstegaard, Budskabet om hans Moders Død,
som han modtager undervejs i Korsør, derefter Mødet med Komtesse Clara
ombord i Smakken og Besøget paa Galtenborg, der bliver Udgangspunktet
for hans senere Skæbne. Anden Del indeholder en konsekvent
fremadskridende Handling, en Kjæde af Begivenheder med et voxende Galleri af
typiske Figurer, der samler sig til det mærkværdigt levende Skuespil, under
hvis Fremadskriden man ser Helten synke Fod for Fod, indtil han mod
Slutningen af Digtets anden Del føler sig inderlig lettet ved at "tage sit
Parti" og uden flere Skrupler "opgive Idealet", saa at han staar som den
fuldt færdige Filister, der nu kun har det sidste Stykke Vej at tilbagelægge,
inden han som Personlighed gaar totalt til Grunde, hvor langt han end
er naaet frem i ydre Anseelse og Storhed.
Men "Tankebilledet", der skulde fremgaa af Digtet, er dermed ikke
fuldført. Paludan-Müller forlader ikke sin Helt, da han har vist os den
gyldne Indskrift paa hans Grav:
"Her hviler Adam Homo med den blide Aand,
Baron, Geheimeraad, Ridder af det hvide Baand."
Modsætningen til Adam Homo er Alma, den ideale Kvindeskikkelse,
der i sin Renhed og sjælfulde Skjønhed lyser op i Digtets bitre
Menneskeskildring. Den korte, ellevte Sang fortæller os hendes Død og er
Indledningen til det følgende Afsnit, den ejendommelige Samling Digte, der er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 19:08:14 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/dandig19/0491.html
