Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - J. P. Jacobsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
En smuk og indtagende Scene fra denne Periode i J. P. Jacobsens Liv
fortæller Edv. Brandes i sit Forord til „Efterladte Breve“:
... Det var en Vinternat i Februars Begyndelse 1872, at Jacobsen – Klokken
var vist to og han og hans Gæst havde gennemtalt Bunker af Literatur i den
skønneste Enighed – gav sig til at fortælle om, at han fra Dreng af havde skrevet Vers.
Det var i den usle Stue i Studiestræde; de havde drukket ungarsk Vin og spist nogle
uhyre tørre og lidet velsmagende Kager. Vennen laa saa lang han var paa Sofaen, som
man altid frygtede vilde gaa itu, og han var temmelig søvnig; men Jacobsen, dampende
paa en lang Pibe – for han røg altid og fortvivlede, da Lægerne tilsidst forbød ham
det – sad som en Vismand og grundede over Piben og Glasset. Efter nogen Snak blev
det bestemt at Jacobsen skulde oplæse et af sine Vers – blot for Tidsfordrivs Skyld.
Og Jacobsen famlede med komisk Ivrighed et Blad Papir frem, temmelig febrilsk og dog
ladende som om det var et Indfald af ingensomhelst Betydning.
Saa begyndte Jacobsen, først lidt ængstelig, derpaa sikker og baaren af sin Følelse,
med denne skønne Stemme, der klang stærkere i Nattestilheden, at læse:
Har du faret vild i dunkle Skove?
Kender du Pan?
Jeg har følt ham,
ikke i de dunkle Skove
medens alt tiende talte,
nej, den Pan har jeg aldrig kendt,
Men Kærlighedens Pan har jeg følt,
da tav alt talende.
osv. osv.
Under denne Oplæsning, hvor for første Gang de sære og skønne Toner lød fra
en Strængeleg, hvis Lige aldrig før var hørt i dansk Poesi, rejste Vennen sig højere og
højere op i Sofaen og betragtede Jacobsen med stigende Forbavselse. Da denne havde
sluttet, udbrød han i samme Nu: „Men du er jo Digter!“
„Ja, det ved jeg nok,“ svarede Jacobsen med en Art Ro, „og det har jeg altid
vidst.“ Og virkelig, han havde altid vidst det, gaaet om med sin Drømmen og Viden
uden at meddele noget derom til nogensomhelst.
Det var ganske umuligt for andre at ane hans Tanker: intet i Jacobsens Tale og
Væsen røbede indtil da, at han drømte om at blive en Digter og en af de Store, en
Fornyer og Grundlægger. Hans Optræden var ligesaa beskeden som hans Livsførelse
syntes jævn, og skulde den betegnes: da snarere den geniale Lediggængers end den
maalbevidste Storarbejders ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
