Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Georg Morris Cohen Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en æstetisk Prisopgave (om den historiske Roman) og 1863 Universitetets
Guldmedaille for en Afhandling om Skæbnebegrebet i den antike Tragedie;
atter det følgende Aar, 1864, tog han med Udmærkelse Magisterkonferens
i Æstetik.
Med glimrende Resultater havde han saaledes tilbagelagt sine
akademiske Læreaar, medens han samtidig gjennemgik en stærk aandelig Gjæring,
under hvilken hans Livs- og Verdensanskuelse vandt fast Form. I sine
æstetiske og filosofiske Studier var han begyndt med J. L. Heiberg og Søren
Kierkegaard. Med den lidenskabelige Optagethed, der kjendetegnede hele
hans Væsen, havde han derpaa vendt sig til Hegel, Spinoza og Feuerbach
for endelig at havne i fransk Æstetik, engelsk Filosofi og Morallære,
navnlig hos Forfattere som Sainte-Beuve, Taine og Stuart Mill, og under
Paavirkning af disse Verdensliteraturens Stormænd fandt G. Brandes det
egentlige Udgangspunkt for den banebrydende Virksomhed, han selv skulde
komme til at udfolde. Her hjemme var Filosofen Hans Brøchner den, der
stod ham nærmest.
I 1866 udsendte han sin første polemiske Piece: „Dualismen i vor
nyeste Filosofi“, hvori han bekæmpede den Rasmus Nielsen’ske
Filosofi, med dens Forsøg paa at mægle mellem „Tro og Viden“, og
overhovedet traadte i Opposition til de Aandsretninger, som var herskende
herhjemme, og paa samme Tid viste han sig gjennem sine Kritiker i
„Dagbladet“, „Fædrelandet“ og „Illustr. Tidende“ som Banebryder for en ny
kritisk Methode: Kritiken bygget paa en „psykologisk-kulturhistorisk
Literaturbetragtning“, der havde til Øjemed at finde Mennesket og Tidsaanden
bag Værket og – som afgjørende Livsbetingelse – krævede Literaturens
Forbindelse med Virkeligheden, en Literatur, der ikke svævede mellem
Skyerne, men handlede om Mennesker, der bevæge sig paa Jorden. Denne
moderne Literaturbetragtning hindrede dog ingenlunde G. Brandes i at
se med den fineste og kjærligste Forstaaelse paa vore egne betydeligste
Digtere af den gamle Skole, og i sine „Æstetiske Studier“ (1868) og
„Kritiker og Portræter“ (1870) giver han en Række Afhandlinger og
Monografier, der allerede paa dette Tidspunkt røber en Mesters Haand.
I Februar 1870 forsvarede Georg Brandes sin Doktordisputats: „Den
franske Æstetik i vore Dage“, og derefter tiltraadte han en
Udenlandsrejse, der varede det meste af to Aar. Han besøgte London, Paris
og Rom og stiftede personligt Bekjendtskab med Mænd som Stuart
Mill, Taine og Renan; paa nært Hold og i en stormfuld Tid studerede han
sociale og politiske Forhold, og med sin overordentlig følsomme
Modtagelighed optog han i sig disse stærke Indtryk, der yderligere maatte drive
ham frem mod det Maal, han havde stillet sig: at lede Strømningerne fra
de store Kulturlande ind over vor hjemlige Jordbund.
Efter sin Hjemkomst aabnede Georg Brandes sin Forelæsningsrække
med „Emigrantliteraturen“, der udgjør første Del af „Hovedstrømningerne".
Det var som et Baal, der pludselig tændtes og lyste vidt om. I Forening
med det aandfulde Syn, den omfattende Viden og den glimrende
Veltalenhed, hvormed disse Forelæsninger holdtes, var der tillige en agitatorisk
Trods, en personlig Radikalisme i religiøse og sociale Spørgsmaal, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
