Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Holger Drachmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sidst, ikke mindst – Slutningsdigtet „Med høj Horizont“. Det er
Digterens egen lidelsesfulde Oplevelse, der har født dette skjønne og dybe Digt,
hvis næstsidste Strofe lyder:
„Fortæl dem Alle, hvorhen I gaar,
I, mine dæmpede Toner!
At Lykken at synge med ensomme Kaar,
ja selv med Forladthed forsoner;
flyv kun, I dæmpede Toner!
Og spørger Jer Nogen saa superklog,
hvorfor I da netop vil dæmpe Jert Sprog,
naar Lykken dog ligger i Sangen,
saa svar ham ikke, men peg paa Vrangen!
Kender han Livet, han vil Jer forstaa. –
Og at synge for Alle og fattes af Faa,
det er netop Lykken, som Sangen kan naa.“
I Efteraaret 1875 drog Drachmann atter udenlands. I München, hvor
han opholdt sig i Vinteren 1875-76, skrev han sin første Roman „En
Overkomplet“, der er yderst løst komponeret, og hvis Hovedfigurer
er tegnede med en Uklarhed, som stiller Læseren ret kold overfor disse
Personers Oplevelser og endelige Skæbne. Men havde „En Overkomplet“ end
saaledes sine store Skavanker som Roman betragtet, havde Bogen til
Gjengjæld et andet Fortrin – fælles med flere andre af Drachmanns senere
Prosaarbejder – den indeholdt en Række indstrøede Digte, saa skjønne og
fuldttonende som der nogensinde fandtes i dansk Poesi. Disse Digte optoges
senere i Samlingen „Ranker og Roser“, og først af dem alle maa nævnes
„Sakuntala“, som Drachmann, efter hvad der fortælles, skrev paa Bagsiden
af et Teaterprogram under en Mellemakt, da han en Aften overværede
Kalidasas Skuespil. Digtet begynder med denne vidunderlige Stofe:
„Jeg kunde for Længsel ej sove,
en Blomstervind
slog mig imod,
strømmed herind ad mit Vindu
som en vellugtaandende Flod;
jeg hørte de høje Palmer
suse svagt
med sød Musik;
det hvisked, ihvor jeg stod og gik: Sakuntala, Sakuntala.“
Foraaret 1876 tilbragte han i Venezia, og med sin overvættes frodige
Produktionsevne skrev han her de herlige venetianske Sange (optagne i
Samlingen „Sange ved Havet“, 1877) foruden Novellen „To Skud“, der
sammen med de tidligere forfattede Noveller, „Najaden“ og „Dædalus“
udkom 1876 under Fællestitlen „Ungt Blod“. Fra Venezia rejste han til
Florents, og det havde været hans Hensigt derfra at gjøre en Fart til Ægypten.
I Florents blev han imidlertid alvorlig syg, og i Stedet for at begive sig til
Nilens Bredder, rejste han – da Sygdommen var lykkelig overstaaet –
hjem til Danmark og slog sig ved Sommertid ned i Egnen ved Esrom Sø,
hvor han skrev „Sange ved Havet“ og Romanen „Tannhaüser“, der
er en endnu mere formløs Bog end „En Overkomplet“, men – ligesom
denne – har sin Styrke i de indstrøede Digte, der bestandig vil blive regnet
blandt det ypperste i Drachmanns, Poesi. Nogle af disse Digte høre tillige
til hans mest kjendte, exempelvis „Den Spillemand snapped Fiolen“ og
„Du retter tidt dit Øjepar“.
I 1877–78 var han atter paa Farten, opholdt sig i Paris og London,
og under et flygtigt Besøg hjemme i Danmark – i April 1877 – kom
han gjennem Sønderjylland, hvor Minderne fra Krigen 1864 inspirerede ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 19:08:14 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/dandig19/0644.html
