Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Søren Kierkegaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at han søgte Sandheden med en Ild og Inderlighed, stærk nok til for dens
Skyld at bære et Martyriums Lidelser.
Søren Aabye Kierkegaard fødtes i Kjøbenhavn den 5te Maj 1813
og var yngste Søn af Hosekræmmer Michael Pedersen Kierkegaard og
dennes anden Hustru og tidligere Tjenestepige, Anne Lund. Forældrene
var halvgamle Folk, henholdsvis 57 og 45 Aar, da dette deres syvende
Barn kom til Verden. Faderen havde oprindelig været en fattig Bondedreng
fra Ringkjøbingegnen; senere kom han i Hosekræmmerlære og arbejdede sig
frem til at blive en velstaaende Mand. Han var en tungsindig, grublende
Natur, strængt religiøs og tillige udrustet med en skarp Forstand og en
stærkt udviklet Fantasi. Moderen skal have været et hyggeligt og fornøjeligt
Menneske, men hun havde ikke Kræfter eller Evne til at øve nogen
Indflydelse paa sin Ægtefælles mørke Livssyn, og dette beherskede ganske
det stille og ensomme Hjem. Den oprindelige Aarsag til Michael Kierkegaards
Tungsind og hans Frygt for, at Guds Vrede skulde være over hans
Hus, kan, efter hvad der senere er blevet oplyst, føres tilbage til en
Begivenhed, der laa mange Aar tilbage i Tiden. Som fattig Vogterdreng
ovre paa den jydske Hede var M. Kierkegaard, knapt tolv Aar gammel,
forpint af Sult, Kulde og den tyngende Ensomhed, en Gang stegen op paa
en af Hedebakkerne og havde forbandet Gud. Mindet om denne grove
Synd havde han aldrig kunnet slippe; den voxede sig tværtimod større og
større, jo ældre han blev; han naaede en Alder af 82 Aar, men denne
lange Levetid betragtede han mere som en Straf end som en Velsignelse,
ogsaa til Trods for den Fremgang, han havde havt i sine ydre Livsvilkaar.
Der gik mange Aar, før Søren Kierkegaard erfarede Aarsagen til
Faderens Tungsindighed; men den mørke Tone i Hjemmet mærkede han
fra sine tidligste Barneaar. Han blev oplært i Stræng Gudsfrygt, med
sygelig udviklet Følelse af Skyld og Ansvar; han forstod selv, at det var
"en menneskelig set vanvittig Opdragelse"; men det hindrede ikke, at han
omfattede sin Fader med en øm, respektfuld Kjærlighed, som han bevarede
hele sit Liv. - Han skildrer sig saaledes i Barneaarene: "... spinkel
og svag, næsten i enhver Henseende nægtet Betingelserne for ogsaa at kunne
gjælde for et heelt Menneske, sammenlignet med Andre, tungsindig, sjælesyg,
paa mangfoldig Maade dybt og endelig forulykket". Han var et gammelklogt
Barn, der intet kjendte til jævnaldrende Kammerater; han kom sjældent
eller aldrig ud; hans fortroligste Omgangsfælle var den gamle, grublende
og drømmesyge Fader, hvis Yndlingsbarn han var. G. Brandes fortæller
i sin store Essay om Søren Kierkegaard (med Henvisning til "Efterladte
Papirer"): "... naar Søren bad om Tilladelse til at gaa ud og som
oftest fik et Afslag, tog Faderen ham ved Haanden og foreslog ham til
Gjengjæld en Spadseretur op og ned ad Gulvet, hvorhen han vilde, til
Frederiksberg eller ud ad Strandvejen. Da fortalte Faderen Alt, hvad de
saa. De hilste paa de Forbigaaende; Vognene larmede dem forbi og overdøvede
Faderens Stemme. Kagekonens Frugter havde aldrig set saa indbydende ud.
Faderen fortalte Alt saa nøjagtigt og saa levende, at Søren
efter en halv Times Forløb var mere træt og overvældet end af en virkelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
