Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Edvard Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Man kan jo godt kalde denne Handling „vovet“, men Skuespillet er for
alvorligt til paa noget Punkt at virke skabreust. Selv Lægmænd vil forstaa,
at Handlingen er bygget over en ypperlig dramatisk Ide, og Edvard
Brandes har formet Handling, Figurer og Replikskifte med saa sindrig
Kunst, at dette 2 Akts Skuespil er blevet et dramatisk Mesterværk, der
altid vil komme til at staa meget højt i dansk Skuespildigtning. Stykket
gjorde stor Lykke paa Dagmarteatrets Scene, hvor det den første Sæson
oplevede henved tredive Opførelser i uafbrudt Rækkefølge.
Derefter fulgte Skuespillet „Kærlighed“ paa det kgl. Teater, opført
første Gang 20. Marts 1887, „En Forlovelse“ paa Dagmarteatret i Sæsonen
1890-91 og „Et Brud“ paa Casinos Teater 1891–92. De to sidstnævnte
Arbejder tæller vægtigt med i Edv. Brandes dramatiske Produktion. Denne
Forfatter har, som meget faa andre, en usvigtelig Evne til at give „Milieu’“et,
altid med ganske stilfærdige Farver, men saaledes at det samler sig fra
og lyser gjennem mangfoldige Enkeltheder. Dette er lykkedes endogsaa i
ganske fortrinlig Grad i 2 Akts Skuespillet „En Forlovelse“. Hvor minutiøst
sikkert er Tonefaldet ikke truffet i dette fattige Embedsmandshjem, hvor
mærkelig levende staar ikke de fire Personer, mellem hvilke
Handlingen spiller, og hvor megen Medfølelse skinner der ikke gjennem de
dæmpede Ord.
Dette sidste gjælder i endnu højere Grad om „Et Brud“, maaske det
fineste og varmeste, Edv. Brandes har skrevet. Der gaar en egen stilfærdig
Vemod gjennem dette Skuespil; der er ikke et unødigt stærkt Ord, men
Skildringen, som den former sig gjennem denne Hverdagshandling og
Hverdagstale, virker med stor, overbevisende Styrke. Man vil ikke let
glemme Stykkets sidste Scene, hvor Dr. Reimert har besluttet sig til at
resignere og uden alle Betingelser give sit Samtykke til sin pur unge Datters
Ægteskab med Hr. cand. Herning. Saaledes falder Ordene mellem Fader
og Datter:
Reimert.
Kom og sæt dig hen til mig. – Du ved, hvormeget jeg holder af dig – eller
rettere, du har maaske glemt det lidt, mens jeg var saa længe borte.
Dengang du var ganske lille, og endnu laa i Vuggen, stod ofte din Mor og jeg og
betragtede længe dit lille runde Ansigt. Vi holdt hinanden i Hænderne og lovede at være
gode mod dig – vi vidste, vi kunde ikke andet.
Da du blev større – hvem var det, der kom springende mig imøde, naar jeg kom
hjem – skændte paa mig, naar jeg kom for sent – altid turde forstyrre mig – hvor dybt
i Arbejde jeg saa sad. Du vidste, du var min største Glæde.
Og dengang du var syg saalænge – da var din Mor død – husker du, hvordan
vi to spiste alene med hinanden i Sovekamret og morede os fortræffeligt sammen.
Da du var kommet i Skole, fortalte du mig ofte om de andre smaa Piger. De var
ikke moderløse som du. Saa sagde du ofte: alle har de Mor uden jeg – jeg har bare
Far; derfor maa du være baade Far og Mor for mig.
Jeg prøvede derpaa i nogle Aar. Men saa troede jeg, at i Opvæksten vilde en
god og klog Kvindes Selskab være dig til størst Nytte – derfor bragte jeg dig til Karoline,
som havde været din Moders Veninde.
Elisabeth.
Ja derfor, ikke sandt, Far, blot derfor.
Reimert.
Naturligvis. Hvad ellers?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
