Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Holger Drachmann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Toner“, 1897 udkom „Brav-Karl, et Skuespil“, 1898 „Kors og Kaarde,
to Skuespil“, („Mellem Troesfæller“ og „Naar Klostermuren brydes“)
og s. A. „Gurre. Et Drama“. – 1895 havde han udsendt den friske og
fornøjelige Fortælling „Kitzwalde, en lille munter Ridderroman“, illustreret
af Louis Moe (3die Opl. 1899), og 1899 „Den hellige Ild“, en underlig
Bog, Polemik og Lyrik, Selvportrætering og Selvbeskuelse, Vrede mod
Land og Folk, Samfund og Borgerskab, altsammen blandet mellem
hinanden i bunden og ubunden Stil, med mange stærke Ord og spredte Glimt,
der røber den store Digter.
Fra de seneste Aar skriver sig „Hallfred Vandraadeskjad, et Drama
i fem Akter“ (1900), „Broget Løv“. Digte (1901), „Det grønne Haab“,
Skuespil med Sange i 3 Akter, 1902 (opført paa Frederiksberg Teater) og den
lille fine og stemningsfulde Fortælling „Kirke og Orgel“ (1904). – En
Jubilæumsudgave af „Digte“ fra 1872 udkom 1896, samme Aar en
Folkeudgave af „Sømandshistorier“ (2det Oplag 1901), 1898 en samlet Udgave af
„Ungdomsdigte“ (indeholdende Samlingerne „Digte“, „Dæmpede Melodier“,
„Sange ved Havet“ og „Ranker og Roser“) og 1901 „Udvalgte
Fortællinger“, udgivne af „Gyldendals Bibliothek“. – Gjennem Størsteparten af
de senere og sidste Aars Produktion spores der snarest den samme Higen
og Uro som i Digterens unge Dage, og der er den samme „Udve“, den,
som atter og atter lige indtil de sidste Aar har ført Drachmann paa
Vandring. I 1899 tilbragte han endogsaa det meste af et Aar i Nordamerika og
holdt Ferie mellem Fiskerne paa Newfoundland.
Under al den Uro, der har været i hans Liv og i hans Digtning –
med den idelig skiftende Bevægelse, snart dansk, snart „evropæisk“, er der
dog ét, han er vedbleven at være: den store Kunstner og Digter. Han er
det med hver eneste Nerve, fra Isse til Taaspids, og derigjennem forklares
bedst hans Væsens Mangfoldighed. Selvforherligelse er som Regel lidet
tiltalende; men man finder det endda ikke saa helt urimeligt, naar han synger:
„Jeg sidder som jeg altid sad:
jeg sidder højt tilvejrs;
jeg lader Røgen sprede sig,
jeg lader Banden kede sig; .
de mærker dog omsider, de kan mig ikke naa.
Ja, Kære, saadan sidder jeg
og smiler ad de Smaa:
jeg sidder over Skyerne, hvor Himlen den er blaa.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
