Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christian Richardt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kunst, som stiller dette Digt paa en særegen Plads. Det tager sit Udgangspunkt
fra det belejrede Bethulia, hvor Nøden og Skrækken voxer
med hver Dag, medens Holophernes’ Krigshær har omringet Staden. Der
synes ikke længer at være noget Haab om Frelse; men da er det, Judith
fatter sin heltemodige Beslutning. Ledsaget af sin Terne begiver hun sig
ved Nattetid til den fjendtlige Lejr, føres til Høvdingens Telt og stilles
Ansigt til Ansigt med Holophernes, der overlistes og fortrylles af Israels skjønne
Datter. I tre Dage vandrer Judith ukrænket om i Fjendens Lejr. Den fjerde Dag
fejres en Offerfest for Ba-al, og Holophernes skikker Bud til den fremmede
Kvinde om at gjæste ham i hans Telt; men atter overlister hun den
mægtige Høvding: da han, beruset af den nydte Vin, er sunket tilbage
paa Lejet, afhugger hun hans Hoved med hans eget Sværd, og kysk som
hun er kommen, forlader hun Teltet og flygter tilbage til sin Hjemby,
til Bethulia, for at forkynde dens betrængte Indbyggere sin Daad og
opildne dem til et sejrrigt Udfald mod Fjenden. Medens den bibelske
Fortælling saaledes er fulgt i Hovedtrækkene, har Digteren fæstet de
hurtig forbiglidende Optrin i en Billedrække, der har baade stærke og
skjønne Farver. Saaledes det sidste Optrin mellem Judith og Holophernes.
Judith siger:
"Jeg planter alt min Haand i dine Lokker,
see, hvor jeg tæmmer dem, de sorte Snoge!
og som din Fremtids stolte Herskerinde
jeg drikker Dig det sidste Bæger til, -
det tømmer vi paa vore Fjenders Rædsel,
det sidste Bæger!"
"Ja, det sidste, Judith,
og saa, -" han vil sin Arm om hende slynge,
men Armen segner som en knækket Raa,
og Bægret triller raslende i Sandet,
og Vinen sprøjter over Judiths Lin.
Et Dyr - et Dyr af Vin og Elskovsbrynde,
han tumler maalløs paa sin Sengehynde.
- Kysk som hun kom, hun rejser sig af Lejet,
river af Søjlen ned hans krumme Slagsværd,
og staar et øjeblik i Tanker fangen,
saa ubevægelig som Herrens Engel,
før han de Faldne drev af Paradiset.
Hun lytter, - hører kun sit Hjertes Banken; -
"Mon ej Bagoas lurer udenfor?
Nej - som han sagde - nu er Natten vor,
nu eller aldrig! - Ingen Skjælven. -
Ja-el,
som hamred Naglen i din Fjendes Tinding,
laan mig dit Mod! Nej Du, al Isra’ls Herre,
laan mig din Kraft og fyld mig med din Aand,
fæld Isra’ls Fjende ved en Kvindes Haand!
- Sover han? Ja! vellystigt smiler Munden,
de hvide Rovdyrstænder graadigt blinke,
men Armen hænger slapt om Sengefjælen,
tung som en frugtbetynget Gren fra Træet.
Krumseglen dirrer i min Haand, - hvi saa?
Nej nu er Frugten moden til at plukkes,
og om end Saften sprøjter som Granatens,
saasnart man ridser i dens Kjød, -
den maa!
Du har jo skænket mig min Fjendes Hoved, -
saa far til dine Fædres Skygger ned,
Du Fjende af min Gud, mit Folk, min Fred!"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
