Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Carl Bagger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det snarest Vemod, baade naar man dvæler ved hans Levnetsløb og ved
hans Digtning. -
I Roskilde Skole, hvortil Carl Bagger altsaa blev sendt i elleve eller
tolv Aars Alderen, regnedes han mere til de velbegavede og opvakte end
til de flittige Elever, og det samme Vidnesbyrd fulgte ham, da han i 1822
fik en Gratistplads i den nye Skole i Sorø. Digterne Wilster og Ingemann,
der som bekjendt begge var Lærere ved Skolen, har hver især
givet ham deres Bedømmelse efter et afsluttet Skoleaar. Den førstnævnte skrev:
"Et flygtigt, men lyst Hoved, som ved mere anstrængt Flid og mindre Barnagtighed kunde bringe det meget vidt."
Medens Ingemann siger:
"Bagger synes at have meget gode Anlæg, men er endnu, om end med de bedste
Forsætter, dog altfor ustadig saavel i sin Flid, som i alvorlig Iagttagelse af den nødvendige Skoleorden."
Trods alle Spilopper har der dog ogsaa tumlet alvorlige Tanker i den
unge Carl Baggers Hoved. Han skrev ikke blot Skæmtedigte og tegnede
Karikaturer, men et saa smukt og følt Digt som "Ønskerne" stammer ligeledes fra hans Skoletid. Det lyder saaledes:
"En lang, en sygelig Dremmervei,
Derom, Alfader, jeg beder Dig ei;
Lad Skibet seile saa kort, Du vil,
Naar Fartøiet løber blot muntert til.
Lad ei som Mand mig forbande det,
Hvad Barnet velsigned som stort og ret;
Lad aldrig mig skue med Taareflod,
Hvad tidligen varmed mit Hjerteblod.
Lad Sjælen elske den skjønne Jord,
Men glemme dog ei, hvad der oven boer;
Hvor herligt der end er i Hjemmets Land,
Kun Afglands af hisset det være kan.
Den Mund, som svarte min Længsels Raab,
Lad den og i Døden tilhviske mig Haab;
Det Hjerte, som eengang har banket for mig,
Lad aldrig blot det forandre sig!
Og dem, jeg elsker, men aldrig saae,
De henfarne Store, som nær Dig staae,
Med dem lad mig boe i dit høie Huus,
Naar Jordebygningen synker i Gruus.
Men Æren i skinnende Sølvermor,
Hun svæve ned paa min Grav i Nord,
Hun kæmpe kjækt imod Glemsels Vold
Og sjunge mit Navn for en yngre Old!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
