Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Søren Kierkegaard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
anden og ingen kan undværes. Der er de to Hovedgrupper: de "opbyggelige Taler",
udgivne med Søren Kierkegaards Navn, og de æstetisk-fiiosofiske
Skrifter under de skiftende Pseudonymer, men det ene Skrift supplerer og
fuldstændiggjør det andet, Bygningen rejser sig Stokværk for Stokværk. I
"Stadier paa Livets Vej" ("In vino veritas". - "Skyldig-Ikke Skyldig")
uddybes Problemerne fra "Enten-Eller", ligesom de religiøse Tanker, der
første Gang kom frem i "Ultimatum", faar deres grandiose Væxt, bestandig
inderligere, dybere og stærkere i "Frygt og Bæven", i "Gjentagelsen", i
"Begrebet Angest" og i den samtidigt følgende Række "opbyggelige Taler",
indtil man naaer Periodens sidste monumentale Værk: "Afsluttende uvidenskabelig
Efterskrift", der danner det store Vendepunkt i Forfatterskabet
og Overgangen til de udelukkende religiøse Skrifter, idet det stiller Spørgsmaalet
om at være Christen frem som Hovedproblem. -
Søren Kierkegaard havde allerede i Forordet til "To opbyggelige Taler"
betonet sit Forhold til "den enkelte" - "hin enkelte, hvem jeg med Glæde
kalder min Læser". I "Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift"
lægges paa anden Maade Personlighedsforholdet til Grund, idet der spørges:
"Hvorledes bliver jeg Christen, jeg Johannes Climacus o. s. v. ..." I en
mesterlig og overlegen Fremstilling gaar dette Skrift ud paa at bevise, at
det at være Christen er en Personlighedssag, en Inderliggjørelse i Tro og
Skyldbevidsthed, for hvert enkelt Menneske, idet alt beror paa "den Lidenskab,
hvormed Paradoxet gribes". "... Ved Forholdet til Gud og evig
Salighed sættes der den Enkelte et absolut Formaal, en absolut Gjenstand.
Det Religiøse er forskjelligt fra det Etiske ved, at medens den Enkelte etisk
set kun har med sig selv, sin egen Virkelighed at gjøre, er han religiøst
set uendeligt optagen af en anden Virkelighed end sin egen ..." Det
hedder videre: "... Troens Gjenstand er Paradoxet i højeste Forstand,
det Selvmodsigende, det Absurde ... Kun ad én Vej er det muligt at
træde i Troens Forhold til det højeste Paradox: naar Skyldbevidstheden
potenseres til Syndsbevidsthed, det vil sige, naar den Enkelte ikke blot
opdager i sig en Modstand mod det Evige, men en fuldstændig og selvvillet
Ændring i sin Natur. Bevidstheden herom fremkaldes og betinges netop
ved det guddommelige Paradox’s Fremtræden: kun ved en Aabenbaring
kan Mennesket opdage den totale Ændring af sin Natur og af Menneskenaturen
i det Hele ... Ved Paradoxet om Troens Gjenstand og ved
Syndsbevidstheden som dens Forudsætning er den største Fordybelse i
Existens, den største Inderlighed og den største Lidelse naaet. Det er det
Standpunkt, der fremtræder i Christendommen. -"[1]
Dette er i de kortest mulige Træk Tankegangen i det betydningsfulde
Skrift, der afslutter den første store Periode af Kierkegaards Forfatterskab.
For ham selv stod det saaledes, at han nu kunde slutte af som Skribent
og udføre sin Beslutning om at søge et afsides Landsby præstekald. I "Afsluttende
uvidenskabelig Efterskrift" havde han vedkjendt sig alle Pseudonymerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
