Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - J. P. Jacobsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
opmærksomme paa en saadan Opgave, men hidtil havde han jo ikke havt
meget andet end sine Drømme at være Digter paa ...“
Og hvad Niels Lyhne vil, det er det samme, som J. P. Jacobsen selv
vil. Han siger det i den smukke Scene med Moderen: „... jeg skal være
med til at kæmpe om det Største, og jeg lover dig, at jeg skal aldrig
svigte, altid være trofast mod mig selv og dét, jeg ejer, det Bedste skal
kun være mig godt nok og ikke mere, ingen Gaaen paa Akkord, Moder;
kan jeg løfte, at det ikke er lødigt, hvad jeg har formet, eller kan jeg høre,
det har Rag eller Revne, i Diglen med det igen, altid det Yderste jeg evner
hver Gang! ...“
Tillige kjender han den pinefulde Liden ved ikke at kunne frembringe
og skabe, skjønt Kræfterne og Evnerne er der: „For han har Tro nok,
føler han, naar han endelig skal gaa til Bunds i sig selv, Tro nok til at
flytte Bjerge, men han kan ikke overkomme at faa Ryggen sat til. Engang
imellem vælder det op i ham med Trang til at skabe, med Længsel efter
at se en Part af sig selv gjort fri i et Arbejde af hans, og i hele Dage
kan hans Væsen være spændt af glade, titaniske Anstrængelser med at age
Leret sammen til hans Adam; men han faar ham aldrig dannet til i sit
Billeds Lignelse; den Selvkoncentrering, som dertil udfordres, har han ikke
Udholdenhed nok til at holde vedlige ...“ Et andet Sted er det Erik
Refstrup, der siger: „... mit Blod er varmt og rigt; mit Hjærte banker;
der er ingen Ting i Vejen med min Forstand, og jeg vil arbejde, men jeg
kan ikke alligevel, jeg kæmper og griber efter noget Usynligt, som ikke vil
lade sig gribe, som ingen Anstrængelse kan hjælpe mig til, om jeg saa sled,
saa Blodet sprang ud af mine Neglerødder. Hvad skal man gøre for
Inspiration, for at faa en Idé? Jeg kan tage mig sammen saameget jeg vil, jeg
kan forsøge paa at lade som Ingenting og gaa ud og se mig om, uden at
søge, men nej! aldrig, aldrig Nogetsomhelst, bare Fornemmelsen af, at nu
staar Tiden derude i Evighed til midt paa Livet, og haler Timerne til sig,
saa de rutsjer forbi, tolv hvide og tolv sorte, uden Ophør, uden Ophør ...“
Saadan er mange Timer gaaet for Digteren selv, tolv hvide og tolv sorte,
i ustandselig Ensformighed, medens han kæmpede med Afmagt og Sygdom.
Hvilke Optrin i „Niels Lyhne“ husker man især – Edeles Død, Scenen
mellem Niels og hans Moder, Mødet mellem Fennimore og Niels den sene
Vinteraften, da han kommer løbende paa Skøjter over Fjorden, efter at
Ulykkesbudskabet er indtruffet, Gerdas Dødsscene og Øjeblikket, hvor Niels
Lyhne tvinges i Knæ i Angsten for sit Barns Liv. Endelig hans egen Død
paa Lazaretet, hvor Niels Lyhne er stærkere og mandigere, end han har
været hele sit Liv; thi Niels Lyhne „vilde dø staaende“ – akkurat saaledes
som J. P. Jacobsen selv vilde det.
Og dog er det saa langt fra, at han prædiker Atheisme i sin Bog. Han
bekjender, aabent og ærligt og mandigt, sin Ikke-Tro, den, som er den
eneste, han kan leve og dø paa; men han forstaar saa godt, saa varmt og
medfølende alle de andre, og Gerda, hans pur unge Hustru, dør i Troen
paa den Gud, hun har lært at kjende og elske fra sine Barneaar. Der er
ikke Tøddel af Tendens i „Niels Lyhne“, ingen Stillen Problemer under
Debat; der er kun Fortællingen om og Skildringen af Mennesker, og det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
