Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - J. P. Jacobsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvis J. P. Jacobsen allerede næste Aar kunde have udsendt en ny Bog,
vilde den være bleven „reven bort“. Men det varede fire lange Aar, før
hans næste Arbejde saa Lyset. Ikke før December 1880 udkom „Niels Lyhne“.
I Mellemtiden havde han Aar efter Aar kæmpet som en Helt mod den
Sygdom, der hærgede ham. Gjentagne Gange søgte han sydpaa, til Frankrig
og Italien, mest for at finde Lindring for sine Lidelser; thi han trivedes
ellers bedst hjemme. Han erklærede, at man jo ikke forstod det fremmede;
der var slet intet, man „kunde bruge“; i alt Fald vilde han behøve
Maaneder og Aar for at gjøre sig fortrolig f. Ex. med en Bjergegn, saaledes
at han fuldt ud kunde glæde sig over den. Vinteren 1877–78 var han i
Montreux, den følgende Vinter i Italien, hvor han den meste Tid opholdt
sig i Rom.
Af „Efterladte Breve“ ses det, at han under Opholdet i Montreux var
ivrigt optagen af „Niels Lyhne“. „Det bliver en Nutidsfortælling,“ skriver
han hjem til Edv. Brandes. „Begyndelsen kender du, men kan ikke huske
den: „Hun havde Blidernes sorte straalende Øjne o. s. v.“, foregaar i
Jylland, mest ved Limfjorden og nede i Vardekanten. Jeg tror, Stedet her
egner sig til at skrive paa ...“ I et følgende Brev, en Maanedstid senere,
fortæller han videre om „Niels Lyhne“: „... Med min Bog gaar det
langsomt nok, det bliver en psykologisk Skildring af den Gruppe af
fritænkerisk anlagte Romantikere, som hos os trænges tilbage og overfløjes af de
politiske Naturer fra 48, de religiøs Vakte fra samme Tid o. m. a. Skulde
jeg nævne Repræsentanter for denne udentvivl ikke lille Gruppe, der
rimeligvis ved Tidens Ugunst og Selvmisforstaaelse leverede en Del af sig selv
af til Reaktionen af 64, er Kaalunds og Kr. Arentzens Navne de, der
lige løber mig i Pennen. Forøvrigt vil det Fritænkerske kun tages med saa
vidt det er nødvendigt for Forstaaelsen af Menneskene, hvad der for mig
er Hovedsagen ved en Fortælling ...“
Saa gaar der et Par Maaneder, medens han stadig opholder sig i
Pension Bellevue i Montreux, og han skriver atter hjem til Vennen om den
Bog, han aabenbart uafladelig har i sine Tanker. Det hedder denne Gang:
„Min Bog – den Guderne fremskynde – vil rimeligvis komme til at
hedde: „Niels Lyhne – en Ungdoms Historie – fortalt af J. P. J. –
Ikke en Ungdomshistorie. – I alt Væsentligt bliver den rent psykologisk,
og der vil maaske ikke blive andre end Forf. selv, der kan se, at der er
tydet hen paa den Ungdom, som nu er gammel.“ Med sit stilfærdig-
skælmske Lune tilføjer han: „Personlisten vil forekomme dig overraskende
ny. Hovedfigurer: En Digter, der ikke digter – En Billedhugger, der dør
– En juridisk Kandidat, der gifter sig – En ung Mand, der snakker –
En ung Pige – En anden ung Pige – En tredie ung Pige. – Bifigurer:
Fader, Moder, Tante, Huslærer og en stærk Mand. – Alligevel tegner den
til at blive ret ny og god at misforstaa ...“
Og endelig henved en Maaned senere, den 6te Februar 1878: „...
Romanen gaar fremad, om end ikke med Kæmpeskridt; men jeg frygter for,
at jeg for tidlig har givet mig ilag med Nutidsmennesker eller i alt Fald
Nærtidsmennesker. Jeg havde vist gjort klogere i at vente, til jeg var
bleven noget stærkere i min Pen. Den Prestige, som fjærnere Kulturtider
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
